God start, stærk afslutning, sløj midte
Populær
Trods et glimrende udlæg blev det ikke til den store musikalske oplevelse med Eagles of Death Metal i Amager Bio den forgangne torsdag. Dertil var sættets kvalitet simpelthen for svingende.
Men før det stod i musikkens tegn, blev man af den uendeligt lange kø til sikkerhedstjek mindet om tragedien på Bataclan sidste år i november. Heldigvis var det ikke noget, der kom til at fylde særlig meget fra scenen. Eagles of Death Metals frontmand Jesse Hughes, der også er kendt for sine kontroversielle udtalelser om våben og homoseksuelle, fik sagt noget i retning af, at "den store stygge ulv ikke kan skræmme os", og så behøvede man ikke koge mere suppe på det. Smagfuldt. Sikkerhedstjekket betød imidlertid, at Eagles of Death Metal måtte trække koncerten en halv times tid for at få alle på plads i salen.
Den gode start
De lagde godt fra land. De første fem numre startede på samme måde med hylende guitarer og en ny trommerytme, der ville frem i verden. Hver gang. Rock 'n' rollen blev øst ud over publikum. Darlin' Dave nærmest dansede med sin træfarvede Flying V, der næsten var gemt af hans prægtige, hvidgrå skæg. Hughes var i højt humør, vimsede lettere feminint rundt i sit sorte outfit med røde seler og var ganske underholdende mellem numrene. Men efter en længere historie om tredjeguitarist Eden Galindo, der ikke spillede med på alle numre, var det, som om de tabte momentum.
Den sløje midte
Sangenes kvalitet dalede, rock n' rollen, som Hughes hele tiden talte om, udeblev, det blev i det hele taget mere introvert og stillestående for ikke at sige decideret kedeligt. De dedikerede publikummer gav dog ikke op uden kamp, og de sidste par numre før ekstranumrene fik da også stemningen til at løfte sig.
Den stærke afslutning
Bandet forlod scenen. Hughes kom dog hurtigt tilbage ene mand for at tage imod ønsker fra publikum. Tre sange blev der hævet i jukeboxen, hvorefter resten af gruppen blev klappet ind på scenen for at slutte aftenen af, blandt andet med en hyldest til David Bowie. En udmærket afslutning gjorde altså, at man gik hjem i godt humør trods en lang og tørvetrillende midte af sættet. Derfor den gavmilde karakter.
Opvarmning uden dybde
Som opvarmning var duoen White Miles hevet ind, men lad det være sagt: Når man spiller bluesrock, så er en octaver-pedal på guitaren altså ikke nok til at afrunde lydbilledet, der var meget fladt. Og slet ikke når man til tider spiller slow blues. Der skal bassen altså vandre og fylde ud, når guitaren bare laver små licks. Energien fra scenen var dog god, og duoen gjorde, hvad de kunne, for et publikum, der kun voksede ganske langsomt grundet det grundige sikkerhedstjek.