Himmelstræbende Hexvessel
Populær
Trods et sølle tirsdagsfremmøde løftede Hexvessel sangene fra deres seneste, lidt skuffende album op i skyerne.
Woods to Conjure
Teeth of the Mountain
I Am the Ritual
Mirror Boy
Sacred Marriage
Drugged Up on the Universe
Cosmic Truth
Mushroom Spirit Doors
Hunter's Prayer
Earth Over Us
When I'm Dead
His Portal Tomb/Unseen Sun
Invocation Summoning
Gassen synes at være gået af hypeballonen for Matt ”Kvohst” McNerneys finske projekt Hexvessel. I hvert fald var der ikke meget mere end 50 i publikum tirsdag før påsken i Beta på Amager. Med et selskabsskifte fra det lille, kvalitetsbevidste Svart Records i Finland og til mastodonten Century Media må det alt andet lige føles noget utilfredsstillende for bandet.
Også selvom labelskiftet har været fulgt af et stilskifte fra psykedelisk acid folk (med tydelige ligheder med C.O.B. (hvis ’Song of Solomon’ Hexvessel lavede et cover af på debuten), Comus og Incredible String Band) til en stil, der er mere præget af progressiv rock med referencer til King Crimson, Jethro Tull, The Doors og temposkift a la skandinavisk progressiv rock fra 70’erne. Det har givet et lidt uegalt resultat på gruppens Century Media-debut ’When We Are Death’, som kunne være blevet en fremragende ep, men hvor balladerne overstråler de mere progrockede numre.
Men det ringe fremmøde gav ikke anledning til sure miner hos bandet, og frontmand og guitarist McNerney takkede sympatisk og ydmygt dem, der var kommet, frem for at brokke sig over dem, der ikke var kommet.
Og de finske neo-hippier nøjedes ikke med at gøre et sympatisk indtryk. De var ekstremt velspillende og sad lige, hvor de skulle, hvor især trompetist og keyboardspiller Kimmo Helén brændte igennem og gav sangene tekstur. Udover selvfølgelig fikspunktet McNerney og hans formidable samarbejde med Simo Kuosmanen. Læg dertil, at lyden sjældent er hørt bedre på Beta, og så var forudsætningerne for en god koncert en del bedre, end fremmødet signalerede.
At Hexvessel mener stilskiftet alvorligt, viste sig ved, at langt størstedelen af sætlisten stammede fra det seneste album med kun enkelte afstikkere til tidligere udgivelser. Det virker som en skam, når man tænker på kvaliteten af især debuten ’Dawnbearer’, som er en moderne milepæl i sin genre. Men tirsdag gav det mening, hvor alene kvaliteten af bandets samspil var nok til at løfte nogle af de sange, der i studieversionerne ikke helt letter mod det ophøjede, himmelstræbende rum, Hexvessel søger efter.
I hvert fald var det, som om de mere rockede numre løftede sig markant i Betas lille sal, måske fordi de blev blandet med noget af bandets ældre materiale.
Men koncerten viste også, at McNerneys sange tit er bedst, når de er mest melodiske – i hvert fald var det den (nå, ja) kosmiske ballade ’Cosmic Truth’, der tiltrak det mest engagerede bifald. Det forstår man godt, for den viser McNerneys styrker som sangskriver med en fængende melodi, der har tilpas mange drejninger til, at den også er slidstærk. Det kræver en vis panache at slippe af sted med linjer som ”When we watched the spaceship/ that exploded in our souls/ the sound from it’s engines/ blew apart our world// You stood quietly by my side/ as tears welled up in our eyes/ and I knew in this moment/ the meaning of hope/ and I knew the meaning of life// It’s cosmic truth I know” uden at komme til at lyde bogus-spirituel, men det kan Hexvessel altså, og det er, når det er så legende let og ikke-forceret, at bandet står stærkest.
Det, der let kunne være endt fladt, blev i stedet en koncert, der viste, at den nye retning er holdbar for Hexvessel. En skam, at flere ikke var der til at opleve det, men det er vel vilkårene i en by som København, hvor koncertudbuddet er så massivt.