Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ikke et ordentligt farvel

Populær
Updated
Ikke et ordentligt farvel

En misfornøjet frontmand og for megen fokus på nye numre forhindrede Bane i at gå ud med et brag på dansk jord.

Kunstner
Spillested
Dato
09-11-2015
Karakter
3

Til næste år kan amerikanske Bane fejre deres 20-årsjubilæum som band. En imponerende bedrift, som gruppen har valgt at markere ved at smide håndklædet i ringen. Men inden da skal verden selvfølgelig ikke snydes for en sidste omgang med bandets melodiske hardcore.

Mandag aften var det så blevet tid til, at hovedstaden kunne lægge scene til bandets omfattende afskedsturne.

Kun fire album har Bane udsendt over deres lange karriere, hvis succes først og fremmest er blevet grundlagt på landevejene. Sådan som det skal være, når man sværger til hardcores sande væsen om fællesskab og hårdt arbejde.

Den manglende produktivitet på albumfronten har måske forhindret bandet i at nå det sidste stykke op på rangstigen, men inden for deres egne rækker er der ikke mange over. Heller ikke hvad angår evnerne til at smede umiddelbare og catchy hardcorenumre sammen. Især ramte Bane plet med 'Give Blood' fra 2001. Sidste år – ni år efter den lidt oversete 'The Note' – udsendte de svanesangen 'Don't Wait Up', som viste, at gruppen trods en holdbarhedsdato nær udløb stadig kan skrive medrivende numre, omend de emotionelle virkemidler får lige lovlig meget plads kontra de mere uptempo af slagsen, som har været mere kendetegnende for Bane gennem karrieren.

Sådan blev det også på Beta, hvor deres sæt på knap 40 minutter netop var mestendels udgjort af skæringer fra 'Don't Wait Up'. Lidt en skam, når det trods alt var et afskedsshow.

Om det var grundet manglende gensynsglæde ved det nye materiale, som fik de fleste i den næsten fyldte sal til at holde igen, er svært at sige. Men efter at havde lagt stærkt ud med poker-hittet 'Ante Up' dalede energien straks hos både band og publikum. Det virkede til at gå den ellers så karismatiske 46-årige Aaron Bedard i front på. Der blev forsøgt med lidt vrissen snak om, at det ikke giver nogen mening at gå til en koncert, hvis man bare står og drikker øl nede bagved.

En kritik af publikummet, som lød alt for mavesur og derfor medførte en smule dårlig stemning i lokalet, altså med undtagelse af de 10-20 ivrigt dansende gæster helt oppe foran scenen. De fik også et velspillende band, mens Aaron Bedard væltede fint rundt på scenen, men aldrig rigtig fik skabt grobund for en ordentlig hyldest til bandet.

Det blev bedre under et af Banes andre store hit, 'Can We Start Again' fra debutalbummet, hvor der endelig blev åbnet for en mindre storm foran scenen, mens resten af salen stadig stod i behørig afstand og betragtede det gamle hardcoreband gøre deres ting for sidste gang.

Ret skal være ret. Et hardcoreshow er summen af noget større. At alle overværende er med til at gøre det til den fest, som de selv ønsker. Men man kunne godt argumentere for, at et band med så meget rutine ikke lod sig gå så meget på af, at deres fans, som af naturlige årsager ikke længere er helt unge, bare gerne ville se bandet for en sidste gang, uden nødvendigvis at smide sig selv ind i en pit.

Det blev derfor aldrig den helt store afskedssalut. Desværre. Men det skal ikke fjerne fokus fra, at Bane med tiden vil stå som et af de største bands inden for den nyere hardcores historie. Det må og kan et mindre godt show simpelthen ikke pille ved.