The Frankie Palmieri show

Emmure

Søndag aften på Richter bød på 'core-galore. Bastant, generisk, oldschool, japansk-inspireret og dumt. Der var plads til alle, især da publikum begyndte at forlade koncerten, mens Emmure spillede.

Kunstner
Titel
+ Rise of the Northstar + Obey the Brave + Fit for a King + Alpha Wolf
Spillested
Dato
14-04-2019
Karakter
3

Efter at de aflyste deres Europa-tour tilbage i 2017, lykkedes det endelig at få det New York-baserede deathcore-band Emmure til København. Eller, København er ikke helt rigtigt, for det er rent faktisk Søborg, nordvest for hovedstaden, der er byen på bandets tourplakat. Ikke lige den by, som man normalt forbinder med internationale metalturnéer, men det forholdsvist nye spillested Richter formåede i samarbejde med musikkollektivet Prime Collective at få booket bandet, der ikke kun er kendt og berygtet for downtunet og breakdown-tung deathcore, men især for frontmanden Frankie Palmieri.

Han er på godt og ondt Emmure og det eneste medlem, der har været med fra starten. Hvis man bare følger lidt med i online-drama i metalmiljøet, så er hans navn nok dukket op. Det viser sig også i aften, at hans ry for, ja, at være lidt et røvhul, måske har noget på sig – men det kommer vi til. For Emmure var selvfølgelig ikke det eneste band på plakaten. Med sig på tour har de medbragt de franske japanofiler i Rise of the Northstar, metalcore-crewet Obey the Brave fra Canada, Fit for a King fra USA og up-and-coming bandet Alpha Wolf, der er taget hele vejen fra Australien.

Australierne kæmpede for at få publikum op i gear
Med så pakket et program er vi tidligt i gang, og allerede kl. 18.30 går Alpha Wolf som aftenens første band på. Richter er godt og vel fyldt en tredjedel op på det tidspunkt, og selvom man kan slippe afsted med det på et mindre spillested, så lægger det lidt en dæmper på energien i et forholdsvist stort rum som Richters, der nok kan huse omkring de 300 mennesker. Bland det med en søndag og så betyder det, at Alpha Wolf kæmper lidt med at få liv i folk.

Alpha Wolf spiller en hårdtpumpet moderne udgave af metalcore, hvor man også aner lidt nu metal-elementer i krogene. Der er masser af attitude i vokalen, og specielt de nye numre 'Sub-Zero' og 'No Name' kunne sagtens fyre op under et mindre spillested, men omstændighederne tillader desværre ikke rigtigt, at festen kan starte allerede nu. Der er dog ingen tvivl om, at de her drenge nok skal kunne drive det vidt, for musikken fejler ikke noget, så vi krydser fingre for, at de vender tilbage.

Erfarne, men semi-generiske texanere
Næste band på scenen er Fit for a King fra Dallas, Texas. De har 12 år på bagen, og det kan man også mærke på deres liveoptræden, hvor de ved lige præcis hvilke knapper, de skal trykke og dreje på for at få gang i publikum. Jeg er ikke så bekendt med bandet i forvejen, og deres lyd bliver til tider lidt for generisk og midt-00’er i stilen til min smag, men deres energi og vilje til at få startet en fest kan man ikke sætte en finger på. Specielt bassisten får roteret så meget på scenen, at man bliver helt nervøs for, at han falder ned af ren svimmelhed.

Som med så mange andre bands i genren har de lidt problemer med at få leveret en skarp ren vokal live, men derudover rammer forsangeren plet, når der skal rammes de helt dybe toner. Det virker efter endt show, som om de fik scoret sig et par nye fans, og heldigt for både dem og bandet går der ikke lang tid før, at de kan opleves igen på dansk jord. Fit for a King er nemlig sat på som opvarmning for As I Lay Dying, når de rammer Amager Bio d. 2. oktober.

"Probably the weakest wall of death ever"
Tredje band har jeg personligt set meget frem til. Obey the Brave leverer en blanding af metalcore og hardcore af den slags, der er perfekt at sætte på som soundtrack i træningscentret, eller når du bare har brug for at blive motiveret og få at vide, at ingen kan holde dig nede, og at du kan klare al modstand. Det er ikke raketvidenskab, men det bliver leveret med så tilpas meget charme og indlevelse, at man skal være ret kynisk for ikke at gå fra deres optræden med lidt mere rank ryg end før.

Obey the Brave var også med i 2013, da Emmure sidste gang kiggede forbi Danmark på KB18, og i 2014 ramte de også Århus, men siden da har de ikke været forbi vores breddegrader. De lægger ud med 'Raise Your Voice' fra 'Salvation' fra 2014, som på mange måder opsummerer det, Obey the Brave står for: Tunge breakdowns, motiverende tekster og fængende omkvæd. Der er et par dedikerede fans undervejs, der er klar på at two-steppe og synge med, og det er tydeligvis noget, som forsanger Alex Erian (som visse læsere måske kender fra sit deathcoreband Despised Icon) sætter pris på. Det virker nærmest, som om fansene er overbevist om, at de lige skal give den lidt ekstra gas nu for at overbevise Obey the Brave om, at Danmark er værd at smide på tourplanen næste gang. Indsatsen oppe foran scenen er dog ved at være all for nothing, da bandet under deres nummeret 'Get Real', som har et af deres tungeste breakdowns, forsøger forgæves at få lavet en wall of death. Det afføder et “that was probably the weakest wall of death ever, haha” fra forsangeren umiddelbart efter nummeret, men sagt med et glimt i øjet.

Obey the Braves sætliste er kort, men indeholder en solid blanding fra hele deres diskografi – vi får to numre fra hver af deres tre plader plus deres netop udgivne comebacksingle 'No Apologies'. De leverer et godt og effektivt show – fingrene krydset for, at der ikke går fem år igen, før de kigger forbi Danmark.

Æstetisk mash-up
Og nu: Rise of the Northstar. Hvis man inden koncerten ikke vidste, hvem de var, så får man nok lidt et chok, når de kommer ind på scenen. Rise of the Northstar er fem franskmænd, der elsker alt, der er japansk, og det afspejler sig i hele deres optræden og æstetik. De har to plus en ep på bagen, og med sangtitler som 'The Legacy of Shi', 'Demonstrating My Sayia Style' og 'Samurai Spirit' kan der vist ikke være tvivl om, hvad deres tekster handler om. Det er lidt fjollet, men bliver leveret dedikeret, og så kan de faktisk også skrue nogle rigtigt gedigne metalcore-sange sammen, der endda også indeholder nok Slayer-lignende soloer og blastbeats til, at selv de mere oldschool metalhoveder lige må lytte efter en ekstra gang.

De går på scenen til temaet fra den legendariske anime 'Akira', og mens guitaristerne, bassisten og trommeslageren er klædt i sorte baggy uniformer med diverse japanske tegn på, så går forsangeren det ekstra skridt og har en samurai-inspireret maske på udover sin omvendte baseball-kasket. Ja, æstetikken har de fuldt ud styr på.

Musikalsk leverer Rise of the Northstar et solidt stykke arbejde, og det er virkelig en flok dygtige musikere, som bandet består af. De kommer stærkt fra start med 'This Is Crossover', 'Welcame (Furyo State of Mind)' og ikke mindste 'Here Comes the Boom' fra deres nye album, der virkelig får sat gang i publikum. Løbende gør forsangerens franske accent og hurtige levering det dog ret svært at følge med i, hvad han synger. Det er selvfølgelig ikke altid lige vigtigt, men på en eller anden måde bliver det lidt trættende i længden. Der er uundgåeligt også en vis novelty-værdi over et band med så udtalt en gimmick, som måske ikke holder helt i længden. De holder dog energiniveauet hele vejen, og forsangeren viser ingen tegn på metaltræthed.

Rise of the Northstar bliver desværre lidt for ensformigt denne aften, men jeg kunne sagtens se dem som en oplagt booking på Copenhell, hvor deres manga/anime-inspirerede metalcore med thrashede soloer virkelig vil kunne forene publikum og give en oplevelse udover det sædvanlige.

Arrogant frontmand
Så er det blevet tid til aftenens hovednavn, Emmure. De udgav i 2017 albummet 'Look At Yourself', hvor Frankie Palmieri havde udskiftet hele bandet med nye medlemmer fra Glass Cloud og The Tony Danza Tapdance Extravaganza – en udskiftning, der gav et tiltrængt vitaminindspark til bandets lyd, som stadig bevæger sig indenfor den del af deathcoren, hvor breakdowns er gud, men som fik lidt flere nuancer, specielt fra den nye guitarist Joshua Travis.

Det er da også numrene fra den plade, der dominerer aftenens sætliste, og vi skal hele ti numre ind, før vi bevæger os videre i bandets diskografi. Men inden da skal vi altså lige have et par svinere med fra Frankie på vejen, der åbenbart ikke er helt tilfreds med både aftenens fremmøde og energi fra publikum. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke fanger noget af det under koncerten – jo, kan da godt høre, at han siger et par ting mellem numrene, og publikumskontakten er der ikke det store af, men jeg har egentlig en ret fed koncertoplevelse. Bagefter får jeg dog at vide fra flere blandt publikum, at Frankie har sagt ting som “I’ll add this to my list of do-not-come-here-again cities” og “this is a waste of time”, og at der løbende blev tyndet ud blandt folk, der ikke helt gad at høre på hans arrogante bemærkninger.

Altså, nu kører Frank jo med sangtekster som “do you really think I give a fuck? Because I don’t”, og han har altid været kendt for at være lidt en arrogant klovn, men det her var måske lidt at presse den. Jeg kan godt forstå, at det kan være lidt antiklimatisk at spille for 150 mennesker, når man dagen inden har spillet for flere tusinde til Impericon Festival i Tyskland, men det er jo bare lidt the name of the game, specielt inden for metalmusikken, hvor man ikke altid kan regne med udsolgte huse.

Om man helt dropper at lytte til Emmure efter aftenens optræden vil jeg lade være op til den enkelte. Jeg hører som sagtens først om hans udtalelser bagefter og havde en ret fed koncert undervejs, specielt da de spillede 'Children of Cybertron' og 'Solar Flare Homicide' fra 2011’s 'Speaker of the Dead', som bare er et par vanvittigt fede numre.

Måske er problemet denne aften også lidt lokationen. Richter er for sig selv et ret godt koncertsted med billig bar, rigtig god lyd og masser af plads, men placeringen i Søborg er tilpas langt fra en S-togsstation og det, at det er en søndag, er også bare en uheldig kombination, hvor arrogant og københavnersnobbet det end kan lyde. Men selv et sted som Templet i Lyngby havde været bedre valg, alene pga. størrelsen – en mindre scene havde gjort en verden til forskel denne aften.