De store stemmers aften

Populær
De store stemmers aften

Sotelo, Magyar, Coleman. Periphery, Veil of Maya, Good Tiger. En fræk sammensætning på en aften, hvor Lille Vega var proppet til randen med prog-metal med core-kant og store stemmer. 

Kunstner
Titel
+ Veil of Maya + Good Tiger
Dato
01-12-2015
Koncertarrangør
Karakter
4

Spencer Sotelo, Lukas Magyar og Elliot Coleman. Tre bands, tre forsangere og den ultimative mulighed for en decideret battle of the vocalists. Hertil naturligvis mulighed for at opleve Good Tiger, for første gang på dansk jord, Veil of Maya i en opdateret 2015-version og en mulig indfrielse af det utopiske ønske om en god Periphery-koncert.

Opstartsproblemer og aftenens bedste vokalist

Det tog Good Tiger mindre end 24 timer at crowdfunde $18.000 til debutalbummet. På papiret en ganske imponerende bedrift, men når bandet består af ex-medlemmer af The Safety Fire, Tesseract og The Faceless, kan det næppe overraske. Den britiske supergruppe havde fået tjansen som første band i aftenens ensemble og derved muligheden for at præsentere deres nyligt udgivne debut ’A Head Full of Moonlight”.

’Aspirations’ kickstartede præsentationen i et buldrende støjinferno, hvor Alex Rüdinger bag trommerne var det altoverskyggende problem. Med få justeringer forsatte bandet med den eksplosive ’All Her Own Teeth’, hvor Elliot Coleman for første gang imponerede. Den markante overgang fra high-pitch-fraseringer direkte over i dyb growl var veleksekveret. Resten af bandets introverte performance sammenlignet med kompositionens høj-energiske niveau var derimod stærkt beklagelig. Det bombastiske arrangement og den performance, der burde proppe ’All Her Own Teeth’ helt ned i halsen på publikum, udeblev, og bandet fremstod i stedet underligt stillestående. Har man set The Safety Fire spille live, vil man uden tvivl kunne se de mange ligheder. Derya Nagel og Joaquin Ardiles var fuldstændigt fokuserede på guitaren. Forståeligt, når man tænker på de teknisk krævende og stadigt nye kompositioner, men det medførte samtidig, at bandet havde problemer med at få energien og intensiteten i musikken ud over scenekanten.

Coleman gjorde, hvad han kunne. Sang, growlede, interagerede med publikum og gnubbede sig op ad mikrofon-stativet, som var det en stripperstang. Hans performance og leveringen af ’Snake Oil’ fik momentvis den ¾-fyldte sal til at smågynge, mens den afsluttende og ekstremt funky ’Where Are the Birds’, lukkede og slukkede med manér.

Good Tiger fremviste deres udmærkede materiale, men havde problemer med lyden og formåede desværre heller ikke at brage ordentligt igennem på scenen. Potentialet var til gengæld tydeligt, og især Colemans performance var en oplevelse i sig selv.

Svulstig start, kikset afslutning

Sidst den amerikanske kvartet gæstede Danmark, var tilbage i 2012, hvor de headlinede og væltede Pumpehuset. Siden da har bandet skiftet forsanger og udgivet deres femte fuldlængdeudgivelse, ’Matriarch’. Lukas Magyar, også kendt fra Arms of Empire, har overtaget Brandon Butlers plads i front, hvilket ubetinget har medført mere ren sang. Det fremgår tydeligt af ’Martiarch’, der naturligt var amerikanernes fokus denne aften.

Om Magyar er en værdig mand i front efter Butler, må være op til den enkelte. I live-sammenhæng leverede Magyar og resten af Veil of Maya præcis det, publikum sukkede efter under Good Tiger. Et eksplosivt og energisk sceneshow og ditto koncert. Amerikanerne formåede på kort tid at få salen til at syde i ekstase og mosh. Magyar tronede i front med et ondt pragteksemplar af en vokal, der dog lød en smule anstrengt på de melodiske passager. Koncertens energiske højdepunkt var dog de to grundstammer i kvartetten, guitarist Marc Okubo og bassist Danny Hauser, der pumpede tonerne afsted i hidsigt tempo. Især nye numre som den voldsomme ’Leeloo’ og den circlepit-indbydende ’Mikasa’ viste sig velegnede til mosh og energiske udfoldelser, mens gamle kendinge som ’It’s Not Safe to Swim Today’ og ’Punisher’ var tung pynt på toppen. ’Three-Fifty’ er til gengæld et elendigt nummer. På pladen såvel som live. Et nummer, der sammen med den afsluttende ’Aeris’ fuldstændigt punkterede koncerten.

Veil of Maya startede og leverede langt ind i koncerten med blod, sved og hårdtslående attitude. Så eminent som det hele startede, lige så kedeligt og slapt blev koncerten afsluttet. Den energi og intensitet, der indledningsvis lagde publikum ned, sivede langsomt ud af Vega som luften i en utæt ballon og efterlod alle med en underlig, tam og uforløst afslutning.

Så lykkedes det!

Har Periphery nogen sinde spillet en god koncert i Danmark? Opvarmningen til Devin Townsend tidligere på året var ikke specielt imponerende. Amerikanernes opvarmningstjans for Dream Theater og Between the Buried and Me var heller ikke en ubetinget succes.

Denne aften var en succes, med enkelte forbehold. Sjældent har så mange strenge været præsenteret på Lille Vegas trange scene. Antallet af strenge pr. kvadratmeter var langt over det normale. Det samme var bandets spilleglæde og gode humør. Specielt Misha Mansoor, Mark Holcomb og Spencer Sotelo var en fornøjelse på scenen. Sidstnævnte led dog under vokalproblemer og måtte se sig slået af såvel Coleman som Magyar. Sotelo havde især problemer med den rene vokal. Den virkede anstrengt og alt for lav i det samlede mix. Meget sigende var den rene sang, der indledte aftenens første nummer ’Muramasa’, samplet. Til gengæld tordnede Sotelo på de rå stykker, og den efterfølgende ’Ragnarok’ var en dundrende energiudladning og et bombardement af sanseindtryk. Stærkt leveret, svulstigt og fremført på højt niveau.

Naturligt havde aftenens sætliste udgangspunkt i den dobbelte 2015-udgivelse ’Juggernaut: Alpha & Omega’, krydret med materiale fra ’Periphery II’ og et enkelt nummer (’Icarus Lives’) fra sekstettens debut. En sætliste, der bød på masser af højdepunkter. Ud over de numre, der allerede er nævnt, var den tunge ’The Scourge’ gnisten, der satte ild til publikum. ’Alpha’ var en fælleshymne, der fik Vega til at skråle i kor, mens ’Graveless’ startede aftenens største circle pit. Et testosteron-pumpende nummer, hvor såvel band som publikum var i symbiose. En energiudladning af en koncert, der symptomatisk blev afsluttet med, at Sotelo kylede mikrofonstativet ind i væggen.

Var man i tvivl om, hvorvidt Mansoor, Holcomb og Jake Bowen havde styr på deres strenge, benyttede de tre guitarister aftenens ekstranumre på en atmosfærisk instrumental ménage à trois, hvor kompetencerne for alvor blev fremvist. To stk. med otte strenge og en enkelt med syv. Så er der vist heller ikke behov for flere strenge. Det instrumentale islæt fortsatte med ’Four Lights’, inden amerikanerne brændte Lille Vega ned til grunden med ’Stranger Things’.

Samlet set en god musikalsk aften i venskabeligt selskab. Alle bands var til stede og engagerede, og selvom nogle optrådte bedre end andre, var der ingen deciderede tegn på turné-træthed eller lignende. Som Sotelo nævnte, var der god kemi de tre bands imellem, og det lå i luften, at turnéen var sat sammen af bands, som er gode venner. Selvom Coleman vandt denne aftens battle of the vocalists, var der ingen af de store vokaler, der var helt uden problemer. Alligevel var det en fornøjelse at opleve alle tre og en endnu større fornøjelse at opleve en vellykket Periphery-koncert.