"Tak for robåden!"
PopulærKoncerten på Forbrændingen var en tiltrængt påmindelse om, hvorfor det er en dårlig ide at misse Hatesphere live. En lidt magelig indstilling fra både det fra- og tilstedeværende publikum vidnede om, at glemslens slør havde nedsænket sig. Man har jo set det hele før, ikke?
Fra denne front er der snart ikke mere nyt at berette om Hatesphere (når de nu er holdt op med at udskifte bandmedlemmer i disse år). Et af Danmarks bannerførende boybands inden for tanzmetal, eller thrash om man vil, og tillige en af de internationale succeser, man som dedikeret dansk metalfan må knibe en stolt tåre over i ny og næ.
Vi må nok med skam indrømme, at en Københavnerkoncert aldrig bliver det samme, som når hjemmebanen betrædes. Da Hatesphere blot for to uger siden spillede på VoxHall, talte fremmødet på den imponerende side af 600 gæster.
Det var heller ikke gået så godt med promoveringen af aftenens hovednavn, da store bogstaver på Forbrændingens facade fortalte, at aftenens tilløbsstykke skulle være Hatespehere, hvilket frontmand Esben 'Esse' Hansen på sit vanlige syngende fynske fik gentaget en snes gange fra prædikestolen.
Men I får chancen igen, København, når Hatesphere vender tilbage det sjællandske, for d. 19. februar spiller de på Beta, d. 26. februar på Gimle og d. 27. februar på Templet. Den tætpakkede booking kan naturligvis også være en plausibel årsag til, at man ikke besværer sig til postnummer 2620, når varen leveres lidt tættere på hoveddøren i samme måned.
Eksekveringen
Koncerten blev skudt i gang af Aphyxion, som har brugt en del af januar på at turnere rundt i Danmark og servere metalliske håndmadder på landets folkeskoler. Et koncept, vi hylder til fulde. Jeg har ikke været sen til at rose Aphyxion i andre sammenhænge og havde set frem til endnu en koncert fra deres hånd, men transportkoks satte en stopper for fornøjelsen, så det kun blev til et enkelt nummer med de aggressive jyder. Stemningen på Forbrændingen var dog noget lig et sidste farvel i krematoriet, så det føltes ikke som det helt store miss-out i denne omgang.
For Hatesphere tog det et enkelt nummer med ærgerlig lyd og lidt overbærende indbyrdes skuldertræk og smil at trække plæneklipperen op på fuld ydeevne.
De tyve forreste publikummer, der var mentalt til stede, fik i fem kvarter fornøjelsen af at se en definitivt velinkorporeret frontmand banke imaginære søm i luften med en knyttede næver, mens hver en tone blev leveret med spilleglæde og engagement fra fire hårdtslående musikere, akkurat som det nok havde set ud to uger forinden, med den forskel, der nu engang er, når et talrigt og ellers indlevende publikum og band går i energisk symbiose.
For som det ofte går, når begge parter accepterer, at fremmødet er, som det er, kan der gå en helt jovial og hjemme-hos-Brian-agtig stemning som en engel gennem lokalet, og det gjorde der indiskutabelt i Albertslund.
Personlige hilsner fløj muntert frem og tilbage over scenekanten, og det var nærmest en selvfølge, at blandt andet medlemmer fra Aphyxion og Billy Boy In Poison satte sig på gulvet, hvor der burde have været en gedigen moshpit, og gav sig til at ro under ’The Coming of Chaos’, hvilket kan beses herunder; der blev kvitteret for det med et lunt tak fra scenekanten.
Når vi alligevel er ved punktet om at acceptere præmissen, skal talen falde på to ting: Hatespheres gennemgående figur, Pepe, der stadig bestyrer leadguitaren fænomenalt og aldrig synes at køre træt i den musik, han har beskæftiget sig med under Hatespheres fane i godt femten år. Det skinner tydeligt igennem samtlige riff, der bliver spillet med millimeterpræcis skarphed uanset tempoet og et generelt overskud, der gang på gang formår at trække både klassikere og nytilkomne numre de ekstra meter ud over scenekanten.
Dernæst Esse, der fuldgyldigt har sat sig på toppen af Hatesphere med sin egen karismatiske persona, der har trukket bandet i retning af at blive et liveact, der inkluderer hele paletten af showmanship og ikke efterlader musikken alene tilbage som en brutal tonalt uppercut.
Så kan man lide det eller lade være, men det er de faktorer, der grundlæggende gør Hatesphere anno 2016 til en euforiserende oplevelse på scenen. Når præmissen nu er på plads, skal det siges at d'herrer selvfølgelig ikke kan stå alene, og der er fuldt frankeret fra resten af truppen.
Et nøk ekstra
Sætlisten indholdt blandede bolsjer fra stort set alle album med overvægt på ’The Sickness Within’, hvis titelnummer havde til formål at lukke koncerten, men alligevel sparkede dørene op til et par ekstranumre, selvom Hatesphere havde leveret nok til at forlade Forbrændingen med æren i behold. En nysselig Roxette-intro til debutalbummets ’Hate’ blev det også til og selvfølgelig også numre fra de to seneste album ’Murderlust’ og ’New Hell’, der stadig mangler at rodfæste sig på niveau med de ældre udgivelser.
At Hatesphere lige blev hængende og vred den sidste sjat ud af publikumskluden, afføder blot endnu mere respekt, og det fuldendte en aften i hæsblæsende tempo. Så kan det godt være, at det hele er set før, men der er ingen grund til at takke nej til en letopnåelig lykkefølelse og muligheden for at høre albumfavoritter spillet live. Som afrunding på den uhøjtidelige stemning, der prægede koncerten, vil jeg derfor minde jer om, Hatespehere, at i stadig skylder mig ’Disbeliever’. Jeg tropper op på Templet. Og jeg holder øje med jer!