ACW '23: Ærgerligt spild af åbenlyst potentiale
Det virkede som om, Tears of Fire gav os det show, de troede vi gerne ville have, og imens stod vi og savnede meget mere af de fine persiske elementer i deres funeral doomede black metal.
Tears of Fire havde fået æren at åbne ballet på A Colossals Weekends sidstedag, og det er en noget utaknemmelig tjans. ACW gæstes af et voksent publikum og det, de taber i fuldskab og almindeligt skørlevned om torsdagen, fordi voksen, indhenter de fredag. Så åbningstjansen lørdag kan godt være en lidt tung en at trække igang, og det var ikke nogen undtagelse for iransk-tyske Tears of Fire.
Bandets historie er bestemt ikke rosenrød. De kommer fra Iran, men var ude af stand til at beskytte sig selv i det præstediktatur, der trækker alle forsøg på at udfordre samfundets normer op med rode. Det hele endte i Berlin, hvor de nu befinder sig, og fik sig gendannet i 2016. I 2018 fik de tyske Martin Tri Cederholm med på trommer og det var i den konstellation de optrådte denne eftermiddag.
Bandet har bevæget sig væk fra black metal, som de spillede i 90’erne og til funeral doom med mellemøstlige elementer. Men noget af sen-90’ernes black metal hænger nu stadig ved, og vi kom ned i kælderen til et fuldt corpsepaintbemalet band, der med læderbrynjer og underarmsbeskyttere, mindede rigtig meget om et black metal band i de sene 90’ere og tidlige 00’ere. Det var lidt pudsigt da vi stod i salen, men fuldkommen uforståeligt, da vi ude foran opdagede at pianist Cesuk Revan har nogle rimelig badass ansigtstatoveringer, mens bassist Lord Faustoos faktisk ser mere frygtindgydende ud uden hvid maling i hele hovedet.
Bandet spiller rigtig fint. Der er godt samspil mellem medlemmerne, men man står alligevel med en følelse af, at de ikke kommer så meget ud. Dels virkede det opstyltede udklædningscirkus noget bedaget og dels var der noget ved kompositionerne, der var – om ikke bedagede – så lidt naive. Selve deres sceneoptræden forekom også lidt uøvet, og det er jo lidt underligt med et band, der har eksisteret i sin nuværende form siden 2016. Det er nærliggende at formode, at det er et aktiv stilvalg, snarere end udtryk for tilfældigheder, men alt i alt forekom de på en eller anden måde som en tidslomme fra noget, jeg troede, jeg havde glemt. Vokalernes vekslen mellem bassist Faustoos og Revan fungerede rigtig fint, og særlig Revan har en hidsig vokal, når hun lader dyret komme til live. Et par gange fik vi dem i duet, og det fungerede faktisk så fint, at man tog sig i at ærgre sig over, at de ikke gjorde det noget mere. Og når vi nu er ved ærgrelserne: Det ville virkelig have klædt bandet at have styr på effekterne på mikrofonen, når de en sjælden gange adresserede publikum, for al tale druknede fuldkommen i effekter.
Musikalsk var det en underlig uforløst oplevelse. Altså. Det står naturligvis et hvilket som helst band frit for at spille forholdsvis generisk funeral doom/black metal med snerter af noget mellemøstligt. Og de må også hjertens gerne drukne det hele i så mange effekter, at det bliver svært for alvor at høre hvad der foregår. Det skal man ikke lave om på, hvis det er det man vil. Uanset hvor man kommer fra og uanset hvilken musikalsk tradition, man er rundet af. Men når Tears of Fire nu selv vælger at bringe det mellemøstlige i spil, så er det godt nok ærgerligt, at det ikke fik mere plads. Den persiske kultur har en utroligt smuk musisk tradition, og sproget er enormt sangbart. Det virkede helt sort at gemme det væk i effekter og tordenlyd. Og det er i virkeligheden det, der kunne sælge billetter for alvor. Vi er jo nysgerrige til sådan en festival som ACW. Vi vil gerne have de slidte traditioner blandet op med noget andet og nyt, så de smager lidt bedre. Og ud fra beskrivelsen, troede jeg, at vi ville få det med Tears of Fire. Det fik vi bare ikke. Vi fik noget nær en dilettantisk præsentation af noget, der var engang. Da bandet gik af, fik vi cementeret, at de virkelig ikke kommer ret meget ud. De måtte nemlig spørge pulten om, hvor mange minutter de havde tilbage. Da pulten svarede “Zero” hoppede de omgående af scenen med et kort “Thank you”.