WOA'13: Med potentiale til mere
Naglfar trodsede mistet bagage og grej i lufthavnen og spillede en intens koncert med lånt udstyr på W.E.T-stage, hvor de gjorde det bedre end på Sweden Rock.
Efter sigende så havde Naglfar leveret en tynd omgang på Sweden Rock. Således sagde rygtet i hvert fald ifølge den udsendte Devilution-skribent, vi havde på pletten tidligere på sommeren. Og man kunne måske også frygte, at det samme kunne ske, da bandet unægtelig aldrig har ladet bassen stikke snuden særligt langt frem i det hidsige, men dog melodiske guitarunivers på skiverne. Læg dertil et telt, der sidste år havde haft en lettere kaotisk indvirkning på lyden, som vi kender det herhjemme fra både eksisterende og nedbrændte sportshaller i hovedstadsområdet.
Forbedret teltoplevelse
I år var teltet med de to scener - Headbangers og W.E.T - dog valgt en tand mindre end sidste år, og det havde god indvirkning på lydmulighederne. Således lød Naglfar faktisk rigtig godt: Instrumenterne kunne skelnes fra hinanden, og den vigtige bund var også til sted i fornuftig grad. Forsangeren kom med forklaringen på det relativt usandsynlige i at bassisterne i Benighted og Naglfar ikke bare skulle spille på ens bas, men også have valgt at sætte et "Vans"-klistermærke på eksakt samme spot: Naglfar havde oplevet et lufthavnshelvede, og måtte tage videre mod Wacken uden at have alt ønsket grej med sig.
Det har sikkert givet en lettere stresset og irriteret optakt til koncerten, men umiddelbart var det forvandlet til had og intens spilleglæde, da bandet stod på scenen, for der blev leveret en svedig og velspillet omgang melodisk black metal i højt tempo.
Netop det høje tempo blev dog også bandets ulempe set over et helt show, hvilket specielt kunne mærkes, da bandet satte tempoet ned i afslutteren, hvor sangen fik et stemningsfuldt snit derfor tydeligt skilte sig ud som "hittet" blandt de valgt sange i sættet. Naglfar har på alle deres album den type sange, men havde valgt at fokusere mest på energi og tempo denne dag. Hver sin smag, men herfra skal der til en anden gang lyde et råd om lige at putte en eller to flere sange ind i sættet, hvor stemningen opbygges i et langsommere tempo, så bandets sans for fede melodier lettere kan nydes. Naglfar er nemlig stærkere i det dobbelte, melodiske guitarangreb end i rendyrket tempojagt. Desuden er den hæse, hidsige black metal-agtige vokal kun svagt varieret, hvorfor store stemninger i musikken er med til at fjerne fokus fra vokal ensformighed