Copenhell 26: Skabelonrock fra nederste skuffe
Black Oak County havde svært ved at fylde den store Hades-scene. De, der var mødt frem, fik hard rock direkte fra skabelon-skuffen. Skuffende.
Onde tunger vil hævde, at når man tager et åbningsnavn på en brandvarm lørdag er man egentlig selv ude om det. Men der altså guld gemt i de tidlige koncerter - f.eks Mimi Barks, der åbnede Gehenna en dejlig lørdag lige efter frokost.
Men så er der Black Oak County. Allerede ved den præcoitale gennemlytning, da denne signatur blev sat i sving med at skrive foromtaler, forekom esbjergenserne mig at være lige lovlig meget i udkanten af, hvad Copenhell typisk præsenterer, men på den anden side: Det, der kan lyde tamt på plade får nogle gange mere liv live, og mange bands copenhellificerer deres musik, særligt når de ikke før har betrådt de hellige haller.
Black Oak County var ikke blandt de bands. Faktisk slet ikke. Først og fremmest var de placeret på Hades, hvilket selvfølgelig ikke er den største scene, men det er tæt på. Det er en enorm plads at fylde kl. 12.30 foran et publikum, der både var varmeramt og tømmermandsramt. Men de var trods alt dukket op. Det var mange andre ikke, og egentlig forekom pladsen lørdagen igennem ret tom, og det er næppe Black Oak Countys skyld alene. Så man kan argumentere for, at de ikke havde fået det, der i MUS-samtalerne hedder “de bedste betingelser at præstere under”. Egentlig spillede de godt. Der var gode melodier at finde, og med lidt god vilje også gode riffs her og der. Forsanger René Kristensen sang fremragende for genren. Ganske enkelt. Han ramte alle vokallinjer lige i røven.
Og trods alle disse kvaliteter, så var Black Oak County skabelonmusik, der lånte her og der og alle vegne og mest af alt lød som et hard rock band sådan som en AI kunne have forestillet sig det. Nu siger jeg ikke, at det er sådan det forholder sig. Det gør det nok faktisk ikke. Bandet har bestemt skrevet det hele selv, men deres udtryk med den stereotype fremtoning, den brede firser-mohawk og tennisstrømper med striber og det ene mere eller mindre androgynt ligegyldige riff efter det andet, var bare virkelig beige. Det lød som et band, der bliver hyret til de tidlige slots på Harley Days i Hamborg og kombineret med en besynderlig tongue-in-cheek-optræden fra de nøje koreograferede musikere, blev det til en nærmest latterlig oplevelse. Men måske var det et udtryk for, at de faktisk også selv synets, de var lidt latterlige?
Med tanke på, hvad Copenhell ellers byder os af gøgl og kostume-metal, så var dette band trods alt bare nogle gutter, der spillede noget fee rock i festivalens dårligste sendetid. Og for det segment af festivalen, der holder af den hårde rock, var det sandsynligvis en dejlig oplevelse at vågne op på.