RMF 2019: Teatralsk metalsymfoni

_XTD2311
_XTD2243
_XTD2116
_XTD2175
_XTD2468
_XTJ1618
_XTJ1701
_XTJ1788

Ethereal Kingdoms var en på alle måder unik koncert på dette års RMF. Bandets blanding af teater og symfonisk metal vælder over af gode ideer, hvoraf en del sagtens kan forbedres.

Spillested
Dato
06-04-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Københavnske Ethereal Kingdoms var, i hvert fald på udgivelsesfronten, et af dette års Royal Metal Fests mere ubeskrevne blade. Ikke desto mindre var rygtet om bandets særegne stil og unikke live-optrædener, kombineret med løftet om en koncert ud over det sædvanlige i Aarhus, løbet dem i forkøbet, og det lille og afsidesliggende festivalspillested Radar blev hurtigt fint fyldt op, mens kvartetten, der er blevet en guitarist færre, siden sidst jeg så dem, slog de første toner an.

Bandets symfoniske metal er centreret omkring forsanger Sofia Schmidt, der klædt i hvidt danser rundt på scenen som en diamentral modsætning til de sortklædte, stillestående musikere. Og hvis ikke Schmidt på denne måde fik publikums opmærksomhed rettet mod sig, formåede hendes vokal til fulde at gøre det. Hendes vokalspektrum er umådelig bredt og formår på kort tid at gå fra florlet storladen operettesang over et udmærket growl til øresønderrivende skrig; en sammensætning, der er unik på disse breddegrader og bruges til at understøtte de følelsesmæssige sider af Ethereal Kingdoms’ musikalske fortællinger.

For bandets univers består netop af fortællinger. Og det i en sådan grad, at eftermiddagens show i næsten ligeså høj grad var en underspillet, stum teaterforestilling, som det var en koncert. Komplet med animerede visuals på bagtæppet, balletdansende spøgelser i brydekamp, et mandekor som udgjorde den ene part i den forestilling om ulykkelig kærlighed, som Ethereal Kingdoms opførte, en violin destrueret i frustration som en del af fortællingen og slutteligt en mandlig korsanger, som måtte lade livet på makaber men subtilt antydet vis som en del af den triste fortælling.

Giver det mening? Tja, hvis man gør sig den ulejlighed at holde sig nogenlunde sober til en Ethereal Kingdoms-koncert, er der faktisk en fin rød tråd i det miks af symfonisk metal og teater, der foregår på scenen. Og bedømt ud fra de tre gange, jeg har set bandet optræde, er der en konstant udvikling i gang med hensyn til fortællingen. Hvilket også er nødvendigt, for trods det udmærkede koncept og de gode ideer er det en svær balancegang at kaste sig ud i at skabe en vellykket blanding af musik og teater, hvor begge dele skal være bærende for underholdningen.

Hvis man vil fortælle en blodig historie, der ender i ulykke og død, kan det sagtens gøres langt mere udtryksfuldt og gennemført, end bandet gjorde denne aften. Det hele var lidt for underspillet og pænt. Det var ganske tydeligt, at ”det bare er noget, vi leger”. Sekundært mangler Ethereal Kingdoms altså også nogle numre, der for alvor står ud i mængden, med mindre det er bandets intention, at hele sættet skal lyde som en helhed i sammenhæng med forestillingen, med et fint niveau men uden egentlige musikalske højdepunkter. Musikken bag Sofia Schmidts enestående vokal er udmærket, men bliver hurtigt ensformig og repetitiv, i hvert fald i koncertsammenhæng.

Ethereal Kingdoms har, med de virkemidler de allerede har sat i spil, et utal af forskellige veje, de kan vælge at gå. Og de har tydeligvis også en del gode ideer, hvoraf nogle blev sat i spil denne eftermiddag og skabte en koncert, der uden tvivl var unik på RMF. På godt og ondt. Men skal kombinationen af teater og metal for alvor fungere og slå igennem, er der stadig masser af plads til yderligere finpudsning.