Mens vi venter...

Mens vi venter...
AC/DC varmer op til album og turné med en godkendt DVD-udgivelse af "No Bull" koncertvideoen fra 1996. 1995 var året, hvor AC/DC fandt sammen med producerikonet Rick Rubin på albummet "Ballbreaker" og hvor den gamle bandpuls Phil Rudd vendte tilbage til trommestolen efter godt 11 års fravær.

Turneen med "Ballbreaker" rundede også Københavns Forum den 25. april 1996, hvilket vel egentlig var den seneste danske visit fra legenderne, hvis næste turné med "Stiff Upper Lip" i 2000 ikke nåede meget tættere på danske koncertsteder end Scandinavium i Gøteborg. Og siden da har det stået helt turné-stille for det ellers efterspurgte band.

Undertegnede oplevede bandet tre gange på "Ballbreaker"-turneen og det var fremragende, dynamiske koncerter, med god sætliste-balance mellem de mange faste klassikere, der udgjorde hovedparten af sætlisten, det nye og ganske holdbare materiale (tre-fire styks, herunder hittet "Hard as a Rock", der faktisk også holdt sig i sætlisten på den efterfølgende turné) og flere genfundne godter fra Bon Scott-æraen i 70'erne. Vi taler her om numre som "Shot Down in Flames", "Girls Got Rhythm" og "Dog Eat Dog" (havde dog nok valgt et andet nummer fra lige dét album, dvs. "Let There Be Rock").

"No Bull" blev første gang udgivet som VHS-video (til julesalget '96, så vidt jeg erindrer), men er her tilføjet ekstra materiale i form af et specielt ekstra "Angus-cam" i fire sange, som følger Angus Young på fuld spadeskrue henover scenen.

Desuden indeholder denne DVD også et par ekstra optagelser fra turneen, men der måtte nu gerne have været mange flere! Dog særdeles kultisk, at opleve AC/DC feat. Brian Johnson bluese sig rustent gennem "Down Payment Blues" fra det måske mest rå og bluesbasale AC/DC-album "Powerage" (1978).

Ellers er "No Bull: The Director's Cut" i sin essens et par timers livekoncert fra Madrid den 10. juli 1996, der giver et fuldgyldigt billede af AC/DC anno 1996, hvor showet åbnede i en massiv "Ballbreaker"-scenografi af husnedrivning, men som byggede sig stolpesikkert op med et party-kickstartende afsæt i titelnummeret fra "Back in Black", førnævnte "Shot Down in Flames" og den måske største crowdpleaser post-"Back in Black", "Thunderstruck".

"No Bull: The Director's Cut" er et fint tilbageblik på en line-up mæssig "comeback-periode" for bandet og samtidig en godkendt mens-vi-venter-udgivelse. Og det i dobbelt forstand: dels på det nye studie album "Black Ice" den 20. oktober og dels en forhåbentlig dansk koncertdato til næste års Europa-turné. Det aktuelle AC/DC line-up er jo heldigvis stadigvæk det samme idag som på denne "No Bull"-DVD.

Kunstner
Titel
No Bull: The Director's Cut
Label
Distributør
Genre
Karakter
4