Opstandens skønhed
Populær
Som altid osede Crippled Black Phoenix af spilleglæde, da de sidste mandag besøgte Vega. Man savnede dog de musikalske nuancer, som bandets plader er så rige på.
2. Black Light Generator
3. Long Live Independence
4. The Brain / Poznan
5. Human Nature Dictates The Downfall Of Humans
6. NO!
7. Childhoods End
8. New dark Age
9. Born In A Hurricane
10. Troublemaker
11. Fantastic Justice
12. 444
13. We Forgotten Who We Are
14. Burnt Reynolds
----------------------------
15. Maniac Beast
Det er ved at være på tide, vi får skrevet om Crippled Black Phoenix på Devilution. Bandet, der har stifteren af de forhenværende, britiske sludge-bastarder i Iron Monkey, Justin Greaves, som primus motor, har mere end ti år og masser af fremragende musik på bagen. I løbet af deres eksistens har de udgivet syv studiealbum, en enkelt liveplade samt en række ep’er. Udover at de har været aktive med at indspille plader, har de igen og igen været på landevejen. De gæstede blandt andet Loppen i 2009, hvor de angiveligt leverede en noget nær perfekt intimkoncert for 10-15 mennesker. Det var dengang, de havde naturtalentet Joe Volk med som sanger og tekstskriver. Det har de desværre ikke længere. Han nåede lige akkurat at smutte, inden de i 2012 besøgte Gimle i Roskilde, hvor de i stedet havde inviteret den finurligt akavede Matt Simpkin med som sanger. Dengang i Roskilde var vi mødt flere end 15 publikummer op, men egentlig ikke mange flere, og det, man egentlig husker bedst fra den aften, er, at Volk var savnet. Hans brud med Greaves havde man denne aften svært ved at se ud over, hvorfor man nok var en smule negativt farvet på forhånd.
Det var man imidlertid ikke mandag aften i sidste uge, hvor Greaves og co. vendte tilbage til København, nærmere bestemt til Lille Vega. Tværtimod, man var denne gang åben for whatever that may come. Man har muligvis ikke selv fulgt meget med i bandets nye musikalske stier siden bandets sidste plade med Volk, ’(Mankind) The Crafty Ape’, (2012) – og der er såmænd kommet både to album og to ep’er sidenhen – men man var nu alligevel mere end frisk på at høre bandets moderne take på Pink Floyd, uanset hvem, der skulle vise sig at stå ved mikrofonstativet. For ja, det er Pink Floyd og måske i særdeleshed David Gilmour, der synes at være bandets helt store forbillede. Pink Floyd tilsat en omgang feisty, melodiøs, semi-hard rockende, ultrapolitisk musikalsk attitude forstås. Til trods for en anderledes, moderne hættetrøjementalitet, kommer Greaves og co. ikke udenom slægtskabet med Pink Floyd, også selv om de skulle forsøge på det. Hvilket de dog formentlig netop ikke vil forsøge på. Dertil synes forkærligheden alligevel ofte for tydelig.
Det er sjældent, man ser så mange udøvere på scenen i Lille Vega, som det var tilfældet denne aften. Det meste af den to timer og et kvarter lange koncert var det som syvmandsgruppe, Crippled Black Phoenix præsenterede sig. De var syv på scenen, da de præcis kl. 21 lagde ud med ’Rise Up and Fight’, hentet fra den småsuveræne debutplade, ’A Love of Shared Disasters’ (2004), og de var (selvfølgelig) også syv på scenen, da de altså et godt stykke tid senere sluttede af med den relativt nyere ’Maniac Beast’, der i øvrigt er en hyldestsang til Greaves’ afdøde buddy fra Iron Monkey, Johnny Morrow. Greaves' kæreste, Belinda Kordic, som han desuden spiller sammen med i duoen Se Delan, dukkede imidlertid op og leverede vokal til tre numre halvvejs inde i sættet, blandt andet til den formidable 'Human Nature Dictates the Downfall of Humans'. Med en formidabel skrøbelighed i stemmen fik hun både gjort pladsen på den lille scene og lydbilledet strammere.
Bandet kom i det hele taget godt rundt i det meste af diskografien, der med tiden dog efterhånden synes at være blevet omtrent lige så ubestemt som antallet af de medlemmer, der efterhånden har været med i bandet. Man kan ikke lade være at spekulere på, om der ligger politiske motiver bag Greaves konstante udskiftning af medlemmer, eller om det skyldes, at der i den rapkæftede anarkist gemmer sig et ego, som godt kan lide at wrestle med sine bandmedlemmer. At et nyt nummer som ’Black Light Generator’ imidlertid mangler alt det, et kontant rocknummer som dette kræver for at indfri sine bastante ambitioner, kommer man ikke uden om. Det er svært at forestille sig Crippled Black Phoenix smide et nummer som dette på gaden in the good old days, hvilket understreger, at bandet selvfølgelig står og falder med de medlemmer, Greaves vælger til sit line-up. som Et godt humør og en smittende spilleglæde kommer man uden tvivl langt med, men intet redder et sterilt og dårligt nummer.
Men når det gode humør derimod kombineres med en række ældre sange som ’Troublemaker’, 444’, ’We Forgotten Who We Are’ og 'Burnt Reynolds’ skal der meget til, for at det IKKE skal fungere efter hensigten. Man savnede selvfølgelig stadig Joe Volks vokal på disse numre, også selvom hans nyeste erstatning, svenske Daniel Änghede, egentlig gjorde det til ”bestået”. Men når først man fik hevet hovedet ud af sin Crippled Black Phoenix-nostalgiske røv, kunne man sagtens leve sig ind i det, der er bandet anno 2015. Daisy Chapman er desuden heldigvis stadig med, og hendes keyboardspil og vokalarbejde er en stor del af bandets udtryk, især i liveregi. Så til trods for at man egentlig ikke helt tror på, at bandet kan komme op på det niveau, de bevægede sig på i begyndelsen af karrieren, formåede de stadigvæk at få lytteren i en revet solidt med denne aften i Lille Vega. En aften, der i øvrigt ikke mindst var mere end godkendt takket være et formidabelt dedikeret publikum.