WOA'13: Det må snart stoppe

WOA'13: Det må snart stoppe

Burton C. Bell har aldrig været haft af en de stærkeste live-stemmer. Men det er nået dertil, hvor Fear Factory bør overveje deres fremtid på koncertfronten.

Kunstner
Dato
03-08-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
1

Efter en lang og varm fredag skulle vi jo så småt sparkes i gang igen lørdag. Fear Factory var klar på Black Stage kl. 13.30, og det startede egentlig ganske godt med et par stærke numre, men så opdager vi, at der er noget galt fat. Forsanger Burton C. Bell står og læner sig op af sit mikrofonstativ og er foruroligende lav i mixet. Lyden er ellers ganske udmærket fra de militærpræcise trommer til såvel bas som guitar. Specielt den dybe baslyd fra stortrommen og basguitaren fungerer rigtig godt, som det faktisk altid er tilfældet hos Fear Factorys industrial- og elektronikinspirerede variant af dødsmetal.

Burton C. Bell virker derimod svag. Han synger lavt, og det er helt tydeligt, at han sparer stemmen. Der bliver ikke sunget igennem, hverken på brøl eller i de rene leveringer. Vi har før været efter Bell på lige netop dette område, hvorfor der ikke er nogen grund til at tærske langhalm på de slidte stemmebånd. Vi kan blot konstatere, at han måske også godt selv er klar over, at konvolutten ikke skal presses for meget.

Det gør desværre bare, at koncerten bliver umådelig kedelig. Godt nok forsøger guitarist Dino Cazares og den nye bassist Matt DeVries at headbange en stemning i gang, hvilket de gør ganske fortrinligt og med god energi, men når frontmanden ikke rigtig brænder igennem, virker disse forsøg stik mod hensigten. Det udstiller bare manden i midten, der ikke rigtig kan eller vil noget, endnu mere.

Når man ikke kan rose bandet, så kan man i stedet rose lydmanden. For noget af det, der er kendetegnet for Fear Factory er deres bastryk. Her var der virkelig tryk i mellemgulvet på ’Shock’ og ’Edgecrusher’, så vi fik da lidt subwoofer-fornemmelser ude på pladsen. Desværre gjorde den lave vokal det til en søvndyssende affære, og det var en kedelig og trist måde at sparke lørdagens program i gang på. Herfra skal der lyde en opfordring til Fear Factory om at finde ud af, hvordan man ændrer på det, der nu i årevis har martret dem til deres koncerter. For det her er ikke værdigt for nogen parter.