Noget med ild

Populær
Noget med ild
Langt mellem top og bund, da Hammerfall åbnede deres verdensturné i Vega. Der var langt op til en lang aften på Vesterbro, da svenske Hammerfall skulle åbne badets verdesturnéi kølvandet på albummet "Threshold". Og første band, glamrockerne The Poodles, der ligesom Hammerfall kommer fra Sverige, gjorde i hvert fald ikke aftenen kortere.

Ligesom på Poodles' nyligt udgivne album, så bar deres liveoptræden præg af, at de har en masse gode intentioner, men ikke helt evnerne til at gøre alvor af dem. Deres numre er skåret alt for meget over samme skabelon, med en pumpende rytmeguitar og bas som bygger op til et fællessangsminded omkvæd – de er bare ikke så fængende og lige til, som den slags skal være for at fange et publikum, der venter på aftenens hovednavn, og derfor blev pudlerne bare et bump på vejen.


Erfaren opvarmning

Langt bedre gik det for de schweiziske veteraner i Krokus (bill.). De havde erfaringen til at være opvarmning, og så et godt bagkatalog, der sagtens kunne gøre publikum interesseret (f.eks denne anmelder, der aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med dem).

Det er muligt, at de ikke scorede mange nye fans, men folk var tydeligvis underholdt af sange som "Rock City", "Eat The Rick", "The Thunder", "Easy Rocker" og så et par numre fra seneste udgivelse ”Hellraiser” (samt åbningsnummeret, det gamle bandhit "Long Sticks Goes Boom" - red.), der viste et band, som holdt sig til det de kan; nemlig at spille underholdende bluesorienteret heavy rock og samtidig levere et godt liveshow uden de store dikkedarer.


Stortrommer som gimmick

De store dikkedarer forventer man derimod fra Hammerfall, men når man ved, at bandet ved tidligere optrædener har medbragt en vindebro, så blev man en anelse skuffet denne gang. Selvfølgelig var scenen bygget op i flere niveauer og et gigantisk bagtæppe var fundet frem, men hvilket metalband med respekt for sig selv gør efterhånden ikke det?

Nej, den store gimmick i år var intet mindre end 10 stortrommer, hver med et bogstav påskrevet så de tilsammen dannede "Hammerfall", og som fyldte halvdelen af scenen. Oven i dette kom selvfølgelig det sædvanlige ildspyderi, brændende bækkener og så et pænt lille snevejr – det sidste virkede dog umådeligt malplaceret.


Grumme begynderfejl

Men musikken er selvfølgelig det vigtigste, og her kunne man altså godt høre, at det kun var første show på turen. Sammenspillet haltede en del for bandet som helhed, men i særdeleshed mellem de to guitarister, der specielt i de første numre lavede grumme begynderfejl og spillede falsk, så det skar i denne anmelders sarte øregange.

Som sådan ødelagde det ikke numrene, kun soloer og mellemstykker, og heldigvis var sanger Joachim Cans (øv. bill.) i topform fra start til slut. Og Hammerfall har efterhånden skrevet en hel del metalhymner, der egner sig fint til synkronheadbanging med hele kroppen, og som er så enkle og fængende, at enhver kan synge med allerede anden gang omkvædet kommer.

Desværre så er samtlige af disse numre at finde på tidligere udgivelse, hvorimod alt hvad der kom fra den seneste udgivelse, ”Threshold”, virkede idéforladt, kedeligt og som noget, der bare skulle overstås.


Plads til hits

Der var således langt større indlevelse fra publikums side, når ældre numre som "Riders Of The Storm", "Let The Hammer Fall" eller "Legacy of Kings" blev fyret af, og ikke mindst på aftenens sidste nummer, det supercatchy hit "Hearts On Fire".

Samlet set gav svenskerne altså en koncert, hvor nogen ting var usandsynligt heavyfede, og andre var decideret grusomme oplevelser, deriblandt den rædderlige ballade, der var klemt inde mellem anden gang ekstranumre ("Glory To The Brave", som ikke alle på redaxen finder rædderlig, men derimod som en sand power ballade perle, også denne aften - red.), og alt for meget var på det jævne, f.eks tromme og guitarsolo.

Kunstner
Spillested
Dato
07-01-2018
Karakter
3