“... fucking verdenklasse!”
Joe Satrianis “Earth Tour” kom tirsdag aften forbi den fynske hovedstad. En aften af de gode, med veloplagt publikum, suveræn lyd – og et band i en klasse for sig.
Sahara
The Elephants of Mars
Ice 9
Thunder High On The Mountain
One Big Rush
Blue Foot Groovy
Flying In a Blue Dream
Spirits, Ghosts and Outlaws
Faceless
Crystal Planet
Summer Song
Energy
E 104th St NYC 1973
Cool #9
Ali Farka, Dick Dale, an Alien and Me
Shapeshifting
Teardrops
Luminous Flesh Giants
If I Could Fly
Always with Me, Always with You
Satch Boogie
Crowd Chant
Surfing with the Alien
“Fucking verdenklasse!” udbryder han for sig selv med gnistrende øjne.
Min sidemand er begejstret og smiler over hele hovedet. Vi kender ikke hinanden, men han har ret. Vi er to numre inde i sættet og hele Postens store sal er tryllebundet. Vi står tæt og lyden er høj, krystal-klar og resonansen tydelig i brystet. Før det havde jeg i aftenskumringen bevæget mig over Byens Bro, og i horisonten skimtet køen foran Musikhuset Posten. Det er ikke hver dag, at Satriani gæster den fynske hovedstad, det er otte år siden sidst, og aftenens show er naturligvis tæt på udsolgt.
“Er det ikke mest folk, der går op i musik – og gråhårede?" siger min kone, da jeg er på vej ud af døren. Vi taler om hvilket segment Joe Satriani tiltrækker, og hun siger det i sjov. Men hun har samtidig en smule ret, for selvom det er en uhyre broget skare af unge og gamle, der denne aften har besat Posten, ér der dog en øget vægt af erfarne kvindelige og mandlige silver foxes, der åbenlyst har fulgt Joe Satriani ,fra da han startede i 1980’erne.
“Her er godt nok mange mænd” siger en kvinde sandfærdigt til sin mandlige pendant, da jeg passerer dem på vej ind i salen, og her en time inden showstart en hverdagsaften er der da også allerede godt gang i barerne, der langer vin på stilk og øl over disken.
66-årige Joe Satriani debuterer i 1986 med ‘Not on this Earth’, og allerede på college ernærer han sig med guitarundervisning – en undervisning, som senere kendte guitarister som Kirk Hammett (Metallica), Larry Lalonde (Primus), Alex Skolnick (Testament) og selveste Steve Vai gjorde brug af på vej frem i deres karriere. Da Mick Jagger i 1988 rekrutterer Satriani til at være leadguitarist på sin første solotour, er det klart, at Joe Satriani måske allerede på dette tidspunkt er en større guitarist i branchen – senere hjælper han da også Deep Purple, da Ritchie Blackmore træder ud af bandet.
Det er altså ikke en hvilken som helst musiker, vi skal møde denne aften, men en teknisk dygtig superguitarist med 18 studiealbums i bagagen. En af verdens bedste nulevende rockguitarister, der gennem karrieren har sat tydelige spor – forventningerne kan selvsagt ikke være andet end skyhøje.
Gåsehud, beherskelse og kunstnerisk klasse
Som alle andre professionelle bands og musikere træder Joe Satriani og kompagni på scenen præcis på klokkeslaget og den lirede intro til ‘Nineteen Eighty' spreder sig over den proppede sal. Et velvalgt startnummer, der rettidigt lægger godt op til leg og lir – og i sin natur har høj puls. Vi er i gang, og der er godt pres på foran scenen. Jeg selv elsker især Satriani, når der er ro på, og ‘Sahara’ og ‘The Elephants of Mars’ fra det aktuelle album følger da også i hælene. Soloen på ‘Sahara’ er gåsehudsfremkaldende, og min sidemand er som sagt både enig og befriende ubehersket. En tendens, der allerede her tidligt i sættet viser sig hos publikum. Folk er med, folk er fans – folk er glade og sparer ikke på applaus og positive tilkendegivelser mod scenen. Der har hverken været eller været brug for opvarmning.
Beherskede er, hvad Satriani og band er. Den der særlige ro, der hviler over dygtige musikere er tydelig, og det manglende behov for nødvendigvis at udfylde hvert eneste mellemrum med indviklet blær, men gøre plads til pauser og ophold i numrene cementerer denne kunstneriske professionalisme - der fra Satrianis side dog heller ikke skorter på ultrahurtige og præcise licks op og ned af guitaren med lukkede øjne, som var guitaren en medfødt del af kroppen. Satriani er som altid afslappet klædt i jeans og t-shirt, samt de obligatoriske solbriller.
Foran scenen er vi opslugte og det er da også kun, da en kvinde ved siden af mig som det naturligste i verden pludselig hiver en klassisk vifte frem for at få lidt køling, jeg får set mig omkring i “pitten”. Vi er vitterligt en broget skare. Fra metalhoveder til elegant klædte kvinder med klassiske vifter. Brogethed er godt og fortæller lidt om, hvilken slags kunst vi har med at gøre.
Med ‘Ice 9’, ‘Thunder High On the Mountain’ og ‘On Big Rush’ får bandet åbnet endnu mere for publikum, og der er tid til interaktion og småsnak fra scenekanten. Bandet på denne “Earth Tour 2022/2023” består oveni Joe Satriani, af trommeslager Kenny Aronoff der, udover at være fast medlem af John Mellemcamps band i 90’erne, også har bidraget til kunstnere som John Fogerty, Smashing Pumpkins, The Rolling Stones og Bob Dylan. Bassist Bryan Beller har været fast mand på Joe Satrianis tourhold siden 2013 og har, udover at være kendt fra The Aristocrats, også spillet med Dream Theater, Dethklok og Steve Vai. Rai Thistlethwayte på keyboard (og lidt guitar hist og her) er til daglig frontmand i Thirsty Merc hvis han da ikke producerer solo-materiale under navnet Sun Rai. Det er altså et superhold som Satriani har valgt at omgive sig med, og hen ad vejen får vi denne aften også at se, hvor dygtige og sammenspillede de er, og hvor sjovt de kan have det samtidig. Når Satriani indimellem fraviger fra det forudsigelige og begiver sig ud i længere soloer end det aftalte, er det tydeligt, at Bryan Beller må skæve en ekstra koncentreret gang til Joe Satrianis greb. Ægte musicianship, eller håndværk, om man vil.
Da ‘Blue Foot Groovy’, den ældre ‘Flying In a Blue Dream’ samt ‘Spirits, Ghosts and Outlaws’ fra det forrige album, ‘Shapeshifting’, er ovre, er turen kommet til ‘Faceless’. Et stille nummer fra det nyeste album, der lægger op til ro og eftertænksomhed, og det er akkurat, hvad der lader til at gå gennem publikum. Folk er stille, lyttende og nyder den krystalklare lyd på guitaren, der følelsesladet skærer sig gennem rummet.
Mere action kommer der igen på ‘Crystal Planet’ og ‘Summer Song', inden Satriani annoncerer 15 minutters pause og opfordrer folk til at tage en drink. En opfordring, mange foran scenen og den første del af salen ikke ligefrem vælger at ihukomme, da pladsen foran guitarmesteren måske ikke så gerne deles og da undertegnede ser sit snit til at granske scenegrejet er det da også med høflig forespørgsel at pladsen fraviges. Faktisk er det en tendens gennem aftenen; at især den ældre generation prikker høfligt hinanden på skuldrene og indleder konversation for at komme forbi og med åbne telefon-covers at tage slørede billeder af Hr. Satriani. Dét er i hvert fald etikette.
Egentlig er det spøjst at tænke på, at Satriani gennem tiden har været nomineret til ikke mindre end 15 Grammy Awards, men aldrig vundet en eneste. Musikken er sjældent “overgjort” eller teknisk på en måde, der ikke er forståelig for hvermand – det er netop, hvad Joe Satriani er god til; at servere det tekniske og “blærede” i en fordøjelig, medrivende version uden at skeje lige så “artsy” og avantgardistisk ud, som f.eks. Steve Vai gør det i samme boldgade. Instrumentalmusik er i rocksammenhænge, sjovt nok og kontraintuitivt, måske ikke så folkeligt?
Det rolige med det blærede
15 ultra-præcise minutter er gået, og trommeslager Kenny Aronoff genvinder festen med trommesolo, publikumskontakt og blærede fills, inden Joe og Rai igen træder på scenen, og introen på nummeret ‘Energy’ skærper folks opmærksomhed. Lagde man ikke mærke til Aranoffs bastante trommestil under soloen, er der nu rig mulighed for at blive revet med på ‘E 104th St NYC 1973’. Han lægger sig ultratilbagelænet på beatet på et nummer med naturlig plads til udskejelser på bas, keyboard og Joe Satrianis guitar, selvfølgelig. Vi andre er iagttagende og nikker roligt med – også da turen er kommet til Rai Thistlethwaytes keyboardsolo, der måske falder en kende uden for aftenens genre, men dog fungerer fint som “palate cleanser”. Numre som ‘Cool #9’, ‘Ali Farka, Dick Dale, an Alien and Me’ og ‘Shapeshifting’ flyver højt og energisk ud over os, og publikum har en rolig, men glad og positiv fest.
Trods hvad der på sådan en påskeuge virker som naturligt travle barer, er det en ualmindelig rar stemning, vi befinder os i på Posten denne aften, og eneste alkoholrelaterede – og lettere tåkrummende moment er da også kun da en meget fuld - men glad - mægtigt voksen gut manøvrerer sig op til scenen gennem det tætpakkede gulv og bliver ved at råbe “Jimi Hendrix!” og “Giv mig noget Jimi …!”, mens han kaster gangster-håndtegn og danser en form for “boogie woogie” med sig selv indimellem.
Lyder det syret – så forestil dig det lige igen, med konteksten in mente. Det ér syret. Lidt sjovt, og også hårdt for de sko, der skal udholde sådan en grad af tåkrumning. Ingen ødelagde dog hans fest, smilebåndet skal også have motion, og da det smukke ‘Teardrops’ går i gang, vandrer han da også videre på sin rejse. Det var alligevel for sobert. Måske til baren?
Joe Satrianis sæt er tirsdag aften et godt og velvalgt miks af ældre og nye numre, der dog har vægt på de to nyeste – men meget forskellige plader – ‘The Elephants of Mars’ og ‘Shapeshifting’ fra henholdsvis 2020 og 2022. Også albummene ‘Joe Satriani’, ‘Is There Love In Space?’ samt klassikeren ‘Surfing With The Alien’ er selvfølgelig repræsenteret, og næste del af sættet er netop tilegnet disse. Det er blandingen mellem den rockede ‘Luminous Flesh Giants’, den positive og mere svævende ‘If I Could Fly’ og den stille og næsten vuggevise-agtige ‘Always with Me, Always with You’. Et for undertegnede “øde ø-album” som ‘Strange Beautiful Music” er der ikke plads til i denne omgang, og man kan jo ikke få det hele på 100 intense minutter. Da publikum er ved at være mættet, går ‘Satch Boogie’ i gang med sin catchy og guitar-blærede intensitet og får rusket lidt op i det hele, inden Joe Satriani og band bukker, takker og storsmilende går af scenen i et endeløst applaus fra odenseanerne.
Helt klassisk og forventeligt mødes vi dog af den tilegnede ‘Crowd Chant', der kun kan lade sig gøre ved hjælp af både Satrianis guitar og publikums velvillige bidrag. Hele spillestedet er med og det skorter ikke på glæde, god energi og positive tilråb.
Det store og klassiske nummer ‘Surfing With the Alien’ fra 1987 bliver aftenens sidste nummer, inden Joe Satriani og Co. endnu engang takker og forlader scenen til de klapsalver, der kun slukkes af langsomt tændende lys i Musikhuset Postens tætpakkede sal.
En ikke-fornægtende klasse
Joe Satriani er en virtuos. En hamrende dygtig musiker, hvis kunst netop er at blande det elitære med det folke-rockede. En blanding, der beviser, at Satriani ikke selv har noget at bevise over for omverdenen. Han har været på toppen af guitar-pyramiden i fire årtier, og denne ro og særegent gode musikkunst var, hvad vi blev serveret tirsdag i Odense.
Jeg selv vandrede igen over Byens Bro med midlertidigt nedsat hørelse og måtte hjem og fordøje oplevelsen denne aften; en af de rigtig gode, med suveræn lyd, rare, passionerede mennesker og et veloplagt band i verdensklasse.
