Ånden levede i Malmø
Populær
"This is Armageddon!" Satyricon havde sjældne numre med i Malmø, der momentvis fremmanede ånden af true black metal. Men det fik også nyere numre til at blegne temmelig meget.
2. Our World, It Rumbles Tonight
3. Now, Diabolical
4. Black Crow on a Tombstone
5. Filthgrinder
6. The Dawn of a New Age
7. Ageless Northern Spirit
8. Walk the Path of Sorrow
9. To the Mountains
10. The Infinity of Time and Space
11. The Pentagram Burns
12. The Wolfpack
13. Jamsession
14. With Ravenous Hunger
15. Mother North
16. Fuel for Hatred
17. K.I.N.G.
Under banneret ”The Dawn of a New Age Tour” ramte Satyricon lørdag aften Kulturbolaget i Malmø.
Den norske gruppe havde ved annonceringen af turnéen lovet, at koncerterne gennem Europa i april ville bære præg af både sjældne numre og en forsmag på, hvad der er i støbeskeen på en kommende udgivelse.
Første koncert var 4. april. Undertegnede ventede spændt. Med turnéens navn havde nordmændene
vel også i sinde at spille netop 'Nemesis Divinas's åbningsnummer 'The Dawn of a New Age' – en
sjældenhed, de stort set aldrig har fremført live.
Det gjorde de. Omkring en halv time efter, de var gået på scenen. ”This is Armageddon!” skreg Satyr, som
tekstens første strofe lyder. Helvede blev sluppet løs. Igennem knap otte minutter tordnede Frost løs på
trommerne, mens frontmanden og de fire faste lejesvende på strenge og keyboard sørgede for resten af den antikristne voldstornado.
Det var ganske simpelt suverænt at være vidne til. Det samme gjorde sig gældende små ti minutter senere, da Satyr selv greb til våben og slog tonerne an fra debutpladens åbner 'Walk the Path of Sorrow' fra 1994.
Satyr vrissede den dystre tekst med en dæmons arrighed, og sekstettens samspil susede ufejlbarligt derudad. Satyricon genoplivede lyden af norsk black metal. Dengang fænomenet var frisk og farligt. Den enestående periode, som Satyr selv nostalgisk mindes som ”the smell of black metal 90-95” i teksten på 'Black Lava' fra 'Volcano'.
Den tid åndede for en stund i Malmø. Den levede. Den mindede én om, hvor fandenivoldsk og pionerende Satyricon var back then. Frontmanden har udtalt, at den kreative stemning og særlige – berygtede – ideologiske atmosfære, der var i det norske miljø i 90’erne, skabte genrens række af mesterværker, der umuligt kan overgås fremover.
Der er noget om det. Som årene er gået, er den norske duo blevet et navn, der har slået succesen mere
fast på de fængende singalongs i midttempo. 'Now, Diabolical', 'Black Crow on a Tombstone' og den
permanente koncertlukker 'K.I.N.G.'. I nichemetallens verden et af de største inden for black metal. Eller
”black metallens svar på AC/DC”, som et svensk medie kaldte Satyricon efter deres koncert på Black Christmas Festival i Sverige, hvor vi også var til stede.
Det er meget sigende. For godt nok er gruppens nyere black ’n’ roll med førnævnte numre ganske holdbare og medrivende, men de står ikke distancen sammenlignet med aggressiviteten fra karrierens ti første kreative år. For helvede en pondus, der var i både ’Filthgrinder’ og ’With Ravenous Hunger’, hvor aftenens gode lyd sørgede for en nuanceret voldtægt af hørelsen. Så blegner ’To the Mountains’, ’The Wolfpack’ og de nye ’Infinity of Time and Space’ og Ageless Northern Spirit’ simpelthen ved siden af.
Publikums reaktion var da også ganske sigende. Der var nærmest stilstand under de sjældne numres lange
riffmassakre, mens pøbelklassikerne naturligvis fik disse kendere helt op på dupperne. Desværre præget af flere hjernedøde eksemplarer denne aften – naturligvis danskere. Og ja, jeg tænker især på dig den fedladne i den grå trøje og din skæggede ven.
Satyricons næste udgivelse bliver en coverplade, men versionen af Dead Kennedys' ’Holiday in Cambodia’ fik vi ikke. De har ellers spillet den flere gange under turnéen. Inklusive ’Du som hater gud’ og ’Hvite Krists død’. Men sådan skulle det altså ikke være i Malmø. Ærgerligt nok. Faktisk rigtig ærgerligt, at ’The Shadowthrone’ blev totalt forbigået, når bandet nu endeligt havde rystet posen og fundet andet frem end den næsten identiske sætliste, de har haft for vane at spille i årevis.
Alligevel forbliver Satyricon nu altid en oplevelse med deres musikalske overlegenhed. Sætlistens variation og en koncert på hele to timer gjorde Malmø til en af deres bedste i nyere tid. Måske nordmændene også er på vej med musik, der bliver deres bedste i nyere tid. En smagsprøve på stumper af mulige nye sange under en jamsession virkede i hvert fald brutalt lovende.