Hyppige og sjældne værter

Hyppige og sjældne værter

Defecto fik størstedelen af opmærksomheden og levede op til hypen, men publikum burde have givet Pyramaze lige så meget.

Dato
01-09-2018
Forfatter
Karakter
4

Københavnske Defecto havde delt headliner-tjansen med Pyramaze lørdag aften på Forbrændingen i Albertslund, men de mest lokale spillede dog først efter opvarmningsbandet Fears Unfolding. Det skulle vise sig at være et klogt træk.

Begge band havde lidt over en times spilletid med ekstranumre og det hele, og derfor var det måske sent for Pyramaze at spille til et godt stykke over midnat, før vi nåede vejs ende. Ikke fordi det trækker noget fra bandets præstation – det var bare lidt synd for et band, der i forvejen spiller så sjældent, at kun de mest hardcore fans holdt ud til sidst.

Men først til Defecto, der har turneret landet tyndt det seneste år efter udgivelsen af deres andet album ’Nemesis’. Det kan efterhånden ses, at de har betrådt mange scener i forskellige størrelser, og rutinen giver dem det store overskud.

Det musikalske fremføres solidt, og den nye trommeslager Mikkel Christensen, der har været med et halvt års tid, er efterhånden så sammenspillet med bandet, at det for alvor swinger nu, og han begynder at kunne tilføje sin egen lidt hårdere dynamik til bandet. Det er klart et plus for Defecto med en trommeslager der har dødsmetal-erfaring, fordi han giver dem en snert mere vildskab, end man finder på plade.

Efterhånden har Defecto også fået skabt sig en solid fanbase, og i Albertslund var salen fortrinsvis fyldt med publikum som kunne bagkataloget godt og ikke på nogen skulle varmes op, men var på fra start.
Det er også et publikum, der ve,d at Defecto-koncerter skifter mellem tre stadier. Dem, hvor Niclas Sonne er den meget naturlige frontmand som forsanger, de tunge, thrashede-stykker, hvor hele bandet excellerer i grundig headbanging, og så længere stykker, hvor leadguitarist Frederik Møller udfører sine soloridt i en umenneskelig ekvilibrisme. Og selvom det måske ikke var en magisk aften sammenlignet med magtdemonstrationen på Copenhell, så stod Defecto for en god vekselvirkning af fællessang, hårrysten og målløse ansigter. 

En slags comeback
Mens Defecto er et forholdsvis nyt og opstigende band, har Pyramaze en lidt længere karriere bag sig, men desværre er det de sidste par år kun blevet til to meget solide plader og utroligt få liveshows – næsten en forbrydelse, når man tænker på den høje kvalitet. Derfor er det også godt gammeldags brand-ærgerligt, at alt for få holdt ud og fik Pyramaze med trods det sene tidspunkt – selvom de var kommet for at høre den anden headliner. For Pyramaze er ikke kun et band med international besætning. De har også international klasse og burde have et langt større publikum. Hver gang! Og spille flere koncerter!

Dermed ikke sagt, at de virkede rustne efter en tre år lang scenepause. Det er ikke et band, der behøver være særligt udadvendte, og introverte perioder var lige så interessante her. Samtidig fungerede sammenspillet var upåklageligt, og særligt keyboardmand Jonah Weingarten er en tangentbokser af høj kaliber midt i en gruppe af meget erfarne musikere – den mest kendte er naturligvis producer og Invocator-stifter Jacob Hansen.

Men særligt sanger Terje Harøy havde en af de dage, hvor vokalen sad perfekt og understøttede, at Pyramaze er et band med mange virkeligt gode sange – og at de er at finde gennem hele bagkataloget. I det hele taget lød bandet bare virkeligt lækkert. Aldrig for beskidt – ej heller poleret. Som man skal, når man bevæger sig i en symfonisk afart af power metal. Og så i en ren og detaljeret lyd, og bortset fra i et meget kort øjeblik, så tænkte man ikke over, at de ingen bassist havde med.

Det skete kun, fordi Pyramaze selv gjorde opmærksom på det, da den tidligere bassist Niels Kvist kom på scenen sammen med et andet grundlæggende medlem i form af Michael Kammeyer på guitar – her fik lydbilledet af indlysende årsager lige den ekstra bund til at fuldende indtrykket. Et fint øjeblik for et band, der har været helt nede at ligge og være nærmest ikke-eksisterende før det fine comeback med forrige album ’Disciples of the Sun’. Og det burde flere have oplevet end en lidt for lille trofast skare.