Mangodrengen i det rock shit hotte lune

2018-0623-01414500-97-1529749734

Menuen lørdag aften på Pumpehuset stod på pikrock i stride strømme. Hvor Flush the Fashion vandt på sleazet charme kørte Danko Jones den hjem på det vanlige arsenal af one-liners og catchy hard rock-hymner om damer i stride strømme.

Kunstner
Titel
+ Flush The Fashion
Spillested
Dato
15-12-2018
Trackliste
1. I Gotta Rock

2. Sugar Chocolate

3. The Twisting Knife

4. First Date

5. You Are My Woman

6. Invisible

7. Lipstick City

8. Mango Kid

9. Code For The Road

10. Gonna Be A Fight Tonight

11. Full Of Regret

12. Bounce

13. Had Enough

14. Burn In Hell

15. Lovercall

16. We're Crazy

17. My Little RnR

----------

18. Samuel Sin

19. I Think Bad Thoughts

20. Rock Shit Hot
Forfatter
Karakter
4

Efter halvanden måned på farten var sidste stop på Europa-turnéen Pumpehuset. Danko Jones er tydeligvis et navn, der på trods af senere års middelmådige udgivelser fortsat kan trække fulde huse, hvilket næppe kan undre jer derude, der har set ham før. Der er en niveauforskel på at høre pladerne og så at se festaben live med potent 'rock out with your cock out'-attitude, befriende bramfrit og berusende, og det var aftenens koncert endnu et synligt bevis på.

Inden den canadiske powertrio skulle indtage scenen havde lokale Flush the Fashion æren af at varme salen op. Opskriften var sleazet hard rock med guitarsoloer i stride strømme, og uagtet at den dybe tallerken under ingen omstændigheder blev genopfundet, så var der en ungdommelig charme over foretagendet. Guitaristerne Dennis Post og Rune Buck var stærke til at supplere hinandens leads, og på trods af en vis pladsnød satte det ingen grænser for medlemmernes muntre udskejelser i alle hjørner af scenen. Tværtimod gjorde de garvede herrer det til deres fordel, at de kan bære andre roller end deres egen, som eksempelvis da Post overlod guitaren til forsanger Magnus Møller og selv greb til mikrofonen med rå vokal i et af koncertens mere punkede indslag. Eller for den sags skyld, da soloerne fik lov at tale sit eget sprog under den instrumentale 'Flash the Fusion', hvor trommeslageren også lejlighedsvis demonstrerede overlegne evner på den seksstrengede, mens Buck tog en pause iblandt de forreste rækker. Afslutningvis fik de selskab af sessionguitaristen Kevin Hunter under Alice Coopers 'School's Out', som på den positive side satte gang i smitsom fællessang, men samtidig også illustrerede svagheden ved kvaliteten af deres eget bagkatalog. Hvad de manglede på sangskrivningsfronten blev til gengæld hentet hjem på leveringen, men enkelte numre som singlen 'Midnight Drunk at Noon' og grunge-rockeren 'Preacherman's Door' fungerede dog som små hints til, at potentialet kan føre dem videre – når ellers soloerne ikke overskygger det hele. 

En halv time senere stod hovedretten på menuen, og 'I Gotta Rock' var den perfekte sing-along-punkede energibombe til at sparke festen i gang. Danko Jones var vanligt velkoordinerede med hvide instrumenter og sorte klæder, der tilføjedes moderate stænk sved undervejs gennem det 20 numre lange sæt. Af den mindre blodige slags, forstås. 'We Sweat Blood' bliver af uvisse årsager fortsat forbigået, selvom det for mange er favoritten, der åbnede øjnene for bandet, men som Jones selv konstaterer undervejs: ”What does it matter, whether we we play this song or that song? They all sound the same anyway!”

Naturligvis en sandhed med modifikationer. Sange som ''I Gotta Rock', 'The Twisting Knife' og 'Had Enough' smagte alle af inspiration fra Michale Graves-era Misfits, 'Invisible' havde på trods af fraværet af John Garcia (ex-Kyuss) stadig det stonede groove og 'You Are My Woman' lød som taget ud af Thin Lizzys diskografi. Med det sagt er der dog ingen tvivl om, at deres no-nonsense punkede hardrock har en betydeligt mere smitsom karakter live end de antager i studiet. Der blev sunget med i stor stil, og Danko var også god for kække kommentarer undervejs, såsom da næste nummer præsenteres med: ”99% of our songs are about girls, ladies or women, but this one is about me!....So I will dedicate this song to myself! Is that OK with you?” 

Egoet er som bekendt på plads i Dankos univers, tag bare 'Mango Kid' og linier som 'You can call me the mango kid, but your girl calls me baby, and I've been a rock prodigy since the age of 20'. Men han bærer det med behørig humor og selvironi, så det er svært ikke at trække på smilebåndet, når motormunden kører. En hilsen blev undervejs sendt ud til alle os, der blev og så dem på Copenhell i år med den hårde sendetid kl 1 om natten, da de spillede Pandæmonium op umiddelbart efter Ozzy (som nærværende anmelder missede som så mange andre). Mod slut blev der dog længere og længere mellem snapsene, og selvom den tidlige perle 'Lovercall' og den catchy rocker 'My Little RnR' lyste op i sidste halvdel, begyndte formlen dog at blive lige genkendelig nok til at stå distancen gennem hele sættet. 

Det er forfriskende, at Danko Jones stadig 20 år inde i karrieren kan starte en fest for næsten fulde huse, på trods af en vis inspirationsmæssig tørke i den senere del af karrieren. Han er som født til at stå på en scene, og det demonstrerede aftenens koncert med al tydelighed, selvom visse dele af bagkataloget blev helt tilsidesat. Mangodrengen sejrede endnu engang, og skal vi tro de klistrede tilstande på gulvet oppe foran var vi ikke de eneste, der synes øllen smagte bare en smule bedre i canadiernes selskab denne lørdag aften.