Copenhell 24: Halvmarathon på Gehenna
Hexis lavede lokalt uvejr foran Gehenna-scenen og gennemførte et rasende halvmarathon på Copenhells skønne skovscene.
Som vores alle sammens scene-far, Carsten Holm, så fint sagde det under introduktionen til Hexis: 1017 koncerter og dette er den første på Copenhell.
Hvordan det helt præcist er muligt, er svært at gisne om, men nu var de her i hvert fald, og så endda på Copenhells – efter min mening – bedste scene. Og scenen var perfekt til Hexis – den er ikke så stor, at et halvslattent fremmøde for alvor gør ondt i øjnene på bandet, og de konkurrerede desværre med andre og større hardcorenavne, idet Madball først gik af 15 min efter Hexis' koncertstart. Men så kom der også fart i pitten – Madball er tilsyneladende et glimrende opvarmningsband for Hexis’ rå og uindpakkede genre-mashup.
Selvom jeg nu vil mene, at det mest af alt er et hardcore-band, så var der både elementer af black og dødsmetal. Det sidste i noget højere grad end det første, og med den noget buldrende lyd den første halvdel af koncerten var det ærlig talt lidt svært at skelne de enkelte elementer helt tydeligt fra hinanden. Det blev heldigvis bedre, og som med alle udendørs koncerter skal man også lige finde det der sweet spot – særligt, når vinden begynder at tage til.
Det lidt slatne fremmøde op til koncertstart og ditto publikum kan måske godt hyle mindre rutinerede bands ud af den – men det er jo langt fra deres første rodeo, og bandet kløede på trods flere forsøg på at få lavet en stabil mosh. Den kom, men den kom sent, og den første del af koncerten måtte forsanger Filip Andersen gentagne gange opfordre til lidt bevægelse.
Musikalsk sad det i skabet. De spillede godt, de spillede sammen, og de gad godt at være der. Tempoet var fra start hæsblæsende, med Andersen piskende frem og tilbage hen over scenen i først oplynet træningsjakke og de obligatoriske træningsbukser. Måske en meget fornuftig påklædning, når man vælger at løbe et halvmarathon på Gehenna.
Men heldigvis kan Hexis så meget mere end at spille hurtigt – det meste af koncerten var faktisk i den tungere ende af spektret, og særligt de doomede dele af koncerten fik hårene til at rejse sig på mine arme, selvom det gav nogle lidt pudsige situationer med lunte-circelpit. Men hey – det var der, selvom det var langsomt.
Et enkelt mere stille og koncertens mest melodiske nummer blev det også til, inden koncerten mod slutningen løb mere over i hardcore-retningen, og de første dråber begyndte at lande på publikums isser derude i skoven.
Hexis bragte energi, talent og tæt samspil med sig på Gehenna. At publikum prioriterede Madball, og derefter lige så stille luntede til Machine Head, kan næppe holdes bandet til last. Men at der var potentiale for en større fest, er ubestrideligt – og næste gang vi ser dem i Danmark, hvor de spiller forbløffende sjældent deres koncert-kadence taget i betragtning, kan jeg kun opfordre alle til at komme og lave den fest, det ikke rigtigt blev til, denne fredag aften på Gehenna.