Ensartede riffs og sonisk snavs

Ensartede riffs og sonisk snavs

Mægtige Electric Wizard leverede en pragtkoncert, som tog røven på én ved at være overraskende tilbagelænet og løs, og samtidig mindre imødekommende, end man havde håbet på.    

Spillested
Dato
19-04-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

De sidste par koncerter, denne skribent har været til med Electric Wizard – henholdsvis på Loppen i 2007 og på Roskilde i 2011 - har det britiske firkløver fra Dorset begge gange givet sig helt hen til det balstyriske og tunge og letgenkendelige musikalske univers, der er deres helt eget, hvilket affødte to uforglemmelige bastardkoncerter. At Electric Wizard derfor var helt øverst på den personlige prioriteringsliste for denne skribent i år skal ikke være nogen hemmelighed: De var bandet, man havde set allermest frem til. 

Et nyt line-up

Siden koncerten på Roskilde er der sket en udskiftning af halvdelen af bandet. Deres gamle ven, Mark Greening, har forladt Ramesses for at vende tilbage til de tønder, som han tidligere har siddet bag på indspilninger af klassikere som ’Come My Fanatics…’ (1997) og ’Dopethrone’ (2000), ligesom bassen er blevet erstattet af Glenn Charman. Hvorvidt det er disse to nye medlemmers tilstedeværelse i Electric Wizard, der giver bandets distinkte tunge lyd en ny tilbagetrukkethed, eller om det er Jus Oborn, som har fundet en ny og anderledes energi i mødet med Satan’s Satyrs' (som han er erklæret fan af) mudrede og rodede tilbagetrukkethed, kan man kun gisne om. Overraskende var det i hvert fald, at de leverede et så løst spillet sæt, som de gjorde. 

Sort blod og jazz

Electric Wizard er selvfølgelig ikke Electric Wizard for ingenting, og det er indlysende ikke jazz, Oborn og hans hustru og guitarakkompagnement, Liz Buckingham, er kommet for at trykke tungt af. Det ved alle vi, der har sort blod i årene. Men at Mark Greenings tilbagevendende tilstedeværelse i bandet alligevel synes at have noget essentielt at gøre med bandets nye lyd, som der samtidig også er noget ældre genkendeligt over, synes indlysende: De sange, der skilte sig tydeligst ud, var blandt andet ’Witchcult Today’, ’Satanic Rites of Druglua’, ’Nightchild’ og Black Mass’, der netop ikke er indspillet med Greening bag tønderne men med den langt mere ligefremme Shaun Rutter. Hvor Rutter således gav The Wiz punch, giver Greening The Wiz pulserende, tilbagelænet smadder. Og selv om Greening var et udfordrende bidrag til Electric Wizards koncert på Roadburn, var noget mere punch denne aften alligevel savnet.

Smadret & speciel

At man savnede mere punch, betyder imidlertid ikke, at Electric Wizard ikke fik smadret hele ens kadaver godt og grundigt igennem med deres herlige miks af ensartede, tungsindige riffs i forskellige forklædninger og storskærm-mayhem med patter, stoffer og kulørte farver på stribe. Man labbede det hele i sig, specielt den enormt gode lyd i det soniske himmerige, der er spillestedet 013. Derudover var det fantastisk at høre den nyere single, ’Legalise Drugs & Murder’, som livenummer. Overordnet set var det en koncert, der mere var en på opleveren, end det var en koncert, man kunne vi sig hundrede procent til i takt med musikken - dertil tog bandets nye musikalske stil røven for meget på en. Det var kort sagt en herligt overraskende og pissespeciel koncert fra et liveband af pragtformat. Den står muligvis ikke som festivalens bedste, men til trods for det kommer den formentlig til at stå som en af årets mest uforglemmelige.