Copenhell 23: Dejlig ukompliceret thrash
Populær
Spanske Angelus Apatrida genopfinder hverken hjulet eller thrash-metallen, men det, de ikke har i originalitet opvejes til fulde af energi og spilleglæde.
Sådan en fredag eftermiddag på Copenhell indbyder lige akkurat til det, Angelus Apatrida skulle levere på Gehenna. En solid dosis thrash-metal serveret når det arbejdende folk har fået fri og nu for alvor kan læne sig tilbage og nyde musikken på Copenhell. Helt uden tanke på morgendagens dont eller konsekvenserne ved at lade sig forføre af mere end blot en enkelt fadøl.
Før det spanske band kunne indtage den mindste scene på Refshaleøen, var der dog lige brug for at få pakket scenen ind så den kunne modstå det uvejr, der truede i horisonten. For efter et par varme dage, var fredagen varslet med torden- og regnvejr.
Men da Angelus Apatrida så omsider får lov at træde ind på scenen, så blev gas- og dobbeltpedal ellers også trådt helt i bund. Så meget, at man næsten fik åndenød. Der var i den grad smæk på fra start, og hvis ikke man kendte bandet på forhånd, så blev genren afsløret øjeblikkeligt. Det her, det er råt, uforfalsket og klassisk thrash-metal, præcis som da genren blev opfundet i Californien og Tyskland.
Publikum kvitterede med øjeblikkeligt at åbne en stor circle pit, og så blev der ellers danset regndans. Eller måske håbede man på at holde regnskyerne i ave. Det lykkedes i hvert fald i første halvdel af koncerten, hvor bandet bare bankede derudaf. De åbnede med 'Bleed the Crown' og 'Indoctrinate', der også er de to første numre fra deres seneste og syvende album, der bærer den simple titel 'Angelus Apatrida'.
Da de gik over i 'One of Us' stod man med fornemmelsenaf, at det her, det kan næppe blive ret meget mere genredefinerende for, hvordan thrash laves. Det understregede de yderligere med 'Violent Dawn' og 'We Stand Alone', hvor circle-pitten når nye omdrejningshastigheder og fabelagtigt dybe breaks er med til at sende samtlige nakker i en synkroniseringsmanøvre. Det var simpelthen umuligt ikke at lade sig smitte med den spilleglæde, der oser fra scenekanten.
Til 'Give 'Em War' fra deres anden studieplade af samme navn kommanderedes der wall of death, samtidig med at vejrguderne begyndte at lade det dryppe fra oven. Angelus Apatrida lukkede af med 'You Are Next' og så havde de spanske musikere ellers underholdt i 45 minutter. Kort og effektivt. Så effektivt, at de valgte at tage billedet med publikum midt i koncerten. De skulle ikke nyde noget af, at halvdelen af Copenhells publikum allerede var løbet over pladsen og hen mod næste band. Ikke helt dumt tænkt og heller ikke den dummeste koncert, vi har oplevet. Det er måske ikke særlig nyt, men det virker.