Dansefest i et tomrum

_XJD6092
_XTD5662
_XTD5418
_XTD5569
_XTD5680

Vi fik noise og rytmisk ekvibrilisme i overmål – men salen stod helt stille.

Kunstner
Spillested
Dato
21-05-2022
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Deafkids, var til deres koncert på Roadburn Festival på hedengangne Het Patronaat. Dengang var de i fornemt selskab med selveste Igorr Cavelera i form af en collab mellem Deafkids og Petbrick under navnet DeafBrick.

Deafkids havde denne aften fået lov at spille klokken 18.20, hvilket er et lidt utaknemmeligt tidspunkt på en festival. Lige i starten af aftenen og inden Oranssi Pazuzu, som de for tiden turnerer med. Oranssi Pazuzu var, som det skulle vise sig, rigtig manges hovednavn, og derfor havde en del valgt at prioritere aftensmaden inden den store oplevelse. På bekostning af Deafkids.

Der var dog fyldt rimeligt op i salen på Lille Vega, da bandet gik på, tre mand høj og lige til tiden. Med stifteren af gruppen, Douglas Leal, på guitar og percussion, Marcelo Dos Santos på synth og bas og Mariano Sarine på percussion og trommer fik vi præsenteret en brasiliansk fortolkning af, hvad tung musik kan være. Temmelig dansabelt, skulle jeg hilse og sige. Men man kan også nemt kalde Deafkids for eksperimenterende. Det fornægtede sig heller ikke denne aften, hvor vi fik d-beats i skøn forening med rockede, dronede og sludgede elementer – tilsat en lækker braziliansk hofte.

Bandet har været på tour i nogen tid i selskab med Sturle Dagsland og Oranssi Pazuzu, og – blev jeg oplyst om efter koncerten – ser frem mod fyrre koncerter mere, når pakkerejsen er slut. Her på sidste ben af touren var der dog ingen træthed at spore, og særligt Sarine fik sat vinger på de sludgede, dronede riffs frembragt af Leal og flankeret af Santos noisede, fyldige lydflader på synth.  

Vokalen havde mere karakter af endnu et instrument end nogen egentlig formidler af lyrik, og dermed var koncerten – vokal til trods – i virkeligheden lidt som en instrumental koncert. Bandet lagde hårdt ud med med massiv lyd garneret med dansabelt brasiliansk rytmemageri, og i fokus var Sarine, der havde hele koncerten i sin hule hånd. Der gik dog lidt tid inden den følelse også nåede helt op på trommepodiet, og vi skulle nogle numre ind i koncerten før smilet og en løsere spillestil begyndte at brede sig ud over publikum.

Der blev spillet på forskelligartede trommer både i front og på trommepodiet, og lige præcis det samspil fungerede fremragende. En slags call/response-stykker løftede det hele koncerten igennem, med adskillige intermezzoer af bongotrommer, koklokke og – når det stak Sarine – en lydmur af bækkener og tammer, som hver for sig var utroligt stramt stemt og mikrofonsat, men som i samarbejde med synths og brede riffs fra Leal fik en tsunami af lyd til at rejse sig og bevæge sig mod publikum i små, lækre dansetrin, som i hvert fald undertegnede ikke kunne gøre andet end at hoppe med på.

Musikerne på scenen gjorde ikke meget væsen af sig for så vidt angår sceneshow og optræden. De stod mestendels stille,  med undtagelse af Leals pragtfulde hår, der fik lov til at bevæge sig en smule i ny og næ. Mest var han dog blot gemt bag lokkerne, i en grad hvor han var svær at genkende ude foran spillestedet

Helt uforståeligt stod vi ikke i en sal, der kogte over. Det burde den have gjort. Måske var det for tidligt på aftenen. Måske var publikum ikke indstillet på noise i kombination med brasilianske danserytmer. Vi havde dedikerede fans i forreste række, som rystede/dansede/nikkede og enkelte havde lukkede øjne det meste af tiden, men nogen særlig respons fra salen fik de desværre ikke.

Dette års A Colossal Weekend har generelt været godt for os, der gerne vil ryste både hoved og hofter, men Deafkids er nok det band, der har bragt de allerstørste smil frem. Måske er min fascination af percussionister grænsende til en besættelse, men Sarine skal altså fremhæves for sin helt utrolige smidighed og dygtighed på trommer og andet slagtøj. Ikke at han begik megen akrobatik på scenen, men hans feel med Leal og Santos var grænsende til elegant, og han fik fanget alle de små variationer, der er i tempoet, når sludge bliver en del af ligningen. Det var en fornøjelse at lytte til, danse til og se på. Som et tusindben, der danser samba.

Vi fik en koncert af den slags, man ikke får så mange af. Og da slet ikke i Danmark. Heldigvis har bandet meddelt, at de gæster Danmark igen til juni, og dermed kan den nysgerrige læser tage en tur til København og se dem udfolde talenterne endnu en gang.