Ambassadøren af det fede, tunge riff
PopulærOver to aftener spillede Yob to albums i deres fulde længder. Begge aftener står tilbage som tunge pragteksemplarer på den sublime, originale heavykoncert. Her følger begge aftener under én samlet tekst.
Til trods for at trioen Yob gæstede Loppen så sent som tilbage i september måned sidste år, var de for den denne skribent stadigvæk et af navnene, man havde set mest frem til på Roadburn i år. Nu hvor de var sat til at spille deres to måske bedste studiealbums, hvordan kunne de så være andet?
Over ti år har Yob smidt seks studiealbums på gaden med ret stor diversitet titlerne imellem. De forskellige sange er strukturerede lige så meget omkring lange, monotone, bastante passagerer, som de er bygget op omkring vigtigheden af et sejt og forventningsfuldt break. Hertil kommer et blandingsunivers af psych, space, heavy metal og stoner. Det er de to albums 'Catharsis' (2002) og 'The Unreal Never Lived' (2005) begge eksempler på, hvilket man fik bevist til bandets fremførsel af netop disse to værker.
I alt tæller de to plader syv numre (fire på 'TUNL', tre på 'Catharsis') fordelt på godt og vel to gange halvtreds minutter. I sig selv et ganske solidt incitament for en omgang gedigen doom, men så er der næsten også allerede blevet sagt for meget. For med mindre man har for vane at forvente det ypperste inden for genren, er der nemlig intet forventeligt over pladerne, det er de simpelthen for enestående til.
Et originalt resultat
Yob er bandet, der kender doom- og stonergenren til fingerspidserne, og de er på imponerende vis bandet, der kender genrerne godt nok til at læne sig op af dem og samtidig forblive gennemgående originale. På én gang synes bandets suveræne egensignatur at være simpel og forbavsende ubestemmelig. Originaliteten kommer til udtryk gennem noget så "nemt" som en karakteristisk musikalsk fonetik, der har lyden af dynamiske suveræne toner i centrum. Kort sagt, Mike Scheidts Monson-guitar lyder ikke som nogen anden heavyguitarists instrument.
Det samme er muligvis ikke tilfældet med alle Scheidts riffs, der unægtelig kigger Matt Pike i kortene, samtidig med at de også synes at være inspireret af Iommi men også Tools Adam Jones. Det vilde resultat, der umiskendelig har Scheidt written all over, er dog først og fremmest karakteriseret af en egenvilje, og Devilution udråber hermed Scheidt som riffets ambassadør i Heavyland.
I liveregi præsterede Yob det noget nær umulige og rykkede et ekstra trin op i superligaens topfelt i forhold til besøget på Loppen sidste år. Under Loppen-koncerten var det Rob Shaffer fra opvarmningsbandet Dark Castle, der var trommeslager, og selv om Shaffer gjorde det godt, så skulle der nu alligevel vise sig at være en bundsolid verdensforskel på ham og det langtidsholdbare Yob-medlem, Travis Foster. Foster var heldigvis med i Tilburg og han viste sig at være indbegrebet af Yob-lyden. Det var noget ganske særligt at opleve ham have fornemmelsen for Scheidts guitarspil, som var hans rygrad lavet af et dynamisk skelet.
En umulig standard
Begge aftener sluttede af med et nummer fra Yobs seneste plade, sidste års 'Atma', henholdsvis 'Adrift in the Ocean' efter 'The Unreal Never Lived' og 'Upon the Sight of the Other Shore' som rosinen i pølseenden efter 'Catharsis'. Førstnævnte har en af bandets smukkeste introer, og begge sange rundede koncerterne af på overdreven vis.
Yob leverede et par mindeværdige koncerter, der omtrent står som to ligeværdigt fede aftener med et lille bonusplus til aftenen med 'TUNL'. Hér præsenterede de en standard, som man ikke havde turde tro på, og mens niveauet virkede som en massiv overraskelse den første aften, var det på grådig vis dén, man satte næsen op efter til aftenen med 'Catharsis'. Overraskelsesniveauet var muligvis mindre, det musikalske niveau var (stort set) lige så imponerende.
Selv på Roadburn Festival, der overordnet set ellers hæver standarden for koncerter i sig selv, selv hér hægter Yob de andre af. Imponerende.