Halvsløvt søndagsbid
All Pigs Must Die forsøgte med en kort og intens koncert at bide hovedet af et halvfyldt Beta søndag aften. Efter en lettere sløv start viste både band og publikum sig fra deres bedste side.
Det kan være en utaknemlig opgave at skulle spille et publikum op på en søndag. Weekenden er blevet fejret, og der skal mere til for at folk ud af søndagshulen, hvilket ofte resulterer i et vist mandefald, og dem, der dukker op, er måske også mere uoplagte, end de ville have været et par dage før.
Sådan virkede det i hvert fald, da All Pigs Must Die spillede på et halvfyldt Beta søndag aften. Islandske Une Misère havde varmet op forinden, hvilket denne skribent missede, men det skulle efter sigende have været habilt uden at være decideret prangende. At der dog ikke dukker flere op til hovednavnet, som kan karakteriseres som en supergruppe med flere velspillende hardcore- og metalmusikere fra prominente bands som Converge og Trap Them, og som tilmed har flere gode plader bag sig, er lidt af en skam, men vi håber, at det siger mere om turnéplanen og søndagssindet end om bandets status herhjemme.
Det var ellers gruppens første klubkoncert her til lands, for udover en enkelt koncert på Roskilde Festival tilbage i 2015, har bandet ikke været forbi Danmark før nu efter udgivelsen af den tredje intensitetsudladning af et album, ’Hostage Animal’.
Akavet kværnen
Os, der dukkede op, fik dog så sandeligt rusket kroppen igennem med en effektiv kur mod tømmermændene. Det er få bands, der lyder så massive som All Pigs Must Die. Selvom der er en vis parallel at drage til den klassiske svenskerdød, som præger forsanger Kevin Bakers Entombed t-shirt, er All Pigs Must Die ikke besatte af at benytte svenskerdødens karakteristiske motorsavslyd, men de spiller med en lignende, ubønhørligt kværnende kvalitet.
Hos APMD får metallen et skud af hardcorens energi, ligesom hardcoren indrammes af metallens stramme fokus på riff, der er massive, som var de skåret ud af bjergene i New England, hvor bandet er fra. Bakket op af Converge-trommeslageren Ben Kollers psykopatblasts, der eksekveres med maskinel præcision, fremstår Baker umiddelbart ufatteligt vred, når han brøler indædt, men som pauserne imellem numrene viser, har han svært ved for alvor at leve op til rollen som frontmand. Når han forsøger at gejle publikum op og får humoristiske svar igen, har han svært ved at tage teten og komme med et godt modsvar. I stedet bliver publikumskontakten en kende akavet, og pauserne mellem numrene i koncertens første halvdel virker pludseligt meget lange.
Det er måske bare sådan, det er. Da jeg selv så bandet spille på et lille spillested i hjembyen Boston i efteråret, lige inden udgivelsen af den seneste plade, foregik det på samme måde. Selv på hjemmebane fremstår bandet faktisk ikke, som om de er på hjemmebane, og flankeret af de noget udtryksløse guitarister Adam Wentworth og Brian Izzi (fra det nu opløste Trap Them) er der heller ikke meget modspil, hvorfor alt mere eller mindre er overladt til Baker.
Slutteligt bid
Bandet spiller ellers overbevisende og voldsomt, og det gjorde de også denne aften. Med en force som Ben Koller bag trommerne er det også svært at få det til at gå galt. Den hårdtslående knytnæve, som bandets materiale lyder som, sad det rette sted, men det var først da bandet kiggede tilbage mod det ældre materiale, at stemningen for alvor løftede sig, og den intime interaktion mellem band og publikum begyndte at give mening.
På opfordring fra Baker rykkede publikum tættere på, og vi fik en hæsblæsende finale med ’God Is War’ fra debutalbummet og ’Hungry Wolf, Easy Prey’, hvor et velplaceret og helt klassisk thrashriff i midtempo kortvarigt fik én til at tro, at Slayer var hoppet op på ladvognen for at køre med til griseslagtningen.
Ekstranummeret, ’Primitive Fear’ fra det andet album ’Nothing Violates This Nature’, var brutalt og monumentalt og satte et værdigt punktum for den blot 50 minutter lange koncert. Her viste både band og publikum sig fra deres bedste side, og sådan endte man alligevel at blive noget gennembanket af All Pigs Must Dies hæsblæsende metalliske hardcore søndag aften.
Det tog noget tid, men det var et velplaceret bid, og så må man tage med, at restitueringen efter weekenden kommer til at række ind over mandagen også.