Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Super Geil!

Populær
Updated
_JD17754
_JD17989
_JD17697
_JD17955
_JD18084
_JD18016
_JD18153
_JD28091

Nogle gange går det hele op i en højere enhed og man genfinder magien ved live-koncerter.

Titel
+ Holding Absence + Future Palace
Spillested
Karakter
5

Der er koncerter og så er der mindeværdige oplevelser, der sætter sig fast i hukommelsen. De, der bliver til anekdoter, der hives frem i tide og utide med begejstring. Den type koncert-oplevelse man måske har en enkelt gang om året, og som typisk bliver sjældnere og sjældnere med alderen. 

Når man endelig er så heldig at befinde sig det rette sted på den rette dag, blandt det helt rigtige publikum, og føler ekstasen bygge op til endelig forløsning, forstår man hvorfor man fortsætter med at tage til koncerter. Det er de få øjeblikke, der driver os af sted. Naturligvis kombineret med en lyst til at opleve de relevante bands. En higen efter det fix, der giver alt mening. Electric Callboy i Amager Bio gav mening og efterlod en enorm trang til mere.

En hårfin balance mellem kitch og kikset
Det var som at være til den store 90’er fest, uden at skulle frygte håndgemæng eller dårlig smag i munden dagen efter. Amagers ikoniske spillested emmede i stedet af glæde og høje forventninger. Ditto tvivlsom tøjsmag, inspireret af Castrop-Rauxel-bandets visuelle fremtoning fra sidste års party-anthem ’Tekkno’. En 80’er-inspireret palette af knæklys i neonfarver, mullets i parykform og grimme briller gjorde sit indtog i nutidig metal, afspejlet i aftenens publikum. Der var ingen grå, regnfyldt tirsdag, kun højt humør, sing-along til alt fra Van Halens ’Jump’ til Bon Jovis ’You Give Love A Bad Name’. Kitschet, men på forunderlig vis ikke kikset.

_JD17895.jpg

Publikum forventede en fest og ingen gik fra Amager Bio skuffede. Vi smilte. Alle sammen og stort. Selv de få fædre, der ventede på deres afkom i døråbningen til salen fandt smilet, attituden og basarmen frem i løbet af aftenen. Electric Callboy gjorde hvad alle havde håbet på og meget mere. 

Et uventet håb for en stagnerende kultur
Ja, vi fik en fest. Fra bandet indledte med ’Tekkno Train’, oplyst af den største LED-skærm set i AmagerBio, til de blev sunget af scenen i et hav af løftede hænder og enstemmigt kor. Vi fik et bredt mix af bandets katalog, og selvom sidste års udgivelse var omdrejningspunktet, overraskede flere ældre numre positivt.

’Best Day’ fra ’Crystals’ (2015) fungerede trods sit Nirvana-ripoff – tysk rap har aldrig været så fedt – ’Supernova’ lykkedes og ’MC Thunder’ overraskede.

Generelt set fik vi overraskelser. Lige fra manglen på Kevin Ratajczak, der var blevet far to dage forinden, det korte guitar-snippet fra Enter Shikaris 'Sorry You're Not a Winner', over følsom dans til schläger-stykket på ’Hurrikan’, til en helt fantastisk trolling, i form af den akustiske fremførelse af Backstreet Boys’ ikoniske ’I Want it That Way’. Her overraskede især hvor godt publikum tog imod og stemmede i. Et magisk øjeblik, der nok skaber tvivl om, hvorvidt der reelt var tale om en joke, eller en simpel genistreg, båret af et mangeårigt kendskab til publikum. Effekten var indiskutabel og succesfuld. 

Dertil kan det ikke understreges hvor vanvittigt effektfuldt og velgennemført leveringen af ’Hypa Hypa’ var. Som at opleve afterskiing for metal-fans, der bare gerne vil danse voldsomt. Eminent fremført, omend bandet elegant kunne have flettet det sammen med den ’Darude’-inspirerede trommesolo forinden. 

Derved også sagt, at Electric Callboy spillede på alle tangenter. Men det var ikke ulækkert klichefyldt eller fortænkt. Man betvivlede ikke glæden når Nico Sallach åbenhjertigt takkede publikum. Ligesom publikum oprigtigt smed de tyngende metal-klicher fra sig og hoppede rundt. Fra side til side, arm i arm, kitschede solbriller og battlevest hånd i hånd. 

Da tyskerne havde lukket aftenen med power-trioen ’Pump It’, ’Spaceman’ (Viva Elton John!) og ’We Got the Moves’, var publikum og bandet opslugt i en stemning af glæde over musikken og det fantastiske øjeblik i tiden, som blev skabt. En koncertoplevelse af de få og bevis på, at metalkulturen er meget mere end dumsmart attitude, fjollet udklædning i sort og ligegyldigt genre-snobberi. 

En kort og kedelig fodnote
Aftenen bød også på to mere eller mindre ligegyldige opvarmningsbands. Future Palace leverede en ganske fin start, uden at imponere. Selvom Maria Lessing har en flot vokal, var det begrænset hvor interessant Berliner-trioen fremstod live. 

Det sagt, var det nærmest dynamit i forhold til Holding Absence, der især led under forsanger Lucas Woodlands vokalproblemer. Med en stemme, der var nært mistet få dage forinden, lød det meste af koncertens vokale del ganske forfærdelig. Energi-niveauet derimod fejlede intet, hvor især trommeslager Ashley Green var en fornøjelse at opleve – og så lykkedes det da også bandet at skabe lidt momentum med ’Afterlife’, omend både englænderne og den tyske trio var båret af en publikumsintensitet og forventning, der kun kunne tilskrives hovednavnet.