Fandens fin morgenvækning

Populær
Fandens fin morgenvækning

I’ll Be Damneds var den helt rigtige morgenvækning på Copenhells sidste dag, for det blev en fest, og bandet viste igen, at de er skabt til at spille live.

Dato
25-06-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Opgaven med ”morgenkoncerten” på Pandæmonium gik væsentlig bedre for aarhusianske I’ll Be Damned, end det var gået med Grumpynators dagen før. Hvis det skulle ses som en konkurrence, så var udgangspunktet dog på ingen måde fair, da I’ll Be Damned allerede havde fået stor eksponering fra Copenhells side med den voldsomt fede koncert i Lille Vega til When Copenhell Freezes Over. Grumpynators var derimod kommet på plakaten i ellevte time og det via ”Tak Rock!”-kampagnen fra festivalens ølsponsor, Royal Beer, hvilket betød, at bandet ikke nåede at komme med i papirversionen af programmet, som det blev udleveret på festivalen.

I’ll Be Damned havde således også flere forventningsfulde fremmødte tilskuere her fra start, og det så ud til, at de var kommet for at feste og udnyttede barens happy hour . Igen viste bandets frontmand, Stig Gamborg, at han i den grad er født til frontmandrollen.

Ved den nævnte koncert i Lille Vega havde det dog også den betydning, at de andre bandmedlemmer blev sat lidt i baggrunden. Om det var dagslyset, eller hvad det var, så føltes det ikke sådan denne gang. Guitaristerne var mere udadvendte i deres performance, og så i de grad ud til at nyde oplevelsen. Kun bassisten var stadig gemt væk i baggrunden, mens valget med trommesættet lidt ud til publikums venstre side af scenen også fungerede godt, fordi man tydeligt kunne se, hvem der så insisterende bankede det solide beat afsted. 

Fremragende liveband
Der blev lagt energisk ud med ’People Who Hate People (Come Together)’, som er en god introduktion til bandets klassiske hard rock, der er til at forstå for de fleste. Den tunge ’Right for the Money’ gik også rent ind hos metaldelen af publikummet. Den kække, let punkede ’Schizophrenic Homos’ fik også nogle smil frem hos publikum, der voksede sig større under koncerten.

Stig Gamborg erklærede at han havde det varmt. Varmt, varmt, varmt. Forståeligt med det fine tøj med vest, slips og det hele, men også en meget forventet intro til bandets sang ’Fever’ mod slutningen af koncerten. Forsangeren var også en tur ude i pitten og hilse på folk, inden han vendte tilbage og afsluttede koncerten med sine bandmedlemmer på scenen.

Live er I’ll Be Damned et virkeligt stærkt kort, og musikken kommer bedre til sin ret end på den selvbetitlede debut. Musikken lever, og Gamborgs vokal står stærkere ud, ligesom hans attitude og aktivitet på scenen på en eller anden måde også gør, at det bare er om at tage for sig af retterne, for det rocker sgu.