Halvtam dansk-canadisk aften
Populær
Ikke mange var mødt frem, da Pumpehuset torsdag aften inviterede inden for til lidt blandet dødsmetal, og de hjemmeblivende gik ærligt talt ikke glip af ret meget.
Med ryggen til
Ballet åbnedes af de roskildensiske ungersvende i Defilementory, som under deres intro stod med ryggen til publikum. Om det bunder i fynsk beskedenhed eller et halvt livs erfaring på de skrå brædder, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, når det sker, skal jeg ikke kunne sige, men lad for satan være med det – og det er på trods af, at hovednavnet, Cryptopsy, gjorde det samme.
Uoverensstemmelse
Det var tydeligt, at Defilementory har stor glæde ved og har lagt et stort arbejde i deres dødsmetal, og især de tunge stykker virkede godt for dem. Heri gik vokalen tilmed ofte fra et let forceret growl over i et fremragende og gruopvækkende brøl, som man burde operere lidt mere med. Ofte – alt for ofte – ville bandet imidlertid alt for meget, hvilket især kom til udtryk i trommespillet. Trommerne fulgte (næsten) samtlige riff til punkt og prikke, men i stedet for at underbygge strengespillet, så kom det til at virke, som om trommer og strenge spillede hver deres nummer.
Her følger et kammeratligt råd...
... til Defilementory og alle andre danske uocoming bands: Som supportband skal det max. tage 10 minutter at komme af scenen, og ingen har fri, før ALT ens gear er væk. Man ved derudover, at det ikke går hurtigt nok, når hovednavnet begynder at flytte ens ting ned af scenen. Jeg stod og blev helt frustreret på Cryptopsys vegne, da Defilementory 20 minutter efter, at deres koncert sluttede, stadig ikke havde forladt scenen.
Smæk på instrumenterne
Lyden under Defilementory havde ikke været synderlig god, men så snart canadiske Cryptopsy fyrede op under deres instrumenter, fik piben en helt anden lyd. De fremragende canadiske instrumentalister spillede relativt teknisk dødsmetal, og der var smæk for skillingen. Faktisk så meget smæk, at trommestolen brast, så der opstod et mindre inermezzo, hvor publikum endnu en gang blev indviet i, at Cryptopsy er et såkaldt “independent” band og altså ingen pladeselskab har, der kan yde “tour support”, og opfordrede derfor til at hjælpe dem ved at købe merchandise. Der måtte jeg trække lidt på smilebåndet, for mange signede bands får altså heller ikke økonomisk støtte fra deres respektive selskaber, men derudover kunne man kun give ham ret.
Mærkværdig lyrik
Instrumentalisterne stod imidlertid side om side med en vokalist, som havde to og kun to lyde – et growl og et skrig. På intet tidspunkt koncerten igennem ændrede det sig. Lyrikken var altså tilsyneladende den samme i samtlige numre. Vokalen virkede egentlig fint til at starte med, men efter en 3-4-5 numre med de to samme lyde begyndte man at føle sig holdt lidt for nar. Det er dog sikkert en glimrende måde at holde sig klar hver dag på en månedlang turné.
FÅ, men gode publikummer
Der var ikke mange publikummer, men de fremmødte gav den godt med gas på bandets opfordringer, og især et par fans lige bag mig fik råbt deres lunger ud. Selv efter gentagne forsøg blev det aldrig til den circle pit, bandet efterspurgte. I stedet fik de en halv circle pit/halv mosh pit, men svedt blev der.
Jeg glemte at tage tid på koncerten, men den føltes relativ kort, men alligevel ganske passende målt på fremmøde, stemning og vokalvariation. Så en alt i alt en småkedelig torsdag aften i Pumpehuset.