Copenhell 2013: Gennemført festligt

Copenhell 2013: Gennemført festligt

Torsdagens tredje band havde lagt makeuppen og sat håret højt i et show, som imponerede langt de fleste.

Kunstner
Dato
13-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Förhelvede blev skudt i gang med to gange klassisk dødsmetal, så da britiske The Defiled gik på scenen, var det noget af et stilskifte. Ikke bare musikalsk, hvor gruppen spiller en slags metalcore med industrial-tendenser samt en snert af emo og punk, men i høj grad også imagemæssigt. Det er muligt, at bandet langt fra er de første til at bære store mængder sort hårfarve, højt hår og make-up så de lignede en blanding af Misfits og The Cure-frontmanden Robert Smith. Men påtaget virkede det ikke. Bandet levede rollerne ud, og det virkede så naturligt for dem, at det må forventes, at udseendet ikke er tonet meget ned, når medlemmerne ikke står på en scene.

Publikum var på denne tid af aftenen fremme i endnu større grad, end under Deus Otiosus' koncert forinden, og langt størstedelen ville feste med bandet. Til den slags musik og ”freakshow” vil der altid være "haters", men bandet tog den øl, der blev kastet efter dem med et smil og et tørt ”oh, is it one of those nights?”. Showet var virkelig gennemført, og man kan mene, hvad man vil om keyboards og samples i metal, men The AvD på keyboard og samples forstod virkelig at kaste med sit instrument, som havde han været i lære hos Iron Maidens Janick Gers.

Den dejlige Copenhell-stemning, som hastigt voksede på pladsen foran scenen, nød The Defiled godt af, og med uhyre catchy og melodiske omkvæd, så var det rigtig svært ikke at tage sig selv i at nynne med. Der blev også plads til en lille hyldesttale til Jeff Hanneman, som blev nævnt som en af årsagerne til, at bandet overhovedet stod på scenen. The Defileds musik er nu godt nok langt fra Slayers stil, men de varme tanker til den vigtige mand for metallen gik rent ind.

Flere havde udtrykt skepsis over for dette band på forhånd, og selvom musikken sikkert ikke fik alle til at styrte ned i merch-boden og købe bandets album, så var der generelt bred enighed om, at bandet som live-band i hvert fald leverede varen. Det var mere end bare et freakshow at se på. Det var gennemført til sidste detalje, selvom et par sange virkede lidt kedelige i sammenligning med de bedre sange i sættet.  Bandet havde en sans for melodier, hvorfor det virkede unødvendigt at forsøge sig med et par hurtigere sange, som forsøgte sig med aggressivitet frem for melodi.