Copenhell '22: De knuste hjerters klub

TR521229 copy
TR521217 copy
TR5_4424 copy
TR5_4570 copy
TR5_4467 copy
TR521495 copy
TR5_4683 copy
TR5_4701 copy

Redwood Hill gav følelserne frit løb på Pandæmonium.

Kunstner
Dato
17-06-2022
Trackliste
1) Microgravity
2) No Horizon
3) Polarfor
4) Absence
5) Poseidon
6) Dybbuk
7) Albedo
8) The Passage
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
4

Sjælesorg på vers
Pandæmonium og Redwood Hill er ikke fremmede for hinanden. Vi sendte en mand forbi tilbage i 2016, da post-black metallerne kæmpede mod tarvelige odds. Denne gang udeblev sabotagen, men anmelderens tragiske festivallod, betød, at undertegnede gik glip af tæt på halvdelen af showet. Overlap og deadlines kortere end anmelderens ben, kostede både ‘Microgravity’ og ‘No Horizon’, der begge to ellers bør nydes under åben himmel.

Heldigvis blev det så rigeligt opvejet af den resterende optræden. Redwood Hill er populære med rette, og deres show fredag aften mindede os om, hvis nogen skulle være i tvivl, at det er nogle rutinerede herrer, der ledte os ind deres frostklare og introverte univers. Den udadreagerende og sørgmodige musik klædte nattehimlen; de stille passager i ‘Absence’ malede med blågrå toner, et billede på musikalsk sjælesorg. Den seneste udgivelse ‘Ender’, druknede i pandemien, men her på pladsen havde den sin berettigelse, både de skarpe kanter og de bløde hjørner.

Så hjertet brister
Men selvom der var rigeligt med plads til at stå og nyde dykkene i tyngde og tempo, gik gassen aldrig af ballonen. Der blev nikket langsomt med i varierende grader af leddeløshed og jeg måtte konstatere på egen krop, at deres følsomme frets altså gik direkte i knæene. Lysshowet understøttede de fortryllende toner og lys crewet fortjener ros, for at fuldende koncerten. Den formummede frontmand er af samme skole som Kim Sternkopf fra genrefætrene i MØL, i den forstand at han også engagerede sig fysisk, dog mere behersket.

Behersket vil jeg dog ikke kalde præstationen, og ‘Poseidon’ var en udladning i særklasse. Der gik absolut sprællemand i min sidemakker for gud ved hvilken gang, mens jeg selv lod mig imponerende af frontmand Marco Sewohls hjerteskærende vokal. Den mand forstår, om nogen, at krænge sit hjerte ud så det gør ondt på os andre, absolut understøttet af et velspillende og sammentømret orkester. Som en lille overraskelse blev der stillet op med et kor for maksimal effekt  og jeg tror ikke at fredagen kunne være sluttet bedre af.