Stadig røg på vandet
Populær
Især Gillan, Morse og Airey brillerede denne udsolgte mandag aften i Valby Hallen. Engang imellem glemte man næsten, at de spiller halvdelen af sætlisten for 10.000 gang, for spilleglæden var umiskendelig.
2. Fireball
3. Bloodsucker
4. Strange Kind Of Woman
5. All I Got Is You
6. Uncommon Man
7. The Surprising
8. Lazy
9. Birds Of Prey
10. Knocking At Your Back Door
11. Perfect Strangers
12. Space Truckin
13. Smoke On The Water
14. Hush
15. Black Night
The Long Goodbye Tour er på vej mod sit endeligt. Ikke at en afskedsturné ikke har været varslet før fra Deep Purples side, men efter 50 år on and off er der ikke noget at sige til, hvis de denne gang vælger at overholde deres løfte. Med en solid udgivelse at promovere i form af 'Infinite' fra tidligere i år var der derfor god grund til at glæde sig til denne formodentlig sidste afsked med legenderne, som sammen med Black Sabbath og Led Zeppelin har inspireret hver deres skole af hard rock-entusiaster og derfor også med rette blev inkluderet i The Rock n Roll Hall Of Fame i 2016. Hvis man da sværger til den slags.
Den særlige styrke ved Deep Purple har altid ligget i deres hårde, kompromisløse rock, med plads til at alle musikerne kunne folde sig ud, og hvor især Ian Gillans kraftfulde vokal, Jon Lords keyboards og Ritchie Blackmores guitarsoloer spillede op mod hinanden i bandets mest hyldede æra, Mark II i starten af 70'erne. Blackmore og Gillan har gentagne gange vist sig at være en dårlig kombo i samme fold, og efter Jon Lords retræte fra musikverdenen i 2002 og efterfølgende død i 2012 har konstellationen Deep Purple siden 2002 bestået af det faste slæng Ian Gillan, Roger Glover på bas og Ian Paice på trommer, suppleret af Steve Morse på guitar og på keys Don Airey. Sidstnævnte vil velbelæste metalnørder givetvis huske fra hans samarbejde med Ozzy, Judas Priest, Rainbow og mange flere.
Det var med andre ord et tæt sammenspillet ensemble, der var os i vente denne mandag aften, og man kunne nemt grue for, om de gamle kræfter stadig havde gnisten i sig. Det tog dog ikke mange minutter ind i 'Time for Bedlam', før den frygt blev gjort til skamme. “I'll see you in hell” sang Gillan, før Morse og Airey vendte front mod hinanden i en længere solo, inden nummeret blev afbrudt og slog direkte over i den velkendte trommeintro fra 'Fireball'. Gillan nåede stadig op i det høje register, og spilleglæden strålede stadig ud af bandet. Et øjeblik glemte man, at det nok er noget a la 10.000 gang de spiller det nummer, for nerven fra 71 var intakt. Engang imellem må man krybe til korset og erkende, at man bevidner et stjerneøjeblik, og dette var utvivlsomt sublimt, rå og ægte og bestemt ikke lyden af et band, hvis gennemsnitsalder nærmer sig de 70. Gillan udfordrede måske sig selv rigeligt på 'Bloodsucker', men det glemte vi hurtigt, så snart det ligeledes aldrende publikum skrålede fordrukkent med på hitbaskeren 'Strange Kind of Woman'. Man kan så undre sig, om årsagen til Gillans gentagne strøg under næsen i starten af koncerten skyldtes sygdom eller andre lyster, men det kan jo egentlig være flintrende ligegyldigt, så længe han gør det, han gør bedst, og det var således primært i de mere udfordrende tidlige numre, at man momentvis mærkede hans alder.
Lyden var til gengæld for en sjælden gangs skyld ufejlbarlig i Valby Hallen, der ellers har omdømme for at buldre og drukne i mudder, men de varme toner fra Don Airey og de tekniske finurligheder fra Roger Glover fik alle deres del i lydbilledet, hvilket bestemt bør nævnes, når de alle har en så tydelig rolle i Deep Purple.
'Infinite' knap så uendelig live
Det seneste udspil skulle naturligvis også promoveres. For et band som Deep Purple er der næppe noget uforudsigeligt i, at deres publikum håber på at høre mange af de gamle travere, men når det er sagt, er 'Infinite' et aldeles hæderligt udspil. Bob Ezrin, som i de bredere masser bedst kendes for hans arbejde med Pink Floyd på 'The Wall', har bestemt været med til at få en mere storslået, atmosfærisk lyd ind i bandet, og her var især 'All I Got Is You' en smuk afveksling fra det mere hårdtpumpede. At Gillan så præsenterede den som avantgarde, siger vist mere om ham end om nummeret, men Morse og Airey ramte endnu engang plet med eminente twin leads. Det tog dog en kende overhånd med showoff i den ellers glimrende 'Lazy', men den forpligter vel næsten også til det. Glover spankulerede storsmilende rundt med sin bandana og lavede den klassiske skydeposering med bassen mod publikum og virker stadig til at brænde for rock 'n' roll-livsstilen med ild og sjæl. Paice virker til gengæld lidt mere tilbageholdende og bruger i højere grad sine kræfter dér, hvor det er nødvendigt, eller dér, hvor det føjer mere til helheden som i 'Space Truckin', hvor hans spil tenderede det metalliske med dobbeltpedal og intenst eskalerende jammen med Morse og Airey.
Klassikerhjørnet
Den sidste del af sættet var forudsigeligt ovre i de store klassikere. 'Knocking on Your Back Door' manede til mere fællessang, inden Don Airey fik en solostund på scenen med introen til Ozzys 'Mr Crowley', som Airey selv lagde tangenter til tilbage i 1980. En fin lille reminder om hans fortid før de rundede af med 'Smoke on the Water' – nummeret med det ikonisk simple riff, som alle kan spille på guitar, uanset om de så ikke kan noget som helst andet. Det spiller, og Morses Colgate-smil er igen ubehjælpeligt smittende. Det er i det hele taget bandets charmerende karakter, livsglæden, Gillans små boogie-woogie-ryk med hoften, Glovers nærvær og cool attitude, der i høj grad bærer bandet igennem hit på hit, koblet med parløbet mellem “nytilkommerne” Morse og Airey. Al respekt for at afslutte karrieren på toppen, som de gør her 50 år inde i karrieren, for live er nu engang der, hvor Deep Purple altid har haft deres styrke.
Electric Guitars
Indledningvist havde det danske band Electric Guitars fået æren af at supporte, og de kørte den sikkert hjem på charme og, for at leve op til deres navn, masser af guitar. En kende for meget, vil nogen nok mene, for både trommeslager og bassist befandt sig i baggrunden uden at gøre det mindste væsen af sig, og det var da også de to guitarister, der var afbilledet på trommeskindet, blot for at sætte prikken over i'et. Nuvel, budskabet var simpelt – der skal mere rock i radioen, og stilen var god, gedigen balls to the wall-AC/DC-rock uden de store dikkedarer. Søren Andersen hoppede rundt med store fagter, Mika Vandborg kørte den mere cool med periodiske skrig, og ellers var der plads til masser af twin leads med ryggen op mod hinanden og store armbevægelser.
Det var en kende ligegyldigt i forhold til, hvad vi bevidnede til Deep Purple efterfølgende, men bevares, dygtige var de da, og 'Headless Chicken', deres sang med Jesper Binzer, som denne aften var erstattet af Michael Bastholm (Artillery), var et forfriskende, underholdende pust fra de ellers mere enkle rock-konstruktioner. Der skal dog mere til at imponere end ungdommelig charme, selvtillid og lækkert hår. Med mere interessante numre i bagagen kan de komme længere. Deres evner på den seksstrengede fejler i hvert fald intet.