Doomed til headbanging

Populær
Doomed til headbanging

Koncerten med Birmingham bandet Doom var blandt en af de bedste og mest intense på årets Roadburn.

Kunstner
Spillested
Dato
20-04-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Det var uden forudgående kendskab til bandet overhovedet, at undertegnede troppede op på Het Patronaat i håbet om at se nogle folk gå amok, og få nogle musikalske mavepumpere. Det er sjældent man får lejlighed til at se en ordentlig moshpit på Roadburn, men den her koncert så ud til at have potentiale til at blive temmelig energisk.

Dooms blanding af hardcore med grindcore og thrash-tendenser er ellers et aparte syn på en festival, der primært bevæger sig i doom og slæbende langsomme søstergenrer. Endelig en koncert, hvor numrene ville være korte, hurtige, kontante og fri for endeløs hypnotisk opbygning. Publikum hilste den afveksling kærligt velkommen.

Fra første tone blev slået an og til strømmen, bogstaveligt talt, blev trukket, var gulvet foran scenen et morads af svedende, skrålende, stagedivende og skubbende mennesker. Intensiteten som Doom lagde for dagen var overvældende, og den blev ikke mindre af, at bandet gav det hengivne publikum en lækkerbisken i form af Black Sabbaths 'Symptom of the Universe'.

Begejstret "gæsteoptræden"

Bølgerne gik så højt, at YOBs guitarist og sanger - Mike Scheidt - blev aftenens gæsteoptræden, dog i en noget andet rolle end sædvanlig. Hele to gange måtte Scheidt tage turen som stagediver ud over publikum, blot en fan blandt fans.

Doom virkede tændte og tighte hele koncerten igennem. Det er svært at bedømme numre med et band, man ikke har stiftet bekendtskab med før koncerten går i gang, men i sidste ende er der ikke nogen tvivl at så omkring slicende og dicende thrash riffs, indigneret og raspet vokal, tonsende trommer og bas, samt et publikums totale overgivelse.

Doom formåede simpelthen at rive en hel sal af fans og nysgerrige crust/hardcore/crossover amatører med sig i en tidslomme, der indeholdt alt fra politisk indignation over punk til ekstremmetal, hvilket er noget af en bedrift til en festival, hvor gennemsnittet ikke headbanger hurtigere end man kaster med håret i en Wella-reklame.