Copenhell 25: Punk i palietter
Det er svært ikke at holde af A Mess’ indfølte riot grrrl-hymner, når de leveres råt i Boneyards støvede kulisser – men mere, tak!
Ignite and Explode
Liberation
We Gonna Fight
Fuck Your Way to The Top
“Kender I det der med at føle jer hjælpeløse, i en verden i brand?
Så kan man heldigvis altid sige “HOLD DIN KÆÆÆFT!””
Dorte Hartmann lægger ikke just fingre imellem i front for A Mess – og gudskelov, for det er netop charmen ved den duo! Et passioneret projekt, med feminismen og kampen for ligestilling som en lyrisk bærende faktor. Og så den riot grrrl’ede tæft!
Per Gerhard Jørgensen antager den mere neutralt, sortklædte figur, der holder beatet intakt, mens det åbenlyst er Hartmann, der bærer dem frem udadtil med farvet paliettop, pink nederdel, bongkrøller og den feministiske passion udpenslet med klistermærker på bagsiden af sin pink spade.
Hjertet er helt på det rette sted, og hendes mål om at gøre, hvad fuck der passer hende, uagtet hvad omverden måtte forvente, er svært uimodståeligt. Også selv vi må tage til takke med den vanligt sløje Boneyard-lyd, hvor hendes skærebrænderstemme kradser så meget gennem højttalerne, at det halve kunne være nok – men hey, det’ jo pånk, så så er alt vel sådan set som det skal være!
Straks værre er det, at Jørgensen tydeligvis synger med undervejs, omend det er komplet umuligt at høre – er mikrofonen overhovedet tændt? Jeg er oprigtigt i tvivl.
En seks mand (!) stærk kvindehær indtager symbolsk den forreste række i matchende A Mess-trøjer og med hævede knytnæver, inden Hartmann slår de indledende akkorder an til den catchy ‘We Gonna Fight’, der i dagens indledning får lidt mere punch, når refrænet gang på gang bankes ind med syvtommersøm! Hæv næverne!
Stor kunst er det ikke, bevares, men det behøver det bestemt heller ikke være, og charmen kan man ikke tage fra deres korte punkbangere. Jeg havde gerne hørt dem spille hyper-ørehængeren ‘Happy’, men i stedet får vi – selvfølgelig – deres debutsingle ‘Fuck Your Way To The Top’ som sidste nummer. “Har du kneppet hele vejen til toppen? Hvad fanden er det for noget at spørge om? Fuck det!” lyder det fra Hartmann, klar i spyttet om hvad fanden kvinder egentlig behøver finde sig i, og hvor er det dog forståeligt.
Med deres lutter tominutters indiepunk/riot grrrl-hymner er det ikke, fordi numrene når at gøre det store væsen af sig, før det næste går i gang. Og med Boneyard-scenens karakteristisk korte sæt, i dette tilfælde i 20 minutter, når A Mess ikke ligefrem at skrive overskrifter, men jeg anerkender deres projekt under den feministiske punks passionerede præmisser.
Mere næste gang, ik!