Gamle mænd i garagen

SVART260CD_the_limit_CD-scaled

Supergruppe med Bobby Liebling på vokal forsøger at genoplive 70'ernes sleazy garagepunk. Det lykkes sådan cirka halvdelen af tiden i løbet af de 36 minutter, debutalbummet varer.

Kunstner
Titel
Caveman Logic
Dato
09-04-2021
Genre
Trackliste
1. Over Rover
2. Black Sea
3. These Days
4. Human Vs Nature
5. Fleeting Thoughts
6. Caveman Logic
7. Sir Lancelot
8. Life’s Last Night
9. When Life Gets Scorched
10. Kitty Gone
11. Death Of My Soul
12. Enough’s Enough
Forfatter
Karakter
3

Når kendte musikere går sammen og danner et band, får det som regel betegnelsen "supergrupppe". Det kan undre, for som hovedregel er supergruppens resultat mindre end summen af dens dele. Foretrækker man Hollywood Vampires over Alice Cooper og Aerosmith eller Chickenfoot over Van Halen, Joe Satriani og Red Hot Chili Peppers, ja, så har man ligesom ikke fattet det (eller, måske er det egentlig OK at foretrække Chickenfoot over Red Hot Chili Peppers; faktisk har jeg aldrig hørt Chickenfoot, men det kan umuligt være værre end Red Hot Chili Peppers friskfyrsagtige funkrock).

Supergruppens evige problem er dens mangel på relevans: Det, medlemmerne vil sige, har de sagt før og bedre. Det er sikkert hyggeligt for de medvirkende at få et frikvarter fra deres normale band og fra de bandmedlemmer, de er dødtrætte af efter at have spillet sammen med dem i en menneskealder, men kæden hopper af, når man begynder at belemre andre med resultaterne.

Supergruppe er måske at strække definitionen for The Limits vedkommende: Gruppen har Bobby Liebling fra Pentagram i front; Sonny Vincent fra punkbandet The Testors på guitar og co-leadvokal; bassisten Jimmy Recca, der er "super", fordi han kortvarigt var med i The Stooges engang i 1971, kort før de gik i opløsning første gang, og siden i Stooges-guitaristen Ron Ashetons ret glemte band The New Order; og på trommer og guitar to medlemmer fra det portugisiske metalband Dawnrider, som jeg heller aldrig har hørt om. Bortset fra Liebling altså ikke de allermest prominente herrer, og måske er det derfor, at The Limit trods alt er mere relevante end så mange andre lignende sideprojekter.

Gammelmandslæderrock
The Limit er med andre ord ude over den første ungdom. Til gengæld går de ret målrettet efter at spille den musik, de spillede i deres ungdoms vår. I tråd med albumtitlen er der tale om stenalderrock med afsæt i de tidlige 70'eres garage- og protopunk: The Stooges, New York Dolls og lignende læderrock, spillet af gamle mænd, der for fleres vedkommende får Døden fra Lübeck til at se helt godt ud.

Stjernen i bandet, Bobby Liebling, har ikke sunget på et album siden 2015. Her gør han det ikke dårligt, livsførelsen og alderen taget i betragtning (han er 67, men ligner en på 667) på let stakåndet og mumlende, men stadig karismatisk vokal.

Og 'Caveman Logic' er sådan set fornøjeligt langt henad vejen: 'Black Sea' lyder henad et punket The Doors, og Liebling rammer nogle Danzig-fraseringer, der giver det et anstrøg af The Misfits. 'These Days' er en lille banger, der godt kunne være på et af Iggy Pops bedre soloalbum, og 'Life's Last Night' er en aggressiv punkrocksang; hård og beskidt.

Hulemandens slag med køllen
Numrene er heldigvis korte, og 'Caveman Logic' giver ret velplacerede slag med køllen. Som hovedregel er numrene under tre minutter, men 'Fleeting Thought' rammer dog lige knap de fem minutter, og her viser stilen sine begrænsninger. Men med 12 sange på 36 minutter taber albummet alligevel kadencen i længden. Der er for megen metervare på albummets midte og anden halvdel, der ikke rykker ret meget, trods et behjertet boogie-forsøg på 'Kitty Gone' og den Pentagram-ballade-agtige 'Death of My Soul', hvor Liebling igen Danzigger den i fraseringerne. Sangene er såmænd catchy nok, men standardopskriften varieres for lidt, og for få af dem løfter sig for alvor.

Havde 'Caveman Logic' været en ep med de fem-seks bedste numre, havde den siddet lige i skabet, hvis man med "lige i skabet" mener "på niveau med Iggy Pops bedre, men ikke bedste soloplader". Nu må den nøjes med at være bedre end de fleste andre supergruppers udgivelser. Og, nå ja, også bedre end de sidste par sløje udgivelser med Pentagram.