Copenhell 25: Endelig blev festivalen åbnet
Populær
Med en selvtillid så stor, at den kun lige kunne være på Hades, Copenhells næststørste scene, forvandlede Vulvatorious et afløsergig til en majestætisk åbning.
Umiddelbart inden festivalens begyndelse måtte Myles Kennedy strække våben over for en brændende tourbus, så den københavnske sekstet var blevet bedt om at åbne Hades i tilgift til de to mobilscenegigs, de allerede var booket til. Presset var dobbelt på Vulvatorious, for ikke alene skulle de op på en scene, der er nummeret større end den, de stod på under sidste års festival, men der ud over hvilede ansvaret for at få festivalen ordentligt i gang på deres skuldre. Kort forinden havde Dead Poet Society nemlig totalt tabt festivalåbningssutten ovre på Pandæmonium.
Heldigvis er Vulvatorious, hvad vi også kunne konstatere på A Colossal Weekend, blevet en virkelig velspillende enhed, og med Ditte Krøyer som evigt indspiskende og inspirerende frontperson fik de blackede, crusty københavnere sat en tyk streg under, at de bestemt hører til på scener af denne størrelse. Første nummer var, ironisk nok, ’Farvel. Jeg går.’ fra bandets eponyme debutalbum, og helt fra start var der ingen tvivl om, at Vulvatorious havde publikum i deres hule hånd. Samspillet mellem de tre guitarister, Sofie Angen, Signe Lading og William Brøchner fungerede forbilledligt, og ligeledes udgjorde Rasmus Johan Aarslev på trommer og Florent Besson på bassen en solid og overraskende funky rytmegruppe. Og det var fandeme et fedt breakdown i åbningsnummeret!
Der kom gang i pitten nærmest øjeblikkeligt. Man fornemmede lidt, at publikum havde brug for at få sat ordentligt gang i Copenhell oven på den tamme start på Pandæmonium, så omstændighederne var også med Vulvatorious. Numrene ’Så dø’, ’Fuck You, Incel’ og ’Cunt War’ fungerede som en lille hit-sektion i midten af den medrivende koncert, og det fungerede fint til trods for den lidt drilske sidevind, der ind imellem stjal noget af lyden. Det er naturligvis heller ikke noget, man kan klandre bandet for. Det er jo ind imellem en del af pakken, når man spiller udendørs koncerter.
Allerbedst var det afsluttende ’Sacrifice the Flesh’, som rockede sejt og tævede os tungt, men det var egentlig bare højdepunktet i en koncert, der holdt et højt niveau musikalsk set og som, set som et stykke underholdning, til fulde kom i mål med sin opgave. Publikum fik sin stærkt tiltrængte fest, og hvis der er nogen retfærdighed til, så må Vulvatorious snart bestille sig et nyt og større backdrop. Formatet til springet til større og udenlandske scener er der.