Følelser og fjollerier i symbiose
Vi mødtes med Julie Christmas + band i det grønne til en snak om flåter, spurve, fremtiden samt, hvorvidt Julie Christmas egentlig er et soloprojekt eller et band?
Alt var lidt on scratch, som aftalen først faldt på plads samme morgen, og efter lidt SMSer frem, og tilbage mødtes vi onsdag eftermiddag ved hængekøjerne i RIP-området. Lidet vidende, at det skulle blive et interview med hele bandet, aka Tom Tierney (keys), Andrew Schneider (bas), John LaMacchia (guitar) og Chris Enriques (trommer). Dog uden guitarist Johannes Persson (også kendt fra Cult of Luna), der fortsat var på vej til pladsen.
Selvom det var i forbnindelse med samarbejdet med førnævnte Cult of Luna på ‘Mariner’-pladen, at jeg først stiftede bekendtskab med Christmas’ helt særlige stemme, så er det dog blot et par år siden, at jeg første gang skulle opleve hende live, på Roadburn i 2023. En sanger, der tydeligvis skulle vise sig at være meget ekspressiv i hendes måde at udtrykke sig på fra scenekanten …
Christmas: Jeg tror, det vigtigste er, at jeg aldrig bekymrer mig om, hvorvidt nogen vil kunne lide det, jeg gør. Når man går på scenen foran andre mennesker, skal man være meget ærlig. Og en del af det er at acceptere, at nogen vil hade det, man gør. Så jeg er altid klar til det, og jeg er ligeglad. Fra begyndelsen var det klart for mig, at det var det, jeg ville gøre, og jeg er klar til, at nogen ikke kan lide det, og det er meget befriende. Jeg gør bare det, musikken får mig til at gøre, og jeg bekymrer mig ikke om, hvorvidt jeg ser fjollet eller latterlig ud. Det er en af de få gange, hvor jeg føler mig virkelig modig, og modet kommer fra, at jeg ikke er bange.
Schneider: Jeg vil også tilføje, at vi har indspillet en masse plader sammen (han producerede også deres seneste plade, red.), og live er virkelig det mest naturlige element. Ofte, når man er i studiet, prøver man at skabe den samme atmosfære og energi, og med sangere bruger man ofte meget tid. Med Julie har det været sådan, at hun ikke vil gøre det mere end to eller tre gange.
Christmas: Og der er normalt ikke skrevet nogen tekster, haha ...
Schneider: Der har været diskussioner i studiet, hvor sangere har bedt om at indspille noget igen på en bestemt måde, og jeg er simpelthen færdig med det. Så hendes energi er altid dejligt on point.
Da vi nu har næsten hele bandet samlet er det også naturligt at grave lidt dybere i, hvorvidt det egentlig først og fremmest er Julies projekt, eller det er mere fælles end som så.
Christmas: Navnet fortryder jeg faktisk ret meget. Det ender med, at jeg får en masse opmærksomhed, når det jo er dem, der fortjener opmærksomheden. Jeg er en del af det, men ingen af disse sange er kun mine. I dette projekt har alle taget føringen. Det er meget samarbejdsbaseret, så alle tager på en måde føringen på en sang, og de kommer med noget, de har arbejdet på. Jeg redigerer musikken, så når jeg hører nogens idé, siger jeg: “Kan vi lave denne ændring her?” eller “Kan vi ændre denne del?”.
Vi lavede det under mit navn for at spare tid. Det ville tage for lang tid at finde et bandnavn og gøre det på den måde, og jeg havde allerede lidt et navn og havde arbejdet med alle disse mennesker før på forskellige projekter. Men det er den del, jeg fortryder, fordi de ikke altid får opmærksomhed. De skriver musikken, og så kommer jeg med vokalen.
Enriques: Vi er glade for at støtte Julie. Vi har faktisk talt om det før, hvor Julie sagde: “Vil I finde på et navn og bare være et band?”, og vi kom altid tilbage til, at Julie Christmas allerede var et fedt navn. Vi er så tætte venner, og det er ikke så kompliceret for os.
Udover den aktuelle plade strækker der sig dog også en karriere længere tilbage. Og faktisk var de fleste i bandet også med allerede, da ‘The Bad Wife’, den første plade under Julie Christmas’ navn, udkom tilbage i 2010. Selvom der er tydelige fællestræk mellem de to udgivelser, så er der dog også sket en del siden dengang …
Schneider: Da vi begyndte at arbejde på ‘The Bad Wife', var det helt klart mere et “projekt”, hvor LaMacchia faktisk skrev en masse af materialet. På det tidspunkt var det netop det modsatte af en bandudgivelse. Det var en idé, og vi jammede bare løs og hentede hænder ind fra alle mulige steder.
I forhold til den nye plade – Julie blev jo i sin tid bedt om at spille på Roadburn, hvilket skulle vise sig at blive under Covid, og der var vi kun lige begyndt at arbejde på et par sange. Men vi kom jo så tilbage senere, og alt var på den måde planlagt på forhånd for os, så det var mere af en sammenhængende rejse, hvorimod ‘The Bad Wife’ var mere sådan “Det er en fed sang! Lad os rive den fra hinanden! Er der nogen, der kender en harmonikaspiller?”
Christmas: Jeg tror også, at da ‘The Bad Wife’ blev til, var jeg samtidig med i Made Out of Babies, og jeg prøvede virkelig at udforske forskellige udtryksformer. Det var fedt og rigtigt for mig at begrænse mig under Made Out of Babies-folden, men der er virkelig så mange andre ting, der er vigtige, så jeg havde også brug for at udforske andre former for følelser. Det gjorde jeg ikke rigtig i det band, så det var lidt tid for mig til at være menneskelig, være mere afrundet. Nu er jeg ligeglad med det, hahaha.
Har du oplevet Julie Christmas, så har du oplevet noget helt særligt. En sanger, der virkelig giver alt, hun har i sig, i live-settingen, hvorfor det også er nærliggende at spørge ind til, om der også ligger noget terapeutisk for hende i at folde numrene ud foran sit publikum?
Christmas: Helt bestemt. Da jeg var teenager, gik jeg fx til auditions for forskellige bands, velvidende at jeg ville blive afvist, bare for at få tid foran mikrofonen. Jeg tror, det for mig handler om at omgive mig med de bedst mulige mennesker og være i stand til at forme det til noget, som andre mennesker forhåbentlig vil høre eller kan relatere til. Der har været tidspunkter, hvor hvis jeg ikke havde været i stand til at lave støj, blive rød i hovedet og skrige og hviske og lade det hele komme ud, tror jeg, at mit liv ville have taget en meget værre drejning. Jeg er fortaler for hårdere musik, fordi ikke alt, hvad man føler, er smukt. Mange ting skal finde en vej ud, og det er min måde.
Jeg er bare virkelig taknemmelig for, at folk kommer og er vidne til det, fordi jeg kan mærke energien fra publikum. Det ville bare ikke være det samme ellers. Vi havde koncerter i begyndelsen, hvor der var tre personer eller deromkring i lokalet, og jeg var så taknemmelig for de mennesker og så klar til at give alt, uanset hvad. Man kan mærke publikums energi, og hvordan de giver igen på scenen, og det er en meget kraftfuld ting at være en del af. Min hvisken og mine skrig er mig, der lader det hele komme ud og åbner op, men det har også at gøre med heling for alle omkring mig i lokalet og bag mig. Jeg vil gerne lade det komme ud for os alle sammen, hahaha.
LaMacchia: Sagen er, at hun gør alle disse skøre, katarsiske ting på scenen og får energi fra publikum, og jeg får så igen energi fra Julie og resten af bandet, fordi den energi er så kraftfuld.
Christmas: Jeg føler det 100 %. Der er et punkt, hvor jeg drikker to shots whisky og varmer min stemme op, men jeg føler det stærkt. Jeg lader bare lidt mere komme ud på scenen, men det er der altid. Jeg har ikke rigtig brug for at forberede mig følelsesmæssigt til at gå på scenen.
Schneider: Vi jokede tidligere med hinanden om, hvordan man forbereder sig til en koncert, hvor hun så lakerede alle vores negle, haha.
Christmas: Jeg varmer altid op. Vi hopper alle lidt rundt og sådan, og når man er sammen med sine venner, er der ingen, der bekymrer sig om, at man er dårlig. Der er meget støtte i bandet, så hvis man har en dårlig aften, siger alle: “Kom nu, ryst det af dig!”.
Schneider: En ting, jeg i øvrigt virkelig kan lide ved denne gruppe sange og den måde, de folder sig ud live på, er, at for mange kunstnere ville det være sådan, at denne sang er tung eller aggressiv, og den bløde sang er en kærlighedssang eller noget i den stil. Visse sange for os, som fx ‘The Ash’, har jeg hørt Julie omtale som “den stille sang”, men den er vild og tung, lige så vild og tung som mange af de andre. Det er bare på grund af følelsen og intentionen – og det er det, jeg elsker ved den, og ved alle sangene i det hele taget. Det er fedt at have så meget følelse og emotion i tung og aggressiv musik.
Pladen, som de fortsat turnerer med, er sidste års fortræffelige ‘Ridiculous and Full of Blood’. En pudsig titel, men alligevel også meget sigende på sin helt egen måde. Jeg bad hende derfor selv sætte lidt flere ord på, hvad vi skal lægge i titlen …
Christmas: Jeg valgte sådan set ikke titlen, den dukkede bare op i mit hoved. En dag kørte jeg i bil og tænkte på, hvilke væsener der er latterlige og fulde af blod, og så kom tanken om en flåt op i mit hoved. De er latterlige, de er små, alle hader dem, de har ikke rigtig noget formål. Men det fik mig til at grine, så nu ser du flåter overalt i vores visuals, også på min kjole. Patti Gilstrap laver alle mine kjoler, og hun er en mester. Der er en stor, stor flåt på mig i aften, og det er lidt latterligt og komisk, men også noget, jeg føler.
En sang, der personligt rammer mig hårdt derfra, er singlen ‘Supernatural’. Ikke mindst kraften, det bombastiske, den måde den eksploderer i omkvædet. Kan du sige lidt om tankerne bag den?
Christmas: Johannes Persson startede den, så guitardelen og nogen af de melodiske opbygninger kommer fra ham. Så snart jeg hørte den, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre med den. Alt, hvad jeg allerede gør i sangen, skal jeg bare finde ud af. Så da Johannes skrev den, kom billederne af alle disse fugle ind i mit hoved, og jeg tænkte på små spurve, der er så højlydte i forhold til deres størrelse, men fordi de er så små, kan man næsten ikke høre dem. Det får mig til at tænke på, hvad der foregår politisk i vores land. Følelsen af, at man ikke ved, hvordan du gør dig stor eller stærk nok til at tage udfordringer op, og hvordan det i sig selv er totalt bullshit. At vi ikke skal tvinges til at hviske. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre med min stemme, men jeg valgte ikke at lave de referencer. Jeg begyndte bare at skrive, og det gik i den retning, og når jeg ser tilbage, gik mine tanker med teksten bare på, at ting er små og skal være større. Men ja – det er en reference til disse små fugle, der er overalt, meget stille, men sammen.
Da snakken senere kommer ind på inspirationer udefra, bliver kortene holdt tæt ind til kroppen …
Christmas: Vi så Max Victor for ikke så længe siden. Han laver filmmusik og har en dansetrup. Det kunne noget helt særligt, men generelt henter vi ikke nødvendigvis inspiration fra andre kunstnere eller musik. Der er masser af utrolig musik derude, men når du står foran ét maleri, føler du ingenting, og når du står foran det næste, er det som et elektrisk stød. Der kommer referencer fra alle hjørner, så referencen er enorm, men det skal også være noget, der virkelig giver mening for dig.
Sidste år oplevede jeg dem på Brutal Assault, og nu er det så Copenhell, der står for tur. Er det så også indikativt for de festivaler de spiller på, at det ofte er metalpublikummet de møder?
Christmas: Vi spiller generelt på ret eksperimentelle festivaler. Denne her føles faktisk lidt som et break. Vi har lige set Skunk Anansie, og det var helt fantastisk, men ud over det hører man denne gennemgående tunge rytme her. Jeg ved ikke, hvor mange timer man kan lytte til det. Jeg ved faktisk aldrig rigtig, hvorfor vi bliver inviteret nogen steder, for vi passer aldrig helt ind. Måske er det derfor, vi er her – fordi metalfestivaler er mere åbensindede, haha. De lader os bare gøre vores ting, selvom vi ikke altid er så tunge.
Schneider: For mig har jeg tilbragt mit liv i studier konstant med to til seks personer, hvor jeg har produceret bands – så disse shows er super inspirerende for mig, fordi jeg endelig ser den anden side af det. Jeg tilbringer normalvis tid med bands, hvor vi laver en plade, og så tager de videre af sted til festivaler – og det er sjældent, jeg selv ser den side af medaljen. Plus, at fællesskabet er super stærkt, når jeg får mulighed for at opleve det!
Tiden går på hæld, og inden de sammen fortsætter videre over og ser, hvad Kittie lige er for en størrelse, runder vi af med en finger i jorden, om der også er mere i vente fra Julie Christmas længere ude i horisonten …
Christmas: I denne gruppe af mennesker er der altid nogen, der arbejder på noget interessant. Vi har allerede ideer, som vi deler. Men man ved aldrig, hvad der vil ske næste gang, så jeg tænker ikke over det. Lige nu fokuserer jeg bare på i aften, og at alt vil gå godt. Jeg tænker kun på nuet. Der er helt sikkert ideer, der er fantastiske, men jeg er ikke sikker på, hvad der vil ske næste gang.
… og godt gik det, og mere til – du kan læse vores dom over koncerten på Gehenna-scenen her!