I Believe
Populær
Blink-182 indtog Royal Arena som var det 1999 og fik det fremmødte, aldrende publikum til at mindes det bekymringsløse liv – og værdien af en god mor-joke.
Det er længe siden de fleste i Royal Arena var unge. Men gud hvor var det dog en fed tid. Dengang i 1999, hvor der stadig var musik-videoer på MTV, sommeren var lang og altid varm, festen aldrig sluttede, og det der arbejde var morgendagens bekymring. Blink-182 løb nøgne rundt og spurgte til deres alder, og det gjorde ikke ondt i lænden, når man stod op til en hel aftens koncert i Royal Arena – nå ja, sidstnævnte eksisterede som bekendt ikke.
Vi var mange der var mødt op. Endelig. ENDELIG! Blink-182 i Danmark. Og de aflyste ikke, selvom frygten hang i luften som en gusten påmindelse om bandets andre planlagte koncerter i Danmark. Først Loppen i ‘97, derefter Roskilde ‘17.
Vi var mange og for de mere seje og dedikerede, er bandet naturligvis også meget mere end ‘Enema of the State’ (1999) og ‘Take off Your Pants and Jacket’ (2001).
For de mindre seje, og de fleste, var det nok primært et nostalgi-trip og muligheden for at mødes med det gamle slæng, drikke et ansvarligt antal fadøl og gense ungdommens helte på aldeles forsvarlig vis, det var jo trods alt tirsdag.
Lad os mindes The Story So Far (12/09/2023)
Før vi kunne nyde Blink-182, skulle vi dog udsættes for The Story So Far. Et slag i maven efter at have drukket umådelige mængder discount-tequila og skidt i bukserne. Sådan føltes det, og det kan man naturligvis kun begræde – det var trods alt ikke bandets skyld alene.
Trommerne rungede og bassen buldrede i Royal Arena mens Ryan Torf og Nik Bruzzese indledte ‘Big Blind’. De tre guitarister, Kevin Geyer og Will Levy og den medbragte tour-guitarist bevægede sig overbevisende rundt på scenen. Med masser af rock-attitude og dertilhørende energi, men resten af de herrers bidrag druknede i infernoet af trommer og bas. En mur af støj, kun forsanger Parker Cannon reelt havde held med at skære igennem. Forsangerens vokal stod lige så klart i lydbilledet som manden selv gjorde det på scenen. Foran mikrofonen, som en statue, der nok har haft sjovere dage på jobbet, ligesom publikum nok har været til bedre og mere medrivende koncerter.
Med det atypiske antal udgivelser, bandets levetid og genre taget i betragtning, blev vi ledt fint igennem The Story So Far’s bagkatalog. Hvad man nu kan nå på 30 minutter, når man samtidigt skal spille et covernummer og holde den mest uinspirerede takketale, “Is everybody having a good time?” Spurgte Cannon, der næppe kunne være mere ligeglad. “We got a few more, then we’re out of here” blev der snøvlende fulgt op, før vi fik Millencolins ‘No Cigar’. Det var en bittert smagende cigar, der næppe var rullet nogen smukke steder. Selvom vi fik hænderne i vejret på ‘High Regard’ kort tid efter, virkede forsangeren nærmest intimideret af arenaen og fungerede som en solid stopklods for den energi, resten af bandet trods alt leverede.
Mens resten af bandet forsøgte at skabe liv på scenen, forsøgte publikum hjertemassage med tændte telefoner under ‘Upside Down’, lykkedes det Cannon at klemme de sidste uregelmæssige hjerteslag ud af koncerten. Et tragisk syn og en ærgerlig start for årets helt store pop-punkbrag.
Det infantile islæt og den ubehagelig dagligdag
Til tonerne af ‘Also Sprach Zarathustra’ fik vi endelig trioen på scenen. Lige der foran os. Tom DeLonge med kasketten som den skal sidde, Mark Hoppus hvis hår efterhånden har fået et gråt islæt og Travis Barker der sikkert har fået en ny tus under besøget i Danmark. Alle tre, lige der på scenen, og folk dansede fra start, råbte "Everything has fallen to pieces", som ‘Anthem Part Two’ indledte en 90 minutters tour de force af de hits, vi huskede, dem, vi havde glemt, og dem, som kun de få indviede rigtigt værdsætter.
For et kort øjeblik glemte de fleste sandsynligvis det med job, de der børn, det der realkreditlån og den dumme ryg, og sang med på ‘Feeling This’. I en sådan grad at bandet til tider blev sunget af scenen. Symptomatisk for koncerten og et ekstremt henrivende publikum, der levede i nuet, sammen med bandet. Modsat opvarmningsbandet, må det hvile i fred, var det hverken tirsdag, træls eller trættende at være i trioens selskab. Humøret var højt, historierne om nøgne mænd i Danmark flere, og i det hele taget fik vi et utroligt tændt og nærværende band. Tre medlemmer af generation X, der snildt kunne have spillet en semi-engageret koncert og sluppet af sted med det, men i stedet gav os alt det, vi håbede på.
Dét naturligvis inklusiv alt det pedantiske og infantile som nu engang også er del af bandets ophav. Pruttehumoren, mor-jokes, raketter og planeter, der danner peniser, og naturligvis ‘Family Reunion’. Alt som forventet, og da DeLonge sendte en hilsen til den kvindelige del af det danske publikum, deres hår, øjne og bryster, grinte vi, for det blev leveret ligeså infantilt som en nervøs teenager, der ser er par bryster for første gang. Vi forstod konteksten og mindedes dengang, vi selv var der, forstod, at det her ikke er det samme som den gennemrådne kultur visse aldrende dinosaurer stadig promoverer. Så kan man naturligvis diskutere, hvorvidt den infantile joke er ældet med ynde, men man kan ikke diskutere effekten heraf.
“Are you guys having fun? That shit stops right now, It's emo-time” bliver det proklameret op til ‘Stay Together for the Kids’ og kontrasten er slående. Dog slet ikke som det kuldegys der samler salen, da Hoppus minder os om sit sygdomsforløb. Kræften, der nær slog ham ud. ‘Adam’s Song’ føles i den forlængelse som en klump i halsen. På et splitsekund melder hverdagen sig på ubehagelig vis, og vi savner teenagerårene, hvor det hele var prut, uskyldighed og afskyelige sygdomme ikke ramte vennerne. Virkeligheden har også ramt bandet og de grå stænk i Hoppus' hårpragt er mere end blot alderdom. Heldigvis var først ‘Ghost on the Dance Floor’ og derefter ‘What’s My Age Again?’ det, der skulle til, for at sende os tilbage til en svunden tid.
Mulder, Scully & Delonge
De inkarnerede fans havde nok værdsat lidt mere af det ældre materiale, men vi kom dog vidt omkring. Vi fik ‘Dumbweed’, med bandets svar på Iron Maidens jagerfly: en svævende ballon-blinklance. Vi fik ‘Cynical’ fra ‘California’-pladen, der længe ikke har været på setlisten, og naturligvis fik DeLonge lov til at hovere lidt, for der ER jo aliens derude. ‘Aliens Exist’ forførte os som det endegyldige afsnit af 'Strengt Fortroligt' og der blev klappet hele vejen igennem. På samme vis blev ‘EDGING’ modtaget, og bandets seneste single formåede at skabe en fin bro fra dengang frem til vores nutid.
Naturligvis fik vi også hit-paraden til sidst, efter Hoppus pænt gjorde os alle opmærksom på, at de jævnfør deres kontrakt skal holde en pause, før de spiller ekstranumrene. En kort pause.
Der blev ikke lagt fingre imellem og som resten af koncerten, virkede det hele utroligt ærligt, nærværende og med en usagt hengivenhed og respekt for publikum.
Det var ventetiden værd. Selvom koncerten nok havde været sjovere, dengang vi reelt var unge, og bandet var blandt de mest spillede på den der var-engang-en-musikkanal, fik vi en koncertoplevelse af de bedre. Det var ikke bare en tidsmaskine til en enklere tid, men også en virkelig vellykket koncert, der mindede os om, at livet egentlig ikke er så skidt igen. At en prut kan overvinde kræft, så mon ikke også morgendagens arbejde/skilsmisse/parkeringsbøde er til at overkomme?