Momentane stænk af orange følelse
Populær
De danske rockhelte skulle være bandet, som på sidstedagen samlede den fragmenterede festival foran den orange scene. Missionen lykkedes, men magien udeblev.
Det var på forhånd en sikker publikumsvinder tidligt lørdag aften på orange scene: Dizzy Mizz Lizzy med deres hit-eksplosive bagkatalog og det aktuelle comeback-album 'Forward in Reverse', hvor bandet driftsikkert forlænger deres gamle 90'er stribe af straks-fængende hard rock-sange, tilsat mere tyngde og ny energi.
Læg dertil gruppens fabelagtige fornemmelse for rockens elementære håndværk og den gnistrende kemi i den kammeratlige trio.
Bandet optrådte endvidere med et godt live-momentum, fremdeles nyfriske og samtidig godt skærpede af den seneste måneds festival- og udendørsshows rundt omkring, siden den første og udmærkede koncert i Rødovre i slutningen af maj.
Viril hit-stemning
Lige fra første akkord dykkede Dizzy sikkert ned i opmærksomhedssfæren hos nutidens ellers display-fikserede festivalpublikum.
Bandet lagde stolpesikkert fra land i det nye 'Forward in Reverse' album, der blev fulgt op af debutplade-klassikere som 'Barbedwired Baby's Dream' og 'Glory', som spredte viril hit-stemning tilsat gode, jammede passager. Solen brød frem og den elementært effektive popballade 'Love is a Losers Game' sørgede for lørdagslysten fællesskrål.
Dagens 42-årsfødselar, Tim Christensen hav sin umiskendelige kombi af følsom vokal og rå, sprælsk guitar, og det bastante fundament i bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis viste sig fornemt frem i '67 Seas in Your Eyes'
Også 'Rotator', 'Waterline' og ekstranummeret 'Silverflame' – med Tims måske bedste guitartone på dagen – blev spillet med fin nerve og lækker leveringsdygtighed.
Nye numre som 'Love at Second Sight', 'Made To Believe' og 'I Would if I Could But I Can't' (som andet ekstranummer) viste den mere robuste udgave af Dizzy, hvor trioen indimellem lød næsten så groove-tætte som Led Zep og tungt rockende som Metallica.
Ferme formidlere
Indimellem insisterede den orange følelse momentvis på at berøre sjælen i små stød, hvilket den i høj grad havde gjort under den fornemme Neil Young-optræden aftenen forinden (dog skændigt distraheret af et kronisk ævlende, ufokuseret publikum).
Modsat førnævnte Young er vores gode Dizzy-trio her dog også et band, som stadig holder sig til et langt strammere, kompositorisk rock-univers. De underholder stort og slagkraftigt, men udfordrer og udforsker langt mindre, ganske blottet for underliggende eftertænksomhed eller den sociale og menneskelige indignation, som ellers findes i hverdagen hos mindst ét af bandmedlemmerne.
På den måde virkede Dizzy Mizz Lizzy – groft og firkantet formuleret – egentlig mere som strømført Keld & Hilda-hyggestemning end som et band besjælet med modig og visionær Neil Young-power.
Men på Orange Scene foran en naturlig slidt, men dog Dizzy-parat festivalplads gjorde bandet det gode og yderst formålstjenstelige job. Som rockband. Som entertainere. Som ferme formidlere af den habile orange følelse, der dog aldrig nåede at mutere sig til noget magisk.