Copenhell 23: Finsk folkefest
Korpiklaani var en lettere aparte oplevelse for vores anmelder, der ikke var helt beruset nok til at få den fulde oplevelse ud af det.
Jeg ved ærligt talt ikke særligt meget om folk-metal eller folk i det hele taget. Det er egentlig ikke af mod- eller direkte ond vilje, jeg finder det bare måske en tand for melodisk og historie var virkelig ikke mit yndlingsfag på noget tidspunkt. Runer? Nej tak. Keltisk inspireret musik? Kun hvis det er på det franske hip-hop-band Manau og deres storhit ’La Tribu de Dana’. Jeg kan lige til nød snuppe lidt Gogol Bordello, hvis jeg er fuld nok. Har du det anderledes, så er det bare helt okay med mig. Derfor kan man også spørge, om jeg er den rigtige til at anmelde Korpiklaani og det kan jeg besvare enkelt: Det er jeg ikke.
Så vidt jeg kan forstå, så prøvede bandet i en tidligere iteration faktisk at synge på nordsamisk, men at det siden blev skrottet for en bredere tilgang til folkemusikken. Jeg har prøvet at hitte ud af præcis hvilken ”folk” det lige er, Korplikaani læner sig op ad og jeg må ærligt melde pas. Til dagens koncert har violinisten en flat cap på, trommeslageren er iført fjer-armbånd og halskæde, der ligner mere oprindelig amerikansk udsmykning, fyren på harmonika kunne være et stand-in medlem af KoRn og alt imens svinger forsanger Jonne Järvelä sine hvide dreadlocks i læderbukser med frynser. Men de er glade. Muligvis fordi de ved noget om udfaldet af verdensmesterskaberne i kulturel appreciation/appropriation – jeg krydser fingre for dem
Järvelä gør en fantastisk præstation på de første par sange, hvor han springer fra side til side af scenen for at få publikum op i gear. Der dukker da også lidt conga-linjer op hist og her, imens de fleste af os bare står og smårykker til musikken. Og det er faktisk ikke helt dårligt. Jeg føler mig i hvert fald rigtig godt underholdt i starten. Desværre vælger Korpiklaani at spille de gode sange i starten og slutningen af showet, hvilket danner en underholdningsmæssig ørken i midten.
Ørken, det er vejret til gengæld slet ikke med på, for imens vi står i pitten ser man folk vende sig og vise deres venner et stormvarsel just udsendt af Copenhell. Kort efter begynder sikkerhedspersonalet at tømme det store græsområde på bakken tværs overfor scenerne for mennesker. Storskærmene viser nu stormvarsel og vinden tager til. En fyr skriger på sangene ”Tequila, Vodka, Beer (Beer)” og han har ret. Vi skal nå at danse, inden hele Copenhell flyver væk. Til det formål er Korpiklaani jo egentlig et fint backdrop. Nærmest filmisk komik på et højere niveau. Jeg var ja – vel nærmest underholdt af bandet. Det er velspillende, omkvædene er i det fleste tilfælde relativt catchy og bandet lader til stadig at synes, at det er sjovt at spille. Det er ikke stor kunst, men det er heller ikke helt til at blive hidsig over.