Motorsaven kom aldrig rigtig i gang

Motorsaven kom aldrig rigtig i gang

Legenderne i Cannibal Corpse har pondus og spiller udsolgte koncerter, men sammenlignet med aftenens andet hovednavn, The Black Dahlia Murder, fremstod de noget sløve i det.

Titel
+ The Black Dahlia Murder + No Return
Spillested
Dato
10-02-2018
Trackliste
No Return

1. The Crimson Rider
2. Submission Falls
3. Stronger Than Ever
4. News Item
5. Rising
6. Despise Your Heroes

The Black Dahlia Murder

1. Widowmaker
2. Contagion
3. When the Last Grave Has Emptied
4. Jars
5. Kings of the Nightworld
6. What a Horrible Night to Have a Curse
7. Nightbringers
8. Matriarch
9. On Stirring Seas of Salted Blood
10. Catacomb Hecatomb
11. Everything Went Black
12. Warborn

Cannibal Corpse

1. Code of the Slashers
2. Only One Will Die
3. Red Before Black
4. Scourge of Iron
5. Evisceration Plague
6. Scavenger Consuming Death
7. The Wretched Spawn
8. Pounded Into Dust
9. Kill or Become
10. Gutted
11. Corpus Delicti
12. Devoured by Vermin
13. A Skull Full of Maggots
14. I Cum Blood
15. Make Them Suffer
16. Stripped, Raped and Strangled
17. Hammer Smashed Face
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Der var lagt op til et af årets første store dødsmetalbrag, da de levende legender Cannibal Corpse gæstede et udsolgt Vega. Med sig havde de The Black Dahlia Murder og No Return.

Svensk melodød fra Frankrig
Franskmændende i No Return har faktisk eksisteret siden 1989 og har ti plader på CV’et, men de var, for denne anmelder, et ubeskrevet kapitel. Det samme virkede som tilfældet for publikum, der allerede var mødt talstærkt op, men generelt holdt en høflig afstand til scenen. 

Musikalsk slægter det, vi fik at høre fra No Return, den svenske melodød på i en grad, så man næsten glemmer deres franske aner. Tidlig In Flames og Dark Tranquillity står tydeligt frem som bandets hovedinspirationskilder.

At No Return ikke har opnået større omtale, skyldes nok, at bandet ikke har den samme kompositionelle styrke som de førnævnte bands. Selvom bandet generelt spiller fremragende, og forsangeren har godt fat i publikum, er der aldrig rigtigt noget, der virkelig sætter sig fast. Det hjælpes ikke på vej af en ret tynd lyd og alt for fremtrædende trommer. Guitaristerne spiller nogle fede soli, men det er i sidste ende ikke nok til at trække koncerten op på et højere niveau end et hyggeligt bekendtskab.

Den yngre generations giganter
Sammenlignet med både No Return og Cannibal Corpse er The Black Dahlia Murder et ungt band, men de er samtidigt et af de bands ud af MySpace-generationen, der har bidt sig bedst fast, både musikalsk og live. Det er også tydeligt i salen, der nu er stuvende fuld og trippende venter på, at bandet kommer i gang. Sidst de var i Danmark, spillede de i Pumpehusets Byhave, og det var fantastisk, både på grund af bandets evne til at udnytte den minimale plads og på grund af deres evne til at skabe en vellydende koncert under ikke optimale forhold.

Det er dog tydeligt, at bandet hører til på store scener, og på Vega var energien i top fra første anslag. Trevor Strnad er en utroligt karismatisk frontfigur, der sjældent står stille og nærmest aldrig har armene nede, men spankulerer rundt med venstre arm over hovedet i mærkelige fagter. Der bliver både moshet, crowdsurfet og fistpumpet, som bandet har for vane at opfordre til. Det er svært at sætte en finger på noget, for bandet spiller topprofessionelt. Den nye leadguitarist Brandon Ellis spiller endda så vildt, at han under lynhurtige guitarløb og sweepfigurer ser ud, som om han er klar til at falde i søvn.

The Black Dahlia Murders melodød på speed er, indrømmet, ikke denne anmelders kop te, men bandets sæt er underholdende fra ende til anden, og de er anbefalelsesværdige for enhver, der kan se langt nok ud over deres egne auditive smagsløg til at nyde en velspillet og underholdende performance.

Sløve kannibaler
Cannibal Corpse behøver ikke den store introduktion. I Vega var det dog lidt svært at fange hele bandets storhed. Der var igen problemer med lyden. Guitaren druknede i trommer og vokal gennem næsten hele koncerten. Bandet havde samtidig valgt et sæt, der fokuserede meget på den tunge ende af deres lange diskografi, hvilket i samspil med den grumsede lyd fik det hele til at fremstå lidt sløvt og uoplagt.

Først ved koncertens syvende (!) nummer hører vi det første blastbeat i ‘Pounded Into Dust’. Da George ‘Corpsegrinder’ Fisher herefter selvsikkert annoncerer: “It’s time to fire up the chainsaw!” kommer der lidt mere gang i sættet, men efter hvad et mindre band ville kalde en hel koncert er det lidt sent at tænde for det, bandet egentlig er kendt for.

Lydproblemerne bliver først rigtigt løst i enden af koncerten, da bandet spiller den gamle kending ‘Skull Full of Maggots’. Helt generelt skærer bandets ældre numre, ‘I Cum Blood’ og ‘Stripped, Raped and Strangled’ og dødsmetalklassikeren ‘Hammer Smashed Face’ bare bedre igennem.

Det er først her, tretten numre inde i sættet, at man mærker et glimt af hvad det er for et band, der står på scenen. Det er desværre lidt lidt at gå hjem på efter en mindre magtdemonstrationen fra The Black Dahlia Murders side. 

Publikum elsker dem dog, stemningen i salen er høj, og hvert eneste nummer følges af et jubelbrøl. En lørdag i dødsmetallens tegn er også svær ikke at trække på smilebåndet af. På hjemturen kan jeg glæde mig over, at The Black Dahlia Murder i hvert fald virker klar til føre faklen videre, når de gamle legender endegyldigt lægger motorsavene på hylden. Det virkede de lidt parate til i aften.