Copenhell '22: Thundermother i billeder
Thundermother gav den som vikarer for aflyste Spiritbox og elskede hvert minut af det.
Nogle gange er planlægning på festivaler en lille udfordring. Andre gange et gigantisk problem.
Thundermother skulle have spillet tidligere fredag, men da de moderne numetallere i Spiritbox måtte aflyse, fik den svenske kvartet sig en noget federe timeslot end det var planlagt. Det vil sige, noget federe for dem, men desværre lige oveni Emperor, der spillede deres første, danske koncert nogensinde. Der var mødepligt for hele redaktionen. Heldigvis har vi en fotograf, der stadig er punk nok til at blæse på kollektive beskeder, så han sørgede for at dokumentere den svenske rock-eksplosion.
Og selvom Thundermother ikke vinder hverken innovations- eller sangskrivningspriser, så gav de den gas med deres støvede hard rock, der passede så godt ind den varme aften. Spilleglæden var til at tage og føle på, og det er nogle gange nok til at gøre en koncert hæderlig.
Uden yderligere omsvøb præsenterer vi Thundermother i billeder.