Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Boblerne blev borte

Populær
Updated
Boblerne blev borte

Trap Them lader efter flere års stilhed høre fra sig. Men er det godt nyt?

Kunstner
Titel
Blissfucker
Dato
10-06-2014
Trackliste
Salted Crypts
Habitland
Gift and Gift Unsteady
Lungrunners
Organic Infernal
Sanitations
Bad Nones
Former Lining Wide the Walls
Savage Climbers
Ransom Risen
Let Fall Each and Every Sedition Symptom
Forfatter
Karakter
3

Ok, hvad var det lige for en følelse, der meldte sig der, da den nye med Trap Them kom på? Kedsomhed? Skuffelse? I hvert fald ikke den champagnebrus af euforisk vildskab, som oplysningen om Trap Thems optræden på Copenhell 2014 afstedkom. Lad os dvæle lidt ved dét: Amerikanske Trap Them har levet en hæderkronet, men ikke alt for berømt tilværelse i grænseegnene mellem hardcore og sludge. De har gjort det godt og har derfor en høj stjerne her på Devilutionredaktionen. Netop fordi der i den grænseegn findes så mange udtryk, der formår at male nuancer med en flammekaster, og Trap Them behersker den form for malerkunst særlig godt.

Det nye album, 'Blissfucker', begynder bare ikke særligt hedt. Det er ikke dårligt, men i forhold til forgængeren 'Darker Handcraft' går det for langsomt, uden at det af den grund bliver frygtindgydende. Og når det går hurtigt, så er det ikke så imponerende som på forgængeren: Hverken 'Salted Crypts' eller 'Habitland' imponerer. Videre til 'Gift And Gift Unsteady', som lyder som en Cancer Bats b-side, hvilket i sagens natur er nok til at få korkpropperne til at springe.

Ok, nu peger flaskehalsen på, at dette er noget lort, men efterhånden som pladen skrider frem, bliver det faktisk bedre og bedre. 'Lunggrunners' viser noget af fordums vildskab og med 'Organic Infernal' – pladens sjette track – begynder lysten til at lege med toner at melde sig. Der kommer riffs og musikalske strukturer, der hæver sig over det anonyme, med den sang (igen, lidt Cancer Bats-agtigt, men denne gang med fokus). Også fodslæberen 'Sanitations' er en sang med tyngde i mere end én forstand.

Men det er især mod slutningen, med 'Savage Climbers' og frem, at Trap Them viser format. Fra denne skæring nummer ni og frem begynder mørket, forvrængningen og bassens friere toneleg at blive helstøbt og selvstændig – musik, med andre ord. Sangen går over i 'Rising Risen' som er en tonalt og rytmisk tredelt malerisk omgang, der både er storladent tung og hurtigt grindet. Et smukt nummer næsten uden vokal og helt uden ord. Og så. Så! Sidste sang: Forløsning! 'Let Fall Each And Every Sedition Symbol' er en bulldozer af en sang, der rammer fjerdedelene som en fremadstormende mammut. Ikke sofistikeret, men effektivt.

Spørgsmålet er så, om ikke de gode numre kom for sent. Andre plader har det jo med at pakke de gode først og fyldet senere. I dette tilfælde er det så omvendt, og det skal ikke ligge albummet til last. Som sådan. Det, som trækker ned, er, at der er for meget anonymt sludge/hardcore på skiven til, at den helt er oppe at ringe. Det værste er ikke forfærdeligt, men anonymt, og det bedste er godt, men ikke uforglemmeligt. Derfor er 'Blissfucker' ikke helt den skive, vi håbede på.