Dyster dedikation
Populær
Med et dødsenstungt overskud lukkede With The Dead torsdagen på Copenhell, hvor de gav festivalens førstedag et skud tiltrængt musikalsk had.
The Cross
Nephthys
Livinh With The Dead
I Am Your Virus
Screams From My Own Grave
Ligesom på Copenhell sidste år, hvor Pandæmonium blev lukket fortrinligt af Saint Vitus på festivalens første dag, var det på samme tidspunkt og ditto scene, at også Copenhells bedste koncert i 2016 blev afholdt. Man havde haft masser af forventninger til festivalens ikoniske første dag, men efter en ganske vist underholdende, men også lettere rutinepræget, tilbageskuende formelkoncert fra Alice Cooper, efterfulgt af Scorpions senere på aftenen, der - det må man give dem - havde været velspillende og rørende nostalgiske, skulle With The Dead forhåbentlig levere det gustne wake up call, man havde brug for.
Det britiske all star-band fra rendestenen viste sig at levere langt mere, end man havde turdet håbe på. Selvfølgelig gjorde de det, er der forhåbentlig dem, der så vil sige, thi hvem er bedre udrustet til at gå på efter dagens tilforladelige hyldestparade end en rutineret musiker som Lee Dorrian – en mand, der i metalmusikkens sande normopponerende samfundstjeneste om nogen dedikerer sit liv til alt andet end at tage den lette vej til bred anerkendelse. Som sanger på de tidligere, skelsættende plader med Napalm Death til grænsesøgende prog-doom-frontmand i Cathedral og nu til With the Dead. Gennem 30 år har Dorrian været en foregangsmand for metalmusikkens hårdere undergrund.
With the Dead sætter standarden
Bevares, at kalde With the Dead foregangsmænd er måske at sætte det på spidsen. Bandet, der sidste år udgav deres selvbetitlede debutplade på Dorrians eget pladeselskab, Rise Above Records, spiller doom metal af en art, der i hvert fald på papiret burde være alt for klassisk til for alvor at rykke ved mange musikalske barrierer. Når With the Dead alligevel skiller sig ud og side om side med Electric Wizard tager den absolut tungeste ende af doom-genrens førertrøje, skyldes det imidlertid sangene, der har en lyd og i det hele taget en ondskabsfuldhed, der sætter standarden for genren i dag.
Og nu vi er ved sangene. Udover at være de tungeste drenge i klassen og altså dem, der skruer bedst og højest op for deres guitarkabinetter, kan With the Dead rent faktisk også skrive skæringer, der ikke bare er fremragende, men som, har det vist sig, tilsyneladende også er 100 % slidstærke. Der blev ikke udgivet mange skiver i 2015, der oftere er blevet sat på hos undertegnede end 'With the Dead' og torsdag aften på Copenhell blev alle seks numre fra pladen heldigvis spillet. I albummets rækkefølge tilmed.
Et bedre liveband med tiden
Det var af gode grunde den samme sætliste, bandet havde med sig, da de for et par måneder siden spillede deres kun tredje koncert til dato på den hollandske undergrundsfestival Roadburn Festival. Modsat den ellers glimrende koncert, With the Dead gav på Roadburn, viste de sig på Copenhell at være blevet et endnu bedre liveband siden da. Guitarist Tim Bagshaw, der har en fortid i både Ramesses og Electric Wizard, leverede sine mastodontriffs så sikkert og tungt, at det ikke skulle undre, om der har været en enkelt eller to Copenhell-publikummer, der her blev konfronteret med, hvad metalmusik også kan være. Det vil sige: grædefærdigt modbydelig og på samme tid forløsende som intet andet. Eller den på én gang rendyrkede og destruerede følelse, om man vil.
At de var bedre på Copenhell end på Roadburn skyldes dog hovedsageligt Bolt Throwers forhenværende trommeslager, Alex Thomas, der har taget over, hvor With the Deads oprindelige trommeslager Mark Greening slap. Greening forlod pludseligt bandet på grund af interne stridigheder, og selvom Thomas gjorde det både professionelt og godt på Roadburn, manglede man her noget egenvilje bag tønderne. Det fik man på Copenhell. Thomas er tydeligvis blevet mere sikker i materialet, hvilket gav oplevelsen en forløsende puls hele koncerten igennem. Fra at være et fremragende liveband er With the Dead blevet noget nær sublime.
Pandæmonium fra sin bedste side
Tilføj den bedste lyd, som i hvert fald denne skribent i det hele taget hørte på Copenhell i år, samt en uhyre veloplagt Lee Dorrian, og man har vel det, som kan kaldes for en sikker midnatsvinder. Det eneste tidspunkt, koncerten dalede en smule, var i begyndelsen af ’I Am Your Virus’, hvilket ikke skyldtes et udsving i bandets dedikation, men derimod at man også på plade her når et mæthedspunkt. De anderledes, ”lettere” toner, som aftenens bedste nummer ’Nephthys’ kort tid forinden supplerede med, kunne man godt have brug for også på dette senere tidspunkt i flowet af skæringer. Når ’Screams From My Own Grave’ derimod efterfølgende tager det sløve, heroininficerede riff til nye højder, er der ikke meget, der kan følge med.
Tak for festivalens bedste koncert!