Fejlslagen satsning

Populær
Fejlslagen satsning

Med fem navne på plakaten en almindelig tirsdag aften viste det sig at være svært at fylde Amager Bio op. Men hvad forventede arrangørerne egentlig af sådan en stilforvirret satsning?

Kunstner
Titel
+ Ex-Deo, Svart Crown, Saratan, Sincarnate
Spillested
Dato
24-09-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

At møde en så tom sal i Amager Bio var næsten en surrealistisk oplevelse. Klar til første band stod man blandt et publikum på max. 10 mennesker. Selvom publikumstallet gradvist steg, nåede det aldrig nogen nævneværdig størrelse. For en gangs skyld vil jeg ikke klandre publikum for at være fesne, men hellere vende blikket mod Amager Bio, der gang på gang burde have indset, at Nile ikke fylder salen ud. Det gør oplevelsen lidt flad, når man enten står med to meters mellemrum eller er tvunget at mase sig helt op foran for at få lidt ‘koncertstemning’. Man kunne være kreativ og vælge at rykke showet over i Beta, da man (forhåbentlig) lagde mærke til, at billetsalget ikke helt var i live? Det ville have givet en lang mere intens oplevelse, men nu skal jeg ikke spille booker. Vi tager Nile og horden af opvarmningsbands i Amager Bio for det, det var.

Højskolestemning

Og det var ikke videre anbefalelsesværdigt. Alene det at smide fire opvarmere på til en koncert en gemen tirsdag er svært at forstå. Fire bands af varierende obskuritet, med showstart allerede kl. 18.30. Det er lige før, at man ville være nødt til at skride fra arbejde tidligt for at nå det. Hvor ville det være ærgerligt, hvis man havde gjort det.

For første band på var virkelig bedrøveligt at beskue. Rumænske Sincarnate mindede mest af alt om et højskoleband, der kun har kendt hinanden de måneder, skoleopholdet varede. Der var intet at komme efter. I bedste fald fornemmedes en udvandet inspiration fra Fleshgod Apocalypse - men det er kun i et forsøg på at forstå, hvad de malplacerede korsamplinger skulle forestille. Musikerne har sikkert være dygtige på et eller andet plan, men det var ikke til at fornemme, da forsangeren stjal billedet med sin vakkelvorne brølevokal. Og hjerteskærende forsøg på clean sang. Forsøget på at kommunikere med publikum mellem numrene forpurredes af den tykke østeuropæiske accent og støjen fra forstærkerne, der blev fremhævet af publikums totale stilhed. “Hvor fanden finder I dem?”, havde man lyst til at tænke.

I forvirringen af backdrops tog det mig noget tid at forstå, hvem der var hvem i opvarmningsbunken. Backdrop-opsætningen viste en fantastisk ligegyldighed, idet alle bare var hængt over hinanden og blev revet ned efter hver koncert. Hvilket fik mig til at tro, at Sincarnate var Saratan, og Svart Crowns bryster bare var der for underholdningens skyld. Man kunne godt have gjort sig lidt mere umage. Teenageværelsesstilen understregede blot højskolestemningen.

Andet band på gjorde i det mindste noget for stemningen, om end humøret blev værre. Polske Saratan manglede noget af deres landsfæller i Behemoths seriøsitet i forhold til performance, men det var befriende i det mindste at se et forsøg på at optræde. Rigtig megen "kom så!"-råben ud til publikum og løben frem og tilbage kompenserede dog ikke for den totalt mondæne metal, med kiksede, mellemøstinspirerede samples - igen med en mindre velegnet forsanger i front. Måske de er i underskud af forsangere derovre i østblokken. Jeg begyndte virkelig at grue for resten af aftenen.

Fransk kvalitet

Skæbnen ville selvfølgelig, at jeg skulle misse starten på det eneste af opvarmningsbandene, det var værd at komme for. Og i løbet af sættet fortrød jeg mere og mere, at jeg ikke havde fået alt med. Franske Svart Crowns blackened death blæste alle sorger fra de forrige bands væk og fik mig at ønske, at aftenen kun bestod af dem og Nile. Det ville jo give mening - et stort navn og et, der nok skal blive det. Opvarmningstjansen skal ikke minde om en medlidenhedstjeneste for bands, der bruger hele deres børneopsparing på en uges turneren. Der burde i det mindste være et krav om, at man kan noget.

For det kan Svart Crown, og de skal være hovedårsagen (udover Nile selvfølgelig) til, at denne anmeldelse ikke slutter i en rungende 0 ud af 5. Superskarpe dødsriffs over en brutal bund af trommer med dødsmetallens brutalitet og rørt op med black metallisk atmosfære. Om man er til den slags eller ej, så skal de have al respekt for at bære showet og spille fremragende. Jeg kunne sagtens se dem for mig på Wacken eller en anden stor festival med præcis samme performance - for der var virkelig et professionelt snit over det. Selv faldgruben i at lade det minimale publikums stilhed tage over mellem numrene undgik de ved at holde guitarerne i gang indtil næste sang. Hvilket hellere ikke var helt nødvendigt, da publikum endelig var med. Svart Crown leverede - og mere til - og havde det ikke været for efterfølgende band, så havde resten af aftenen kørt i samme gear.

Rollespilsversionen af ‘300’

For hvor var det irriterende at skulle udholde Ex-Deo. Jeg går ud fra, at rollen som sidste opvarmningsband inden hovednavnet måvære skænket dem på grund af en evne til at komplimentere Nile. Lige som Nile gjorde for Morbid Angel og Kreator i 2012, og Melechesh gjorde for Nile i 2011. En eller anden sammenhæng, der gjorde, at man fik endnu mere lyst til at høre Nile, mens man nød Ex-Deo. Men når de trådte frem med centurionkostumer og romerske faner og trykkede play på kassettespilleren med krigslydende samples, så var det svært at tro, at der overhovedet var lagt arbejde i aftenens line-up. Det var som at opleve ‘300’-versionen af Sabaton, krydret med lidt dødsmetal. For dem. der synes det kunne lyde lidt spændende, må jeg hellere fortælle, at det var det ikke. For det hele blev bare en tragikomisk vælling af dårlig vokal, dårlig sangskrivning og dårlig optræden. Fuldstændig ude af den kontekst, Svart Crown lige havde skabt, og Nile ville følge op.

En omgang greatest hits

Nile leverede præcis, hvad de skulle, og spillede et varieret sæt med overraskende lidt materiale fra ‘At The Gates Of Sethu’. De tre numre var også pænt pakket ind i midten, så de heller ikke tog særlig meget opmærksomhed. Det gjorde ældre numre som ‘Howling of The Jinn’ og sjældnere sager som ‘Unas Slayer Of The Gods’ til gengæld, hvilket gjorde koncerten langt mere mindeværdig end forventet. At starte med ‘Sacrifice Unto Sebek’ frem for den mere oplagte ‘Enduring The Eternal Moalestation Of Flame’, og som sagt spille de tre repræsentanter for det nye album lige efter hinanden i midten af sættet var et anderledes valg. Men bestemt et godt et. Koncerten føltes som en gennemgang af de bedste album og de fedeste numre og viste virkelig Niles bedste side - frem for kun at promovere ‘At The Gates Of Sethu’. Samtidig viste deres optræden en totalt bekvem sikkerhed på scenen, der også vistes i form af Dallas Toler-Wades overlegne svar på ham den hysterisk sjoves “spil noget med Slayer”-råb. “There’s only one problem with that. We’re not Slayer - we’re fucking Nile”. Publikums tilkendegivelse af enighed var tydelig.

At man derudover fik serveret ‘Ithyphallic’ og afslutningsvis kunne høre ‘Black Seeds Of Vengeance’ afrundede koncerten perfekt, og efterlod én med den der ubeskrivelige fornemmelse af en fed aften. Der ikke siger så lidt om en aften, der i begyndelsen virkelig ikke lod til at kunne reddes. Det gjorde Nile, og det gjorde Svart Crown, og jeg vil gøre mit yderste for at ændre min hukommelse, så kun de to står tilbage, når jeg ser tilbage på aftenen. Desværre var Sincarnate, Saratan og Ex-Deo med, og det hiver koncerten meget længere ned.