Fornemt horroralbum

Populær
Fornemt horroralbum

Dani Filth medvirker endnu en gang på et album af usædvanlig høj karat.

Kunstner
Genre
Trackliste
1.Judas Stein
2.Hitchcock Blonde
3.Under The Thunder
4.Full Dark, No Stars
5.Shine On Sophie Moone
6.Life Is What You Keep From The Reaper
7.Dea Della Morte
8.Entangled In Our Pride
9.Hell At My Back
Karakter
5

Dani Filth er noget af en korkprop, der ikke er sådan at få dukket. Det seneste Cradle Of Filth-album ’ Hammer of the Witches’ fra sidste år var noget af et comeback, og nu udkommer hr. Filth så med fritidsbandet Devilments andet album ’II – The Mephisto Waltzes’, der er sådan cirka lige så fremragende som ’Hammer of the Witches’.

Devilment blev dannet i 2011 i England af guitarist Daniel J. Finch. Vennen Dani Filth blev hurtigt overtalt til at medvirke på vokal, og i 2014 udkom bandets debutalbum ’The Great and Secret Show’. Herefter er der dog sket et og andet i Devilment, idet grundlægger Finch helt har forladt bandet. Dani Filth har dog sammen med tre af de resterende musikere fra debutalbummet – guitarist Colin Parks, bassist Nick Johnson og keyboardspiller/vokalist Lauren Francis  valgt at fortsætte i Devilment. I forbindelse med indspilningen af bandets andet album har de fire fået følgeskab af nytilkomne Matt Alston på trommer.

’The Mephisto Waltzes’ lægger relativt ukontroversielt ud med sangen ’Judas Stein’. Det lyder velkendt som Cradle of Filth, dog måske med et lidt nedsat tempo og med en Dani Filth i et lidt mere moderat vokalleje end normalt.

Flot singleudspil
Men allerede på albummets anden sang, ’Hitchcock Blonde’, der også er første single fra albummet, kommer der nye takter til. Væk er den Cradle of Filthske indgang til black metal, og i stedet er der lagt op til en fest af en horror rocker med et mørkt og gotisk snit. Det er en sang, som Alice Cooper kunne have indspillet i et metallisk øjeblik. I slutningen af sangen leverer Lauren Francis en flot sopran. ’Hitchcock Blonde’ er årets metalliske singlehit!

">

’Under the Thunder’ lægger ganske thrashy ud, men rummer samtidig goth, death og glam i en herlig pærevælling. På sangen er der også vellykket keyboard/klaver fra Lauren Francis hænder. Det er generelt for hele albummet, at for Devilment betyder tangentinstrumenterne langt mere end den lydkollage og staffage, som ofte gør sig gældende i den moderne metal.

">

Gotisk metalballade
Sangen ‘Full Dark, No Stars’ er Dani Filths 'Where the Wild Roses Grow'. Som med Kylie Minogue og Nick Cave på ‘Where the Wild Roses Grow’ skaber duetten mellem Dani Filth og Lauren Francis en fænomenalt gotisk, dyster og mørk stemning. Sangen er en episk, hård ballade med små ture i ud i det herligt rockende. Et klart højdepunkt på et stort album.

">

Generelt er Devilments musik langt mere gotisk og til tider lettere poppet i forhold til Cradle Of Filth. Men det klæder Dani Filth at skrue lidt ned for såvel tempo som stemmeleje. ’The Mephisto Waltzes’ scorer højt på kompositioner, musikalsk fremførelse fra de fem medlemmer og på den gennemførte og knivskarpe produktion.