Træg start, topfed afslutning

De nye numre er for middelmådige, men The Datsuns fik alligevel hevet en OK oplevelse hjem, mener Mathias Nielsen efter koncerten i Pumpehuset.
The Datsuns i Pumpehuset, København den 12. oktober 2004:I 2002 bragede Datsuns frem med en energibombe af et debutalbum, i kølvandet på retrobølgen af bands som White Stripes, The Strokes, The Vines etc. Datsuns havde det til forskel fra de andre bands, at de, samtidig med at de havde den kendetegnende garagelyd, kombinerede det gamle AC/DC med Zeppelin og ikke mindst MC5. Den engelske musikpresse kastede sig selvfølgelig over bandet med det samme og udnævnte dem til rockens frelsere osv.

Måske var der noget om sagen, og Datsuns fik da også god medvind af anmelderne, men albummet var også spækket til randen med ørehængere og råk’n’røwl. Dengang gæstede Datsuns Loppen i DK, i modsætning til denne gang hvor det altså var Pumpehuset, der lagde lokaler til. Datsuns’ andet album, som udkom tidligere i år, skuffede voldsomt i forhold til debuten, og der var mildt sagt ikke meget at komme efter. Selv ikke Zeppelin-bassisten John Paul Jones kunne rette op på de middelmådige kompositioner i producerstolen.


Flad start

Koncerten fik da også en jævn start med to sange fra det nyeste album. Selvom bandet – og i særdeleshed frontmand, Dolf de Datsun – gjorde hvad de kunne for at piske en stemning op, så var det tomme kalorier, man fik klasket i hovedet. I hvert fald i starten af koncerten. Det hjalp til gengæld på det, da ”Lady” og ”Messin’ Around” (en af de få fra det nye album, der holder vand) blev luftet.

I midten af sættet blev niveauet så småt hævet med bl.a. ”Harmonic Generator”, og den nye ”Girls Best Friend”, og selvom sidstnævnte er skamløst Thin Lizzy-rip off er den af forskellige årsager meget lytteværdig.

Det var specielt interessant at følge, hvordan bandet så mere overbevisende ud, når de spillede deres gamle sange. Om det var fordi de har sandet, at det nye materiale ikke holder lige så godt, eller om de bare ikke har spillet sig ordentligt ind på det nye album, er ikke til at sige.


Hæs frontbrøler

Noget der dog skæmmede koncerten hele vejen igennem, var at Dolf de Datsuns stemme mildt sagt ikke var særlig optimal denne aften. For at gøre en lang historie kort, så var han ude af stand til at udføre sine varemærkebrøl og høje skrig. Det var dog næppe derfor, aftenens publikum var lidt tamme og kedsommelige. Datsuns spiller den form for musik, hvor man gerne må bevæge sig lidt, eller i det mindste rocke lidt med til - hvis ikke med hovedet, så måske med foden? Men det var altså kun den hårde kerne bestående af 10-20 Beavis & Butt-Head-agtige fans, der stod oppe foran midten af scenen under hele koncerten, som havde forstået netop dét.

”Motherfucker From Hell” var der dog ingen, der kunne undgå at lade sig rive med af. Butt-Head oppe foran fik sågar lov til at agere gæstesanger for en kort stund. Det var lige inden ”I Got No Words”, hvor der pludselig opstod tekniske problemer med bassen, og koncerten måtte afbrydes for en kort stund - og så endda i det sidste nummer før ekstranumrene!

Der gik ikke lang tid, før Datsuns var tilbage på scenen, for lige at give os lidt ekstra for pengene, og for at få koncerten til at vare mere end én time. Tro det eller lad være, så brød de ud i en fuldstændig genial version af Misfits-klassikeren ”Where Eagles Dare”. Det var nok et mindretal blandt publikum, der kendte netop den sang, men undertegnede kunne ikke se sig fri fra, at skråle med på ”I Ain’t No Goddamn Son of a Bitch!” i omkvædet. I den grad klasse!

Koncerten blev afsluttet af det rock-brag, vi alle havde forventet: en 15-20 minutter lang extravaganza-version af ”Freeze Sucker”, hvor hele bandet var ude over scenekanten, og hvor sangen ”sluttede” mindst tre gange. Perfekt afrunding af en koncert, som ellers led under mange skønhedsfejl, og hvis første halve time ikke var noget at råbe hurra for.