Metaltrætte Murphys

unnamed (1)
_XJD1207
_XJD1332
_XJD1197
_XTD9280
unnamed (3)
_XJD0830
_XJD0788

Dropkick Murphys led af metaltræthed, og distancen til deres publikum var alt for stor. Det hjalp heller ikke, at sætlisten bestod mest af midttempo-numre, som aldrig rigtig havde nogen forløsning. Opvarmeren Frank Turner overvandt til gengæld en del nye fans. 

Titel
+ Frank Turner
Spillested
Dato
02-02-2020
Genre
Trackliste
Foggy Dew (optagelse)
The Lonesome Boatman
The Boys Are Back
Fighting 69th
Blood
Prisoner's Song
The Battle Rages On
The Auld Triangle
The Wild Rover (folkesang)
Smash Shit Up
Your Spirit's Alive
Sunshine Highway
(F)lannigan's Ball
Cruel
God Willing
Amazing Grace (folkesang)
Citizen CIA
Whiskey in the Jar
Johnny I Hardly Knew Ye' (folkesang)
Warriors Code
The State of Massachusetts
The Bonny (Gerry Cinnamon cover)
Out of Our Heads
Going Out in Style

Rose Tattoo (encore)
I'm Shipping Up to Boston (encore)
Until Next Time (encore)
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Frank Turner er nok den mest succesfulde punk-singer/songwriter lige nu, men konkurrencen er måske heller ikke så stor. Selvom materialet er langt fra faktisk at være "punk", forstår Turner at omsætte energien og ritualerne fra diverse DIY-spillesteder til de mere letbenede kompositioner, han selv leverer. Det ses blandt andet, da han inviterer publikum til at danne en traditionel circle pit, men i stedet får dem til at danse i stedet for at moshe. Overordnet er sangene velvalgte, om end de to nyere sange ’1933’ og ’The Lioness’ ligger med røven i vandskorpen i starten af koncerten. 

Det får Turner dog hurtigt rettet op på med nærhed i sine små monologer imellem sangene og ikke mindst et bagkatalog, der viser, præcis hvor dygtig en sangskriver han kan være: ’Photosynthesis’, ’Plain Sailing Weather’, ’Long Live the Queen’, den korte ’Eulogy’, ’The Road’, ’Recovery’ og ikke mindst den afsluttende ’Four Simple Words’ får selv de sixpence- og kiltklædte Dropkick Murphys-fans til at nikke anerkendende. Faktisk leverer Turner så overbevisende, at man begynder at frygte, at Dropkick Murphys pludselig har en del mere at leve op til. 

Allerede da scenetæppet trækkes fra kan man fysisk se adskillelsen mellem Dropkick Murphys og deres publikum. Der er investeret i sceneopbygning med en slags podium, inklusiv fire store lyskegler og et gigantisk trommesæt. De to herrer i fokus, vokalisterne Al Barr og Ken Casey, tager imod publikum med fistbumps og store armbevægelser, imens en fire mand stor række af bassister og guitarister danner en koreograferet linje bagved. Trommeslager Matt Kelly forbliver på podiet, hvorhen sækkepibespiller Lee Forshner også forvises. Den opstilling ændrer sig meget lidt igennem koncerten, hvor det kun er Barr og Casey der virkelig interagerer med publikum og blandt andet rækker mikrofonen, der lader til at være slukket, til fans; man hører i hvert fald ikke noget til det i højttalerne.

Udover sceneopbygningen består opsætningen også af en kæmpestor skærm. Allerede under ’The Boys Are Back’ afsløres skærmens primære funktion: At sørge for at publikum kan synge med på sangene. Der kører nemlig under de fleste af sangene ikke livevideo, så de bagerste i salen kan se bedre, hvad der foregår på scenen, men derimod en form for karaoke-animation af sangenes tekster. Og det mærkes pludseligt da folkene omkring mig, der ikke kunne et ord forinden til ’The Lonesome Boatman’ pludselig kan råbe ”BLOOD” i omkvædet på, ja, ’Blood’. Hvad virker mest mærkværdigt er, at teksterne fremvises sammen med blandt andet billeder fra andre koncerter i stedet for en live video-stream fra denne koncert. Det ville muligvis koste lidt flere knaster, men så kunne man jo eventuelt have skåret forfængelighedspodiet fra.

Men det er ikke de værste anklager, jeg vil rette imod Dropkick Murphys i aften. Det, der virkelig forringer koncertkvaliteten, er den umådeligt kedelige komposition 90% af sangene har. Stort set alle sammen i et kedeligt midttempo, versene efter næsten samme formular og fuld instrumentering hele vejen igennem, måske lige med undtagelse af de få introduktionsstykker på sækkepibe. Der er er simpelthen ingen luft i lydbilledet, så man kan høre guitardeltaljer fra James Lynch, sækkepibe, tinfløjte eller banjo. Det overdøves af en konstant rytmegruppe, som kvæler alle nævneværdige detaljer. 

Generelt står hele koncerten i stærk kontrast til, hvad Turner netop leverede med lige dele inderlighed og kompositionskynde. Alt i alt er Dropkick Murphys' set langt mindre dynamisk og meget mere indstuderet. Selv med fire backup-vokalister formår bandet ikke at få råbekorene til at stikke ud i lydbilledet, men bidrager igen til den overordnede følelse af at overvære en live-udgave af ”loudness”-krigen. De eneste sange, der falder i ørerne, fordi de har dynamik og en rytme, der ikke er midttempo, er de sange bandet ikke selv har skrevet, nemlig deres fortolkning af irske folkesange. F.eks. modtages ’The Wild Rover’ med større entusiasme end 80% af bandets egne sange. Noget tyder på, at bandet er opmærksomme på dette, for de har også en udgave af ’Amazing Grace’, 'Johnny I Hardly Knew Ye' og ’Whiskey In The Jar’ med. Både dette og karaoke-skærmen vidner om et band, der har opnået en del succes på baggrund af et klart koncept, men ikke stoler på, at publikum kender andet til deres materiale end ’I’m Shipping Up to Boston’.

Netop denne sang gemmes også til allersidst i programmet, muligvis med tanke på, hvor mange i publikum, der ville gå før tid, hvis sangen var blevet spillet først. Den gemmes endda i et lidet maskeret ekstra-sæt, hvor publikum bagerst i salen knapt nok gider at deltage i at kalde bandet tilbage på scenen. Det skal dog også nævnes, at det lader til at sætlistens svagheder har hjulpet på øl-indtaget. For bagerst, hvortil Barrs og Caseys fistbumps og mikrofondeling ikke er nået til, er blikkene slørede under sixpencen og benene elastiske under kilten. Både øjne og ben lever dog kort op under ’I’m Shipping Up to Boston’, men glæden holder ikke hele vejen igennem til ’Until the Next Time’, hvor de fleste begynder at søge imod K.B. Hallens kafkaske garderobesystem.