Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En god, mørk tirsdag

Updated
En god, mørk tirsdag
Svenske Dark Funeral og Naglfar sørgede for en bersærkeragtig black metal-aften på "Staden". Black metal er nattens musik, men alligevel sluttede den musikalske hidkaldelse af den onde selv, et minut over midnat i stedet for først at begynde der. På deres turnè præsenterer Dark Funeral ellers flere forskellige navne i en pakke varierende fra tre-fem bands, men ved showet på Loppen blev det kun til dem selv og ligeledes svenske Naglfar.

Efter en stram tidsplan, begyndte Naglfar nærmest på minuttet kl. 22.00. Hjulpet på vej af en intro gik bandet på scenen iført masser af læder. Musikken blev trykket grundigt af til umiddelbar glæde blandt de ca. 100 gæster, der var mødt frem på dette tidspunkt, men det var kun på de første rækker foran scenen, at der blev svunget hår.


Et strejf af Dissection

Den nye mand i front, Kristoffer Olivius, der tidligere tog sig af både bassen og baggrundsskrål, men nu kun havde vokalen at betjene, var ydmyg mellem numrene og lidt for stille. En kort præsentation af numrene og den klassiske brølen af titlen på det kommende nummer, var hvad det kunne blive til.

Til gengæld rykkede musikken, som allerede antydet, især ”Spoken Words of Venom” fra den seneste Naglfar-plade og klassikerdebutens ”As the twilight gave birth to the Night”. Overraskende fungerede ”Horncrowned Majesty” fra den lidt skuffende "Diabolical fantastisk", med en stemning som Dissection på ”The Somberlain”. Kuldegysende og tænderskærende. Herligt!


Satanisk hurtigt!

Efter en indpakning af scenen med lagner med diverse okkulte og sataniske symboler, kunne de fem læderindsnørede og ”corpse paint”-malede medlemmer af Dark Funeral indtage scenen, og de satte den onde tone an med ”King Antichrist”.

Det var et utroligt tempo, der blev holdt, og i den forbindelse skal trommeslager Matte Modin fremhæves. For oven i en voldsom slagtning af lilletrommen, der lød som slag på en træstub, formåede han at inkorporere fine detaljer på sit tingeltangel af et bækken-arsenal.

Nu skulle man tro, at det var en kritik af lyden at sammenligne lilletrommen med en træstub, men faktisk var den et samlingspunkt i musikken og den passede perfekt til svenskernes lyd. Undertegnedes favorit var syng-med-hittet ”Open The Gates”, der blev fulgt udmærket op af ”Vobiscum Satanas”.


Passager uden ondskab

Fra debuten blev det til glimrende præsentationer af ”My Dark Desires” og ”Bloodfrozen”. Der var langt mellem tungere, langsomme stykker i sangene, så det var imponerende at høre et band gå så meget amok i en time. Når der endelig var lidt slow feeling, som i introen til titeltracket fra den seneste skive ("Attero Totus Sanctus" - Red.), så var det svinefedt, og det gjorde én klar til endnu engang at blive kastet hovedkulds ud i angrebet på trommehinder og nakkehvirvler.

Desværre havde Dark Funeral ikke en ond fremtoning mellem numrene. Forskrigeren af den onde lyrik, Emperor Magus Caligula (ex-Hypocrisy for længe, længe siden), var blid som et lam, når han præsenterede næste nummer. Med kostumer, ligsminke og de mange sataniske symboler forventer man mere end ”den næste sang hedder…”.

Men musikken er jo vigtigst, og her var det i sandhed en god, mørk tirsdag.

Kunstner
Spillested
Karakter
4