Copenhell '19: Tillykke!
PopulærVægten var lagt mere på fejring end skønhed, da Copenhell inviterede alle til 10-årsjubilæum lørdag aften.
Et 10-årsjubilæum som succesfuld metalfestival skal naturligvis fejres, og Copenhell havde brugt et år på planlægningen med at indkalde danske musikere fra flere generationer til et brag af et potpourri udi diverse klassiskere. En ide, som folk havde taget godt imod, så det blev en af de absolut bedst besøgte koncerter på Hades – og måske også bedre end de tidlige på Helviti.
Men den dristige ide rummede oplagte muligheder for både triumfere og fejle – og begge dele skete, som man kunne forvente det.
Først og fremmest elsker Copenhell-publikummet en fest med fællessang. Det ved enhver, der har nærmet sig Biergarten ud på aftenen – og det uanset om en DJ kaster om sig med Rammstein eller Prodigy, eller når Openhell-bandet laver live-karaoke med modige kombattanter, der tør nedlægge en af de sange, som alle kender. Og det var vel sidstnævnte begivenhed, som i årets anledning var flyttet udenfor til et større publikum og en mere professionel produktion.
Lige præcis derfor blev det også en slags succes. De fleste vil gerne høre det, de kender, og så er det sjovt, at det er på samme scene som legenderne og måske endda med en legende eller to på scenen. En lang opremsning af musikere kunne her være på sin plads – og den findes i bunden af artiklen. Uden at fremhæve nogen kunne det ikke overraskende konstateres, at de kunne deres kram det meste ad vejen, når man ser bort fra et par kiks i teksterne. Og at de havde det fedt med hinanden og publikum, selv når sammenspillet ikke lige swingede.
Noget skulle selvfølgelig også gå galt omkring selve produktionen – fordi sådan et arrangement er så udfordrende, at det næsten er et benspænd i sig selv. Det meste af tiden sejlede lyden fuldstændig, når musikerne fløj ind og ud af scenen for hvert nummer, og en stakkels lydmand kun havde ét nummer til at rette op på ubalancen i lydbilledet. Riffs og soloer blev mimet af intetanende strengeduellanter, og når man ikke lige befandt sig tæt nok på scenen til også at blive revet med af musikernes glæde, var det en rodet og distancerende oplevelse.
De mange skift betød også mange pauser, hvor værterne Carsten Holm og Jacob Binzer stod for at guide os gennem, hvorfor der blev spillet et nummer med lige AC/DC, Pantera, Motörhead, Metallica, Death, Black Sabbath eller Gasolin, og hele vejen gav det mening, men man kunne godt undre sig over, hvorfor det lige skulle være den Binzer-bror, der ikke er vant til at gribe mikrofonen foran større forsamlinger eller radiolyttere. Det havde været en katastrofe, hvis der skulle spilles originalt materiale, men folk ville det så meget, at stemningen steg igen, straks næste nummer blev introduceret og modtog jubelbrøl, der sendte musikerne på en taknemmelig opgave med at fastholde intensiteten.
Men for at opsummere var det stadig, kunstnerisk betragtet, festivalens mest ligegyldige koncert, sådan som alle kopi-tribute-jam-koncerter er det. Den triumferede alligevel med det eneste, som var væsentligt: At fejre Copenhell som festival og hylde publikums dedikation.
Medvirkende:
Allan Tschicaja, Omvendt Korstog
Anders Bo Rasmussen, Rising
Anders Lundemark, Konkhra
Bastian Thusgaard, Soilwork/Dawn Of Demise
Casper Roland Popp, Bersærk
Chris Kreutzfeldt, Cabal
David Mikkelsen, Undergang/Phrenelith
Esben ”Esse” Elnegaard Hansen, Hatesphere
Hank Shermann, Mercyful Fate
Holger Rumph-Frost, Møl
Jacob Binzer, D-A-D
Jakob Jensen, Aphyxion
Jacob Krogholt, Rising
Jakob Mølbjerg, Mercenary
KB Larsen, Volbeat/Parasight
Ken Hammer, Pretty Maids
Lars Evers, Bersærk
Lasse Mørch Revsbech, Baest
Lola Hammerich, Baby In Vain
Martin Goltermann, Nyt Liv
Martin Kristensen, Konkhra
Michael Bastholm Dahl, Artillery
Michael Benborg Aagesen, Nyt Liv
Mikael Ehlert, Blood Eagle/IAmFire
Michael Stützer, Artillery
Mirza Radonjica-Bang, Siamese
Morten Grønnegaard, Rising
Nicklas Sonne, Defecto
Oskar J. Frederiksen, Slægt
Peter “Pepe” Hansen, Hatesphere
Rasmus G. Sejersen, The Psyke Project/LLNN
Rasmus Schmidt, Illdisposed, Killing Ghandi
Ronnie Atkins, Pretty Maids
Simon Erlendsson, Nyt Liv
Simon Olsen, Baest
Søren Andersen, Electric Guitars/Glenn Hughes
Søren Hvidt, Nyt Liv
Theis Roed Thorgersen, Helhorse
Tim Christensen, Dizzy Mizz Lizzy