Havefest med Anthrax

Populær
Havefest med Anthrax

Anthrax havde en fin setliste, stor spilleglæde og et feststemt publikum på Copenhell. Alt skulle være i den skønneste orden, men bandet og anmelderen fandt aldrig takten sammen.

Kunstner
Dato
15-06-2012
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Jeg havde egentlig glædet mig meget til Anthrax. De var et af de eneste gamle, klassiske bands på årets Copenhell. De havde den rigtige sanger, Joey Belladonna, med igen. Og så var jeg fuld af forventninger til årets første koncert i solskin på Copenhell efter en lang fredag på arbejdet.

Selvom jeg altid har regnet Anthrax for det svageste band i thrashens "Big Four"-kvartet, så er det klassiske materiale absolut ikke at foragte, ligesom det seneste album, 'Worship Music', har vist sig at være helt okay.

Katastrofal lyd

Men fra starten syntes jeg at alt virkede galt. For det første var lyden katastrofal der hvor jeg stod. Balancen i lydbilledet var ikke-eksisterende, og der var slet ingen punch i lydbilledet. Joey Belladonnas vokal virkede skiftevis for høj og for fraværende. Det blev bedre henad vejen, men aldrig særligt godt i mine ører.

Så var det svært at engagere sig, på trods af klassikere som 'Caught in a Mosh', der faldt pladask til jorden, Trust-coveret 'Antisocial', der ellers fik fællessang og headbanging i gang, og 'Among the Living'. Der blev også luftet numre fra den fine 'Worship Music', men heller ikke disse lød rigtigt for mig.

Måske var det den dårlige start, men bandet gjorde absolut intet for mig. Anthrax virkede ellers som om de hyggede sig; Scott Ian smilede over hele den gedebukkeskæggede femøre, og Belladonna, hvis udseende årene ikke har været gode ved, virkede også begejstret når han talte til publikum.

Nu er det jo ikke fordi Anthrax nogensinde har været synderligt bistre eller aggressive typer, men jeg savnede fuldstændigt intensitet og nerve. De nød at spille, men jeg tog hele tiden mig selv i at synes de manglede enhver form for drive. De ellers så energiske sange blev leveret på alt for hyggelig vis, og hele koncerten kom til at fremstå som en kæmpestor havefest, hvor alle af al magt prøvede at lade som om det var sjovt, mens det for mig mest af alt virkede fladt og livløst.

Begejstret band. Begejstret publikum. Sur anmelder.


Publikum oppe foran virkede glade, der blev sunget med, og en stor del af de mennesker, jeg talte med om koncerten, var svært begejstrede for koncerten. Bandet selv virkede glade for koncerten. Selv stod jeg mest og kedede mig og kunne ikke helt forstå begejstringen.

Helt galt blev det med et ligegyldigt cover af Black Sabbaths evigtgyldige klassiker 'Neon Knights' fra Dio-tiden. Det var sikkert ment som en hyldest til Dio, men det virkede som spild af tid at spille en middelmådig version af en klassiker, når nu man har et glimrende bagkatalog at øse af.

Måske var det lyden hvor jeg stod, der var problemet. Måske blev koncerten ødelagt for mig af en dårlig start. Måske var jeg blot ikke i stand til at ride med på begejstringens bølge. Men koncerten kom for mit vedkommende aldrig i nærheden af at være blot tilnærmelsesvis oppe at ringe. Jeg ville virkelig gerne kunne give en positiv anmeldelse, men det virkede slet, slet ikke for mig.

Men publikums glæde var ægte og fremragende og ligefrem medrivende, og det har bestemt sin berettigelse.