Copenhell 23: En sikker gentagelse
Klassisk, radiovenlig rockmusik fra Halestorm var lige hvad publikum på Hades gerne ville have. Flere paroler og budskaber end musikalsk tyngde.
2. I Miss the Misery
3. Love Bites (So Do I)
4. I Get Off
5. Wicked Ways
6. Freak Like Me
7. Familiar Taste of Poison
8. Takes My Life
9. Back From the Dead
10. Chemicals
11. Mayhem
12. The Steeple
Det er ikke så lang tid siden, Halestorm sidst stod på Copenhell. Det var nemlig i 2019, hvor de to søskende, forsanger og guitarist Elizabeth 'Lzzy' Hale og brormand Arejay Hale på trommer, fyrede op under selvsamme scene. Hades.
Kulissen er derfor den samme i 2023, hvor de torsdag indtog scenen med masser af energi og rockmusik, som vi kender det fra radiokanaler som MyRock. Siden seneste besøg på Refshaleøen har Halestorm udgivet pladen 'Back From the Dead', og setlisten blev tilført tre sange derfra, deriblandt titelnummeret. De blev strøet ud undervejs i koncerten, der ellers startede med et brag. De buldrede af sted med 'I Miss the Misery' og Lzzy Hale brølede til Copenhell:
"Where is your horns?!"
Og så måtte hele pladsen pligtskyldigt hæve hånden med strittende pege- og lillefinger. Halestorm kvitterede ved at være ganske generøse med at kaste plekter og trommestikker ud til publikum allerede fra start, og således startede udvekslingen mellem de to parter.
Forsanger Lzzy Hale fik også dedikeret en sang til kvinderne og sagt "Ladies, show us what you got" og så røg kvinderne på skuldre. En markant anden opfordring end aftenen før fra Mötley Crüe. Lzzy Hale er en entertainer, som man kun kan lave dem i USA og parolerne og de letgenkendelige budskaber står i kø.
"Copenhell, are you freaks like me?" og sådan startede det store hit 'Freak Like Me'. Derefter en mere afdæmpet sang, hvor Hale fik sagt, at metalmiljøet er et sted, hvor man er ligeglad med, hvilket køn man er, samt hvem man kysser på.
Den slags gratis standpunkter, de fleste kan erklære sig enige i og således ingen budskaber, folk kan skære sig på. Ligesom musikken, der gnidningsfrit glider ned uden torne. Det hele blev accentueret af brormand Arejay Hale, der lavede en alt for lang trommesolo, hvor han til sidst spillede på overdimensionerede trommestikker. Hvis det hele lyder bekendt, så er det fordi, det minder utrolig meget om selvsamme optræden på præcis samme sted for fire år siden.
Virkemidlerne var de samme. Showet var næsten det samme, krydret med nye sange fra seneste plade. Lzzy Hale siger selv til sidst:
"Copenhell, are you ready for the mayhem? Copenhell, this is our church and you are our people", og så kunne vi alle sammen stå og føle os inkluderet, men aldrig sådan for alvor engageret. Halestorm kan underholde og gjorde det ganske habilt, men det er lette kalorier og hurtigt glemt igen.